Universiteter belønnes med 100 mio. kr. for tiltrækning af private midler
– Private midler er med til at styrke forskningen i Danmark. Den samlede forskning øges og giver derved grobund for stærke forskningsmiljø, som kan måle sig i internationale sammenhænge. Samtidig åbner eksterne midler for samarbejde mellem offentlige og private, som er med at skabe vækst i Danmark. Jeg er derfor glad for, at matchfonden giver universiteterne endnu et økonomisk incitament til at øge indsatsen, så de universiteter, som er bedst til at tiltrække eksterne midler, får et ekstra skulderklap, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Med globaliseringsaftalen fra 2010 er der etableret en matchfond på 100 millioner kroner i både 2011 og 2012. Matchfonden belønner universiteter og andre forskningsinstitutioner, der formår at tiltrække forskningspenge fra virksomheder, fonde og privatpersoner. Midler fra matchfonden fordeles som basismidler til forskning, som universiteterne frit kan disponere over.
I dag udgør universiteternes private forskningsmidler 1,7 milliarder kroner. Med matchfonden får universiteterne yderligere et håndfast økonomisk incitament til at søge nye samarbejds- og finansieringskanaler. Ordningen er således et stærkt bidrag til at få universiteter i verdensklasse.
Fordeling af matchfonden 2011 (millioner kroner)
Univer-sitet | Basis-midler* | Private midler** | Private/ basismidler | Ranking | Bevilling |
---|---|---|---|---|---|
SDU | 712 | 230 | 32% | 1 | 28,1 |
AU | 1.645 | 470 | 29% | 2 | 23,4 |
KU | 2.535 | 640 | 25% | 3 | 18,7 |
DTU | 1.388 | 249 | 18% | 4 | 14,0 |
AAU | 631 | 95 | 15% | 5 | 4,7 |
HHK | 239 | 18 | 8% | 6 | 2,8 |
RUC | 236 | 15 | 6% | 7 | 1,9 |
Total | 7.385 | 1.716 | – | – | 93,6 |
*Kilde: FL 2010 og TB 2010
**Kilde: Universiteternes årsrapporter for 2010, nøgletallet økonomisk samarbejde med erhvervslivet, som af hensyn til ensartede opgørelsesmetoder er blevet korrigeret af KU, DTU og RUC.
Yderligere oplysninger:
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressesekretær Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Fakta om matchfonden:
Ordningens konstruktion
Midler fra matchfonden fordeles som basismidler til forskning, som universiteterne frit kan disponere over. Matchfonden udmøntes ved at sætte universiteternes private forskningsmidler i forhold til universiteternes offentlige basismidler til forskning. Herved fås et udtryk for "gearingen" af de offentlige basisforskningsmidler i forhold til de private midler, og på det grundlag rankes universiteterne. Rankingen bestemmer, hvor mange midler de enkelte universiteter opnår fra matchfonden, og udgør derfor et stærkt incitament for de enkelte universiteter til at gøre en ekstraordinær indsats for at tiltrække private forskningsmidler.
Syddansk Universitet (SDU), som rankes nr. 1, har den relativt højeste andel af private forskningsmidler i forhold til offentlige basismidler til forskning i forhold til de øvrige universiteter. SDU opnår herved 30 procent af puljen, svarende til 28,1 millioner kroner.
Nr. 2, som er Aarhus Universitet (AU), får 25 procent af puljen, nr. 3-7 får henholdsvis 20, 15, 5, 3, og 2 procent af midlerne i matchfonden, jævnfør oversigten. I alt fordeles 93,6 millioner kroner til de syv universiteter. Udover denne matchfond-pulje, fordeles også en mindre pulje efter tilsvarende principper til andre forskningsinstitutioner, herunder også IT-Universitetet.
Handlinger tilknyttet webside