Gå til indhold

Ugens tal: Kontant belønning til universiteter som letter overgangen fra bog til beskæftigelse

17. april 2009
Der er afsat 10 mio. kr. til at præmiere de universiteter, som vil gøre en ekstra indsats for at få nyuddannede hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Initiativet er en opfølgning på videnskabsministerens udmelding i efteråret.
– Ledigheden blandt nyuddannede akademikere er alt for høj. Det er et problem for den enkelte nyuddannede, som efter mange års studier gerne vil ud og bidrage til samfundet og tjene nogle penge. Men det er også et problem for samfundet, som har brug for de kompetencer, som den nyuddannede har erhvervet sig på uddannelsen, siger videnskabsminister Helge Sander.

I en tid, hvor konjunkturerne vender, er der særlig grund til at fokusere på ledigheden hos nyuddannede. I tidligere perioder med stigende ledighed er dimittenderne blevet særligt hårdt ramt.

– Jeg har nu afsat 10 mio. kr. til at belønne de universiteter, der vil gøre en ekstra indsats for at hjælpe deres kandidatstuderende til hurtigt at få et job. Universiteterne gør allerede meget, men ledighedsstatistikken taler desværre sit tydelige sprog. Derfor vil jeg gerne præmiere dem, der er parate til at gøre en ekstra indsats, siger Helge Sander.

Pengene skal bruges til karrierecentre eller lignende, der kan bidrage til at hjælpe nyuddannede akademikere i beskæftigelse.

Derudover er ambitionen at skaffe dokumenteret viden om, hvilke tiltag på universiteterne der kan reducere dimittendledigheden samt at udbrede denne viden til alle universiteter og andre relevante uddannelsesinstitutioner.

– Lige nu ved vi ganske enkelt ikke nok om, hvilke aktiviteter på universiteterne der faktisk hjælper de unge med at komme i job. Derfor skal en del af pengene gå til at dokumentere virkningen af aktiviteterne. Dette giver os mulighed for efterfølgende at udbrede de aktiviteter, der beviseligt virker, til andre universiteter og uddannelsesinstitutioner, siger Helge Sander.

Universiteterne kan søge om penge til projekter inden 29. maj i år. De enkelte projekter forventes igangsat til efteråret.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.

Handlinger tilknyttet webside