Gå til indhold

Video: Uddannelses- og Forskningsministeriet på nye radikale hænder

03. februar 2014
Afgående uddannelsesminister Morten Østergaard tog afsked med Uddannelses- og Forskningsministeriet og overdrog det til den nyudnævnte minister Sofie Carsten Nielsen.

Uddannelses- og Forskningsministeriets kantine var tæt pakket med blandt andre medarbejdere fra ministeriet, repræsentanter fra uddannelsesverdenen og journalister, da afgående uddannelsesminister Morten Østergaard (R) overdrog ministeriet til den nye uddannelses- og forskningsminister, partifællen Sofie Carsten Nielsen.

Samtidigt skiftede ministeriet navn fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, i daglig tale Uddannelsesministeriet, til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Morten Østergaard blev udnævnt som uddannelsesminister den 3. oktober 2011 da SRSF-regeringen tiltrådte. Han glæder sig over, at det er Sofie Carsten Nielsen, som skal føre ministeriet videre.

- Når vi taler om, hvad der kan løse Danmarks udfordringer, er det her det vigtigste ministerium, fordi svarene på lang sigt ligger i uddannelse, innovation og forskning. Derfor er det selvfølgelig vemodigt at skulle sige farvel, selvom jeg glæder mig til mine nye udfordringer. Det gør en stor forskel, at det er dig, Sofie, jeg skal give det videre til, fordi du brænder for det her område lige så meget, som jeg har gjort, sagde Morten Østergaard ved overdragelsen.

- Vi skylder os selv og hinanden at skabe et af verdens bedste uddannelsessystemer og skabe de bedste uddannelsesforhold, som vi overhovedet kan komme til for vores studerende, for vores undervisere, for vores offentlige sektor og for vores erhvervsliv. Det er ikke længere en udfordring, om vi uddanner mange nok. Det er en udfordring, om vi uddanner godt nok. Og den dagsorden har du sat, Morten. Den handske har jeg tænkt mig at tage op. Vi skal ikke bare have forskning i verdensklasse. Vi skal også have uddannelse i verdensklasse, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Der var en fornøjelig stemning, da Morten Østergaard overrakte Sofie Carsten Nielsen en innovativ cykelhjelm i form af en cykel-airbag. Sofie Carsten Nielsen havde købt cd’er og bogserien Nationernes Velstand til Morten Østergaard.

Medarbejdere fra ministeriet, journalister og repræsentanter fra blandt andet uddannelsesinstitutionerne var mødt op til overdragelsen af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Her ses blandt andre Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen og vicedirektør for Styrelsen for Videregående Uddannelser Johnny Mogensen.

Allerede første dag som nyudnævnt minister stod i pressens tegn for Sofie Carsten Nielsen. Den nye uddannelses- og forskningsminister udtalte sig glædeligt om sin nye stilling til de fremmødte journalister.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Presseansvarlig Ingeborg Nielsen, tlf.: 2211 0200, mail: imen@fivu.dk

Handlinger tilknyttet webside