Baggrund
Danmark er et lille sprogområde. Hvis vi skal kunne agere i en globaliseret verden, er det derfor vigtigt, at vores nationale fremmedsprogskompetence er veludbygget og tidssvarende.
Der kan ikke være tvivl om, at engelsk er et vigtigt fag. Det er imidlertid ikke nok.
I de seneste år har der fra forskellig side været udtrykt bekymring for, at fag som fransk og mindre sprogfag som f.eks. italiensk og russisk taber terræn i uddannelsessystemet, herunder at færre elever tilvælger flere sprog end de obligatoriske i de gymnasiale uddannelser, og at de sproglige linjefag på læreruddannelsen og sproguddannelserne på universiteterne er præget af vigende søgning og frafald.
Samtidig medfører globaliseringen, at også andre sprog kan blive mere relevante for os fremover. Eksempelvis stiller den økonomiske vækst i lande som Kina, Indien og Brasilien øgede krav til vores fremmedsprogskompetencer.
Udover spørgsmålet om hvilke sprog der fremover bør satses på, bør fremtidige krav til vores fremmedsprogskompetencers dybde og bredde også overvejes.
Det må forventes, at det fortsat vil være vigtigt at uddanne personer, der kan forske, undervise og oversætte, men samtidig er det også værd at overveje fremmedsprogenes placering i tværfaglige videregående uddannelser. Endelig kan sprog være en supplerende kompetence, der kan styrkes via efter- og videreuddannelse, eksempelvis for ingeniører og økonomer.
Diskussionen om fremmedsprogskompetencer vedrører dermed hele uddannelsessystemet – fra grundskole til ph.d.-uddannelse.
På den baggrund ønsker regeringen at udarbejde en strategi for uddannelse i fremmedsprog.
Formål
Arbejdsgruppen for fremmedsprog i Danmark skal give inspiration til den kommende strategi for fremmedsprogene, som regeringen vil udarbejde inden for de nuværende økonomiske rammer. Arbejdsgruppen skal komme med konkrete anbefalinger for kompetenceudvikling i fremmedsprog og om sprogfagene på alle niveauer i uddannelsessystemet. Arbejdsgruppen skal i sit arbejde inddrage udenlandske erfaringer, der er gjort for at styrke fremmedsprogene.
Arbejdsgruppen skal kortlægge det aktuelle udbud af og den aktuelle efterspørgsel på undervisning i fremmedsprogene, omfanget af deltagelse i fremmedsprogsundervisning inden for grundskolen, ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og voksen- og efteruddannelse samt undervisningens kvalitet.
Arbejdsgruppen skal give en vurdering af det fremtidige behov for fremmedsprogskompetencer i Danmark, herunder behovet på arbejdsmarkedet.
Som led i kortlægningen skal arbejdsgruppen vurdere mulige konsekvenser, hvis den nuværende uddannelsesmæssige tendens, for så vidt angår fremmedsprogene, fortsætter i den eksisterende retning.
På baggrund af såvel status for fremmedsprogsundervisningen i Danmark og vurderingen af det fremtidige behov for sprogkompetencer skal arbejdsgruppen komme med forslag til en styrket indsats for uddannelse i fremmedsprog. Den skal identificere problemfelter i forhold til didaktik og undervisningens kvalitet, som kan være genstand for nærmere undersøgelser og for et videre arbejde.
Arbejdsgruppen skal i den forbindelse overveje konkrete forslag til handlingsmuligheder på alle niveauer i uddannelsessystemet:
- Grundskole
- Ungdomsuddannelser
- De videregående uddannelser
- Efter- og videreuddannelse
Arbejdsgruppen skal bl.a. overveje følgende tværgående temaer:
- Stimulering af interessen for at lære fremmedsprog
- Styrket rekruttering til uddannelse i fremmedsprog
- Lærernes/undervisernes kompetencer såvel fagligt som pædagogisk
- Fremmedsprog som kulturbærende element i en globaliseret verden
Arbejdsgruppens forslag forudsættes samlet set ikke at indebære øgede offentlige udgifter.
Tidsplan og organisering
Arbejdsgruppen mødes med videnskabsministeren og undervisningsministeren i marts 2011, hvor arbejdsgruppen mundtligt orienterer ministrene om arbejdet.
Arbejdsgruppen afrapporterer endeligt til videnskabsministeren og undervisningsministeren senest 15. juni 2011.
Arbejdsgruppen sekretariatsbetjenes af VTU og UVM, og der kan eventuelt inddrages ekstern faglig bistand fra f.eks. forskere.
Det vil stå arbejdsgruppen frit for at nedsætte underarbejdsgrupper og på anden vis inddrage ressourcepersoner.