Unge søger fornuftigt i år
– Unge søger mere fornuftigt i år, end de har gjort tidligere. Flere søger i år ind på de naturvidenskabelige uddannelser, og flere søger ind på uddannelser væk fra landets to største byer. Begge er felter, hvor der traditionelt er ledige pladser hvert år. Det giver mig en forhåbning om, at vi kan optage flere unge i år på uddannelser, hvor der er brug for dem i fremtiden, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Den endelige opgørelse over søgningen til landets otte universiteter i 2011 viser, at Aalborg Universitet og Syddansk Universitet sammen med IT-Universitetet oplever den største vækst i antallet af ansøgninger. Stigningen er på henholdsvis 28 procent, 18 procent og 35 procent. Landets to største universiteter oplever derimod ikke samme markante fremgang – Københavns Universitet har en lille stigning på 2 procent. Og Aarhus Universitet har uændret søgning, 0 procent.
Selv om der i 2010 måtte afvises mange unge, så var der også ledige studiepladser. Sidste år var det i høj grad de naturvidenskabelige studiepladser og studiepladser på Aalborg og Syddansk Universitet, der stod tomme. Netop på de naturvidenskabelige uddannelser er populariteten i år i kraftig vækst. Helt præcist er antallet af ansøgninger steget med 24 procent.
– De naturvidenskabelige uddannelser er i høj grad med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Vi har i mange år haft et efterslæb, hvor det har været svært at tiltrække de unge. Det er derfor rigtigt positivt, at tendensen nu er, at flere unge søger de naturvidenskabelige uddannelser, siger Charlotte Sahl-Madsen.
– Regeringen har en målsætning om, at 50 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en videregående uddannelse. Jeg håber, at den brede søgning vil resultere i et rekordhøjt optag – det ved vi den 30. juli. Sidste år indgik jeg en aftale med universiteterne om et øget optag i 2011 med 365 studerende. Jeg håber, at den proces, vi satte i gang sidste år, kan være med til at holde antallet af afviste nede. Danmark har brug for en højtuddannet arbejdsstyrke – ikke mindst på det naturvidenskabelige område.
De 34.741 ansøgere vil få svar på, om de er blevet optaget lørdag den 30. juli 2011.
For yderligere kommentarer fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, kontakt pressesekretær Charlotte Holst på tlf. 2211 0200.
[Pressemeddelelsen indeholdt links til sider, som ikke længere er aktive. Disse links er fjernet fra pressemeddelelsen. Se i stedet: Tal og fakta om søgning og optag på de videregående uddannelser]
Handlinger tilknyttet webside