Gå til indhold

Optagelse af grønlandske ansøgere

Særregler om optagelse af ansøgere fra Grønland på en videregående uddannelse.

Grønlandske ansøgere har mulighed for også uden om adgangsbegrænsningen at søge om optagelse på en dansk videregående uddannelse gennem kvote 1 i henhold til en særordning. Bestemmelsen vedrørende den grønlandske særordning fremgår af bekendtgørelse om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid, bekendtgørelse om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt bekendtgørelse om adgang til videregående kunstneriske uddannelser tilrettelagt på heltid. Bestemmelse har følgende ordlyd:

"Uddannelsesinstitutionen skal optage en grønlandsk ansøger uden om adgangsbegrænsningen, hvis vedkommende ansøger herom. Ansøgeren skal dokumenterer, at vedkommende opfylder de optagelseskriterier, der fremgår af Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Kriterierne er fastsat af ministeriet efter indstilling fra Grønlands Selvstyre."

Ansøgningsfristen for optagelse efter særordningen er den 15. marts kl. 12.00.

Kriterierne for optagelse efter særordningen er følgende:

"En grønlandsk ansøger, der opfylder adgangskravene til uddannelsen, jf. bilag 1 (se under *) til enten bekendtgørelse om adgang til bacheloruddannelser ved universiteterne (bacheloradgangsbekendtgørelsen), bekendtgørelse om afgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser eller bekendtgørelse om adgang til kunsthåndværkeruddannelser og bacheloruddannelser ved de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, og har opnået mindst 6,0 fra den gymnasiale uddannelse, kan optages på en videregående uddannelse, hvis ansøgeren opfylder én af følgende betingelser på ansøgningstidspunktet:

1. ansøgeren har fast bopæl i Grønland og har haft det i mindst 5 sammenhængende år umiddelbart forud herfor, og mindst én af ansøgerens forældre fortsat er bosiddende i Grønland, eller

2. ansøgeren har haft fast bopæl i Grønland i mindst 10 år sammenlagt og højest har haft bopæl uden for Grønland i sammenlagt 3 år efter det fyldte 18. år (se under **), og mindst én af ansøgerens forældre fortsat er bosiddende i Grønland. Som bopæl uden for Grønland efter det fyldte 18. år regnes ikke ophold, der udelukkende skyldes den uddannelsessøgendes

a) uddannelsesforhold, eller

b) forsorgsforhold, hvor grønlandske myndigheder har medvirket ved opholdet. Eller

3. ansøgeren er fyldt 24 år og opfylder enten betingelse nr. 1 eller 2, dog uden, at der er krav om mindst én af ansøgerens forældre er bosiddende i Grønland.
Uddannelsesinstitutionen kan dispensere for kravet om mindst én forældre bosiddende i Grønland, hvis der foreligger helt særlige forhold."

(* Det bemærkes, at en ansøger omfattet af særordningen ligeledes er undtaget fra at skulle opfylde et lokalt karakterkrav om et minimumskaraktergennemsnit fra den gymnasiale eksamen, som institutionen har fastsat, hvis karakterkravet overstiger 6,0. Desuden skal en ansøger efter særordningen heller ikke deltage i en eventuelt fastsat adgangsprøve, som kun gælder for ansøgere i den pågældende kvote.)

(** Det skal bemærkes, at kravet om bopæl i Grønland ikke kan opfyldes med de perioder, hvor ansøgeren har boet i udlandet. Ophold i udlandet enten på grund af uddannelse eller forsorgsophold indgår ikke i beregningen af hverken ophold i udlandet eller ophold i Grønland.)

Ansøgeren skal fremsende dokumentation for at kriterierne for optagelse efter særordninger er opfyldt. Dette skal være i form af følgende dokumenter:

  • eksamensbevis,
  • dåbs-/fødselsattest og 
  • en historisk bopælsattest, som er udfærdiget af den grønlandske bopælskommune. Attesten skal være både på ansøgeren selv og den forældre, som fortsat er bosiddende i Grønland – med mindre selvfølgelig – at ansøgeren er fyldt 24 år.

Aftalen har været gældende siden 1. januar 2014. Særordningen for optagelse af grønlandske studerende ved videregående uddannelser i Danmark gælder kun i forbindelse med førstegangsansøgning til en videregående uddannelse i Danmark. Dette medfører, at en grønlandsk ansøger kun kan ansøge om OG blive optaget efter særordningen én gang på enten en erhvervsakademi-, en professionsbachelor- eller en bacheloruddannelse. Hvis ansøgeren inden optagelsen trækker sin ansøgning tilbage eller afslår at tage imod en studieplads, kan ansøgeren fortsat ansøge om optagelse efter særordningen på et senere tidspunkt.

Kontakt

Rikke Lise Simested
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 78 76
Email: rils@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 06. maj 2022