Gå til indhold

Tag et kig ind i fremtiden på Kulturnatten

08. oktober 2010
Smag bæredygtigt forskerbryg, sid i ministerstolen og kom til virtuel eksamen. Det er nogle af aktiviteterne, når Videnskabsministeriet inviterer til Kulturnat fredag d. 15. oktober under overskriften "Tag et kig ind i fremtiden".

Et interaktivt fodboldspil udviklet af blandt andre Michael Laudrup, et intelligent grønt hus, som sparer på strømmen, og en digital skoletaske. Der er mulighed for at dykke ned i teknologiens muligheder og fremtidsscenarier samt høre foredrag om bl.a. fremtidens nanomedicin, den dynamiske hjerne og klimaforandringer.

Videnskabsministeriet giver på Kulturnatten mulighed for at tage et kig ind i fremtiden set fra en videnskabelig vinkel.

– Videnskabsministeriets områder indeholder mange af de elementer, som skal være med til at sikre Danmark i fremtiden, bl.a. uddannelse, forskning og it. På Kulturnatten forsøger vi at give et indblik i, hvad ny teknologi og viden kan føre med sig. Faktisk har vi allerede mange redskaber til, hvordan vi kan gøre ting bedre, lettere eller mere effektivt. De redskaber skal vi blive bedre til at udnytte, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Videnskabsministeren åbner på Kulturnatten døren til sit ministerkontor. Her vil besøgende have mulighed for at sidde i ministerstolen og få en snak med hende og komme med deres bud på fremtiden.

– Siden jeg satte mig i ministerstolen i februar, har jeg ønsket at komme i dialog med alle interessenter på området. En forståelse af verden uden for ministeriets og Christiansborgs vægge er afgørende for, at vi politikere træffer de rigtige beslutninger. Jeg håber, at mange vil benytte lejligheden til at komme forbi Bredgade og hilse på og komme med deres input samt se eksempler på ministeriets mange vigtige opgaver, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Videnskabsministeriet er åbent for alle fredag d. 15. oktober fra kl. 18.00 til kl. 24.00 i Bredgade 40 samt Bredgade 43. Alle aktiviteterne, foredrag og stande kan ses i Videnskabsministeriets program for Kulturnatten.


Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.

Handlinger tilknyttet webside