Evaluering af pædagoguddannelsen

Topbillede
Uddannelses- og forskningsministeren har igangsat et ambitiøst evalueringsprogram af pædagoguddannelsen. Det skal understøtte, at der også fremover uddannes dygtige pædagoger. Evalueringen har fokus på fire brede temaer og interessentinddragelse vil spille en stor rolle i evalueringen.
Kontakt
Silas Christensen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 89 32
Email: sil@ufm.dk

Evalueringsprogrammet er et led i uddannelses- og forskningsministerens kvalitetsplan om pædagoger i verdensklasse. Uddannelses- og Forskningsministeriet forventer at kunne offentliggøre resultater fra evalueringen i en delrapport i efteråret 2020 og en hovedrapport i foråret 2021.

De seneste år er pædagoguddannelsen styrket løbende, både med en handleplan og en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 127,5 mio. kr.  Den nuværende pædagoguddannelse blev etableret efter en reform i 2013. Evalueringen af pædagoguddannelsen i 2020 indgik som en del af den politiske beslutning om reformen fra 2013.

Temaer

Evalueringen har fokus på fire brede temaer om uddannelsen, og hvordan den ruster de studerende til deres arbejdsliv. De fire temaer er:

  1. Videngrundlag, fagligt niveau og faglige forudsætninger
  2. Læringskultur og studiemiljø
  3. Praktikdelen af uddannelsen
  4. Aktuelle og fremtidige kompetencer

Interessentinddragelse

For at evalueringen kan komme hele vejen rundt, inddrages de interessenter, der er tættest på uddannelsen og som har at gøre med den til daglig: Studerende, uddannelsesinstitutioner, offentlige arbejdsgivere, faglige organisationer og mange andre. Indhold, målgrupper og analyser skal nu kvalificeres i samarbejde med en bred interessentkreds gennem en dialog- og referencegruppe.

Det er vigtigt for evalueringen af pædagoguddannelsen, at dem der ved mest om uddannelsen inddrages i evalueringen. Derfor er det nu muligt for alle med en særlig viden om uddannelsen at komme med input til evaluering ved at skrive en mail til paed_evaluering@ufm.dk. Postkassen vil være åben indtil 1. december 2020.

 

Senest opdateret 03. juli 2020