Gå til indhold

Erhvervsakademier - i dag og i overmorgen

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens tale ved Erhvervsakademiernes Årsdag den 1. oktober 2014 i København

Det talte ord gælder

Tak til Danske Erhvervsakademier og til Udviklingsrådet for Erhvervsakademisektoren for at invitere mig. Det er første gang, jeg deltager i denne årsdag.

Jeg er blevet bedt om at tale om erhvervsakademiernes rolle i dag og i overmorgen. Jeg har dog tænkt mig at begynde med ikke bare ”i går”, men ”i forgårs”. Jeg begynder dengang for 20 år siden, i 1994, hvor jeg selv var ung og skulle vælge uddannelse efter gymnasiet.

Når folk dengang talte om ”videregående uddannelse”, så mente de stort set altid universitetsuddannelse. Nogle eventuelt også læreruddannelsen.

Sådan er det ikke længere. De fleste ved, at videregående uddannelse er meget bredere, og netop erhvervsakademiområdet er nok den største succes.

Hvis vi springer frem til ”i går” og sammenligner med ”i dag”, så taler tallene for sig selv. I går, som jeg vil sætte til 2007, blev der optaget ca. 6.700 studerende på de danske erhvervsakademier.

Efter flere år med rekordoptag - og med vækstrater, som selv kineserne ville misunde - blev der i sommer optaget hele 11.700.

Det er ret vildt.

Når vi i år kunne tale om endnu en optagerekord for de videregående uddannelser, var det udelukkende på grund af erhvervsakademiuddannelserne. Der var faktisk stagnation i universitetsoptaget og en lillebitte tilbagegang for professionsbachelorerne. Det er godt, at så mange flere søger mod erhvervsakademierne. For lidt poppet kan man sige, at erhvervsuddannelserne uddanner til fremtiden.

  • Uddannelserne er praksisorienterede.
  • De er typisk rettet mod det private arbejdsmarked.
  • Og de er udviklet i tæt samspil med erhvervslivet.

De tre ting tilsammen er jeres særkende i forhold til mange andre videregående uddannelser. 

Frem mod 2013 skal omkring 15.000 ekstra personer med en videregående uddannelse finde job i den private sektor. Og her har erhvervsakademiuddannelserne et forspring, for her ER uddannelserne i høj grad målrettet det private erhvervsliv. Og dimittenderne er generelt hurtige om at komme i arbejde.

Med andre ord er erhvervsakademierne stort set én lang succeshistorie.

Tillid til institutionerne

Det er også derfor, at der i dag er stor tillid til institutionerne fra det politiske system. Tillid til, at I er rustet til at løfte opgaver, der tidligere blev styret udefra eller ovenfra.

Det gælder opgaver som at kvalitetssikre jeres uddannelser og fortrinsretten i forhold til udvikling og udbud af de erhvervsrettede tekniske og merkantile uddannelser, også på professionsbachelorniveau.

Og så er der udviklingskontrakterne, som også er et signal om tiltro til jer som institutioner.

Men den tillid lægger så også et stort ansvar over på jer og ikke mindst på bestyrelserne.

Hver institution skal selv formulere ambitiøse mål til sin egen kontrakt. Og I skal gøre en aktiv indsats for at nå dem.

Og med den størrelse erhvervsakademierne har og den tillid, der er til jer fra politisk side, er det også ved at være tid til, at I engagerer jer bredere i uddannelsesdebatten. Virksomhedernes engagement. Den tætte forbindelse. I har noget at byde ind med. Hold jer ikke tilbage.

Øget social mobilitet

Et af de fælles mål i de nye udviklingskontrakter er øget social mobilitet.

De videregående uddannelser skal i langt højere grad tiltrække unge fra familier uden tradition for uddannelse. Og her spiller erhvervsakademierne – og professionshøjskolerne - en meget central rolle.

Det er ikke nogen let opgave at finde ud af, hvordan flere unge bryder sociale mønstre gennem uddannelserne.

Derfor har jeg nedsat et mønsterbryderkorps, som skal komme med forslag til, hvad vi kan gøre.

Jeg har netop afholdt en mønsterbrydedag. Og jeg har været på rundtur rundt i landet for at se, hvordan uddannelsesinstitutioner på forskellig vis arbejder med at styrke den sociale mobilitet.

Det viser sig, at der er mange, der så at sige stadig lever ”i forgårs”. De tror, at tanken er at få alle unge fra hjem med en lav grad af uddannelse ind på et universitet.

Men universitetet er ikke det eneste rigtige. Det er fint, hvis nogen gerne vil begynde på universitetet. Men mange flere skal have øjnene op for en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsbacheloruddannelse. Og dét er kendt territorium for jer.

For ca. to uger siden var jeg på et spændende besøg på Erhvervsakademi Aarhus. Her oplevede jeg, hvordan undervisningen var helt tæt koblet til praksis. Gennem undervisningen kan de studerende hele tiden få en fornemmelse af, hvad de kan bruge deres uddannelse til. Og de samarbejder meget med erhvervslivet.

Lad mig give et eksempel.

Når en landmand går på marken, er der mange ting, han skal holde styr på. Hvor meget væske har hans køer drukket? Hvor meget korn er der tilbage at så med? Og er nogle af køerne gravide? 

Det kan være svært at holde styr på, hvis ikke landmanden har en computer med sig rundt. Men nogle studerende fra Erhvervsakademi Aarhus forsøger at finde en god løsning. 

De undersøger, om arbejdsgangene kan forbedres ved hjælp af Googles nye internetbrille, Google Glass. Så nu er der landmænd, der går rundt med den. Så har de de relevante informationer og data lige der, hvor de er, og det har gjort, at de kan effektivisere deres produktion markant.

Det lyder ret smart.

Sådan var der masser af praktiske eksempler på Erhvervsakademi Aarhus. Og jeg fik indtrykket af, at det tætte samarbejde med erhvervslivet, den store mængde gruppearbejde og de mange virksomhedsbesøg især var med til at fastholde de mange mønsterbrydere. Det var meget inspirerende.

Problemer: Frafald, praktikplads og forventninger

Nu har jeg stået og næsten skamrost sektoren. Men man kommer desværre ikke udenom, at der på flere områder også er kvalitetsmæssige udfordringer.

  • Der er fag, som har et for stort frafald.
  • Der er praktikpladsproblemer nogle steder.
  • Og der kan også være uklart formulerede forventninger til de nye studerende.

Lad mig komme med bare et eksempel på en i øvrigt uundværlig uddannelse, som p.t. oplever nogle af de her problemer: Laborant-uddannelsen.

Den uddannelse tager 2½ år, inklusiv 11 måneders ansættelse som praktikant. Man kan tage uddannelsen ni steder rundt om i landet. Og institutionerne har over årene bedt om at kunne optage flere.

Og optaget er blevet øget markant - fra omkring 270 i slut-00’erne til over 430 i år og sidste år.

I foråret blev der gennemført en akkreditering af uddannelsen. Rådet måtte så konstatere, at der på alle uddannelsessteder undtagen ét var meget betydelige praktikpladsproblemer. Og nogle steder var der også et alt for stort frafald, som kunne gå op til 45 %.

Her kunne man måske mene, at uddannelsesstederne, som jo har kendt til de ting på nært hold, burde have bedt om et lidt lavere optag i stedet?

Dimensioneringsudspillet

Det fører lige over i spørgsmålet om dimensionering af uddannelser.

Som I nok har hørt, kom jeg i sidste uge med en ny model.

Fremover bliver optaget vurderet ud fra, om uddannelsernes dimittender historisk har haft en systematisk og markant overledighed.

Er der over en årrække over ledighed inden for et specifikt uddannelsesområde, vil det indebære et loft over optaget i tre år. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at uddanne de studerende til arbejdsløshed.

Nogen vil selvsagt konkludere, at det er øget central styring og sige, at vi politikere alligevel ikke har tillid til uddannelsesinstitutionerne. Ikke mindst rektorer og studerende på universiteter har været ude med den kritik.

Jeg er også blevet beskyldt for at ville nedlægge uddannelser, have til hensigt at få færre uddannede og derudover være særskilt ude efter humaniora.

På baggrund af en sådan kritik kan man undre sig over, hvorfor jeg så har lanceret den nye model? Og i stedet for at gentage mine begrundelser, vil jeg citere en kandidatstuderende fra et humanistisk universitetsfag – pædagogik. Han sagde til Information i onsdags:

»Regeringens rationale er fornuftigt, for det nytter ikke at uddanne til arbejdsløshed. Men på den anden side kan man ikke forudsige, hvilke typer job der bliver efterspørgsel på fremover« (Information. 24. september 2014).

Jeg er fuldstændig enig – i begge udsagn!

Det nytter ikke, at mange færdiguddannede inden for bestemte fag systematisk ender i arbejdsløshedskøen. Derfor indfører vi et treårigt loft over optaget på nogle fagområder.

Men vi kan heller ikke præcist forudsige arbejdsmarkedets behov - hverken i morgen eller i overmorgen.

Derfor skal man selvfølgelig fortsat kunne udvikle eksisterende eller nye uddannelser. Og derfor vil et optagelsesloft for en gruppe blive gradvist indfaset over tre år og så revurderet.

Endelig er det en misforståelse, at jeg eller regeringen skulle ønske os færre med en videregående uddannelse.

Nej, vi vil skam ikke have færre, men vi vil have ”bedre” uddannede. Flere med uddannelser, der fører til job, og færre dimittender i arbejdsløshedskøen.

Tillid til fælles sektorspecifikke løsninger

Nu har jeg gengivet kritikken. Men jeg vil gerne kvittere for, at Niels Egelund allerede i sidste uge nævnte, at planen ikke vil få akademierne til at ”gå i sort”.  I har nemlig allerede indset, at uddannelser må ”spille sammen med virksomhederne og efterspørgslen” (Politiken 24. september 2014). Det er positivt.

Jeg er ikke blind for, at dimensioneringen giver udfordringer på nogle uddannelsesinstitutioner.

Men jeg håber, at I kan bidrage til, at vi får tilpasset optaget på erhvervsakademierne, så der i de kommende år kommer flere nye studerende ind på de mange uddannelser, hvor I har bevist, at I kan levere de kompetencer og den viden, som virksomhederne står og mangler.

Det skylder vi de studerende – og virksomhederne! Og her har jeg stor tillid til jer. I har jeres udviklingsråd, og I har også udviklet et fælles koncept, som kan måle de studerendes vurdering af deres uddannelses kvalitet. Det har jeg ikke hørt, at universiteter eller professionshøjskoler har gjort. Så mon ikke I sammen kan løfte denne opgave?

Afslutning – rollen i overmorgen? Jeres rolle ”i overmorgen”? Det er lang tid ude i fremtiden, og ligesom vi ikke kan forudsige job- og kompetencebehov, så er det også svært at pege på uddannelsernes præcise rolle.

Det eneste, jeg er sikker på, er, at erhvervsakademiuddannelser – dem har vi også til den tid. Og jeg håber, at endnu flere ansøgere vil have blik for erhvervsakademierne.

Jeg er meget glad for og opmuntret af den konstruktive dialog, som vi har sammen.

Tak for ordet!

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 07. februar 2024