Adrian Favell

Professor, 41 år

Adrian Favell

Fagområde

Sociologi, politologi, kulturgeografi, filosofi og litteratur.

Institution

Aarhus Universitet, Institut for Historie og Områdestudier, ‘GLOREA’, Center for Global and Regional Studies

Kort beskrivelse af dit forskningsområde

Jeg er hovedsageligt kendt for mit arbejde om international migration. I min første bog, Philosophies of Integration (1998), analyserede jeg de vesteuropæiske landes forskellige kulturelle reaktioner på integrationen af indvandrere, særligt med hensyn til nye, muslimske borgere. Efter at være flyttet til UCLA i 2001 for at arbejde der, begyndte jeg på en række projekter om global, højt kvalificeret migration, herunder bogen The Human Face of Global Mobility (2006). Jeg brugte også ti år på en etnografisk, dokumentarisk og kvantitativ undersøgelse af migration og mobilitet af europæiske borgere inden for EU. Undersøgelsen blev publiceret i bøgerne Eurostars and Eurocities (2008) og Pioneers of European Integration (2009). Siden 2006 har jeg arbejdet med den internationale cirkulation af nutidig japansk kultur, se for eksempel vores ‘Visualising Asian Modernity’ på hjemmesiden www.vam.ku.dk.

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

Hovedproblemet er, hvordan forskning i migration, indvandring og regionale integrationsprocesser generelt er domineret af nationsspecifikke politiske problemstillinger. Forskningen er for tæt på den nationale politik, og indvandingspolitikken, særligt i små lande som Danmark, er domineret af nationalistisk ideologi. Et begreb som ’integration’ er rodfæstet i forældede og upræcise opfattelser af, hvordan globale samfund fungerer i dag. Nøglen til god sociologisk forskning er at komme tæt på selve aktørerne. Migranter ser sagerne ganske anderledes, fordi de naturligvis har et liv, der berører forskellige lande, kulturer og endda kontinenter. En anden ting, som vi ikke forstår, er, hvor dybt sammenbundet europæiske samfund allerede er. Idéen om national suverænitet og uafhængighed er en illusion.

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt?

Jeg er selv migrant, og jeg opfatter international mobilitet som befriende og inspirerende. Jeg har så vidt muligt forsøgt at leve et ’afnationaliseret’ og ’kosmopolitisk’ liv – selv om det ikke altid er nemt. Dette afspejles i min forskning, som lægger stor vægt på at sammenligne og forstå forskellige steder ved at bo i dem og i at fjerne stereotyper. Alligevel er de fleste menneskers liv rodfæstet i lokaliteter, og de har kun et begrænset – som regel nationalt – udsyn på verden.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-prisen?

Det er det måske for tidligt at sige noget om! Den vil gøre det muligt at lægge mere ambitiøse planer som del af projekterne, vi udvikler i ’GLOREA’-centret i Århus.

Hvad var din reaktion på, at du er modtager af EliteForsk-prisen?

Jeg er naturligvis begejstret. Det er en ære, at mit arbejde og produktion – som er meget varieret – er blevet anerkendt i Danmark. I en tid, hvor der er fare for, at humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning reduceres til meget uhensigtsmæssige bibliometriske opmålinger, der grundlæggende er designet til naturvidenskab, håber jeg, at min produktion viser, at vi som forskere legitimt kan gå i kast med alt muligt arbejde – ikke kun tidsskrifter og videnskabelige bøger, men mange andre former for samarbejde og formidling. For eksempel redigerer og publicerer jeg en del yngre forskeres arbejde, jeg laver journalistik, jeg skriver en populær blog, og jeg har været kurator for udstillinger, alt sammen i forbindelse med den forskning, jeg udfører.

I øvrigt: hvis jeg stadig arbejdede i mit “hjemland” – Storbritannien – ville en masse af dette ikke have været muligt. Snævre modeller for forskningsevaluering er blevet til en slags religion der. Det er i mine øjne ikke en model, der skal kopieres.

Jeg håber også, at jeg på en måde er god reklame for fordelene ved international mobilitet som forsker, som jeg ved har høj prioritet i Videnskabsministeriet. Jeg har boet og arbejdet i otte forskellige lande inklusive USA og Japan, så jeg mener, at jeg har opnået et unikt syn på Europa som et kontinent, og at dette kan ses i det arbejde, jeg laver, og de nye projekter, jeg planlægger.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Wellingborough, England, og opvokset i Rushden, som er en lille industriby i East Midlands-området. Gik i skole i lokalområdet, før jeg kom på universitetet på University of East Anglia i Norwich. Bopæl i Århus Kommune.

________________

Argumentation for tildeling af prisen

Adrian Favell er en af verdens førende forskere inden for studiet af global migration og mobilitet. Hans tilgang er tværvidenskabelig og blander på innovativ vis teoretisk og metodisk inspiration fra filosofi, sociologi, politologi og kulturgeografi. Hans bidrag omfatter blandt andet udviklingen af metoder til studiet af mobilitetens konsekvenser på mikroniveau og har dermed åbnet nye veje for studiet af globaliseringens og regionaliseringens effekter. Senest har han beskæftiget sig med transnationale dynamikker og kulturel globalisering med udgangspunkt i den japanske eksport af kunst og design til Europa og USA.

Adrian Favell har markeret sig fornemt med publikationer på ansete forlag og i førende tidsskrifter. Desuden udfører han et omfattende redaktions- og refereearbejde. I 2008 blev han kaldet til et professorat i Europæiske og Internationale Studier ved Aarhus Universitet, hvor han med en bevilling fra EU har etableret et Centre for Global and Regional Ethnographies. Adrian Favell holder også gæsteprofessorater i blandt andet Tokyo, Paris, Firenze, Oxford og København og har skabt sig et stort internationalt netværk.

Kontaktoplysninger

Professor Adrian Favell. Telefon: 8942 2469 (arbejde), 4167 5943 (mobil); e-mail: ihoaf@hum.au.dk
.

Senest opdateret 09. januar 2015