Gå til indhold

Tre droner, to nørder og en astronaut lander i Uddannelses- og Forskningsministeriet til Kulturnatten

07. oktober 2014
Alle kan forsøge sig som dronepiloter, når tre droner flyver ind i Uddannelses- og Forskningsministeriet og lander blandt nørder, videnskabsmænd, robotter, en astronaut og en minister til Kulturnatten 2014.

Huginn X1 har både et almindeligt kamera og et termisk kamera, der kan se temperaturforskelle. Den kan undersøge vandløb og gletsjere i Grønland. Huginn X1 er en drone.

Sammen med to mindre droner, kaldet quadcoptere, gæster den Uddannelses- og Forskningsministeriet til Kulturnatten 2014. Besøgende kan forsøge at flyve en quadcopter.

Den første danske astronaut, Andreas Mogensen, skal ud på en lidt længere flyvetur om et år, når han skal på rummission. Han vil til Kulturnatten fortælle om, hvordan han træner til sin mission, og hvordan han pakker kufferten til rejsen.

Samme aften vil videnskabsnørderne fra DR’s Store Nørd lave forsøg med ild, studerende vil servere smagsprøver på spiselige fuglereder med æg og grønt, og Danmarks Tekniske Universitet byder på bæredygtigt øl.

- Til Kulturnatten kan alle interesserede opleve ny videnskab og afprøve nogle af de mange nytænkende og innovative produkter, som forskere og virksomheder udvikler hver dag. Uddannelses- og Forskningsministeriet viser på den måde et billede af den høje kvalitet af forskning, innovation og uddannelse, vi har i Danmark. Jeg glæder mig til at tale med robotter, udfordre smagsløgene og møde københavnerne til en spændende aften og nat i Bredgade, siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Kulturnatten i Uddannelses- og Forskningsministeriet finder sted:

fredag den 10. oktober
klokken 18.00 - 24.00
i Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bredgade 40, 1260 København K.

Følg med på de sociale medier

Følg med i de seneste nyheder om Kulturnatten i Uddannelses- og Forskningsministeriet på de sociale medier.

eller #kulturnatufm på Twitter og Instagram


For yderligere oplysninger, kontakt

Ansvarlig for Kulturnatten i Uddannelses- og Forskningsministeriet Line Svenningsen, tlf.: 72318212, e-mail: lines@fi.dk
Presse- og kommunikationsansvarlig Carina Elkott, tlf.: 50900549, e-mail: care@uds.dk

Handlinger tilknyttet webside