Camilla Møhring Reestorff

Ph.d.-studerende, cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og historie, 26 år

Camilla Møhring Reestorff

Fagområde

Kultur- og mediestudier

Forskningsprojekt

Kulturpolitik og kunstpolitik i den globaliserede nationalstat

Populær beskrivelse af ph.d.-projekt

Nationalstaten gennemgår aktuelt en genforhandling i lyset af globaliseringens transnationale flows af mennesker, kapital og medier. Projektet belyser, hvordan de globale processer ændrer forholdet mellem national identitet, kunst og politik. En national identitet forsøges således både fastholdt og opløst gennem to forskellige og konkurrerende strategier. Den første strategi er markant inden for den politiske sfære og definerer kunst og kultur som forankret i nationalstaten gennem tiltag som eksempelvis Kulturkanonen, Demokratikanonen og indfødsretsprøven. Den anden strategi fastholder, at kultur tværtimod må betragtes uafhængigt af nationale grænser. Denne strategi er synlig i en eksplicit politiseret samtidskunst med værker som eksempelvis Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerks Demokrati-projekt, Kristian von Hornsleths Hornsleth Village Project og Defending dENMARK. Mødet mellem de to strategier medfører, at spørgsmålet om national identitet aktuelt genforhandles med et globalt udblik, og at forholdet mellem kunsten og den politiske sfære er kendetegnet ved en kamp om at definere rammerne for nationalstaten.

Hvilke perspektiver ser du for dit forskningsfelt?

Globaliseringen viser med al tydelighed, at både kultur, politik og økonomi fungerer transnationalt, og dermed at nationalstaten ikke er en givet størrelse. Perspektivet for mit forskningsfelt er først og fremmest at afdække, hvad den kulturelle globalisering betyder for fremtidens nationalstat og for den nationale sammenhængskraft. I den forbindelse er det vigtigt at bestemme, hvordan kultur og kunst af forskellige politiske aktører bruges i genforhandlingen af nationalstaten. Aktørerne befinder sig ikke udelukkende inden for det traditionelle politiske system, men kan også være medier (jfr. Muhammedkrisen) eller kunstnere, som i Aktion Auktion, hvor kunstnere støttede de afviste irakiske asylansøgere i Brorson kirke. For at forstå omfanget af genforhandlingen af nationalstaten fyldestgørende foreslår jeg altså, at begrebet kulturpolitik gentænkes og udvides, så det svarer til den aktuelle globaliserede kulturpolitiske arena, som både kunstnere og politikere agerer på.

Hvad skal dit rejsestipendium bruges til?

Mit rejsestipendium skal bruges til at finansiere mine forskningsophold ved Department of Sociological Studies ved The University of Sheffield, ved Cornell University, Ithaca, New York, USA og Goldsmiths University of London samt min deltagelse i forskellige relevante konferencer.

Hvorfor har du valgt at rejse til netop det forskningsmiljø?

Sociologisk Institut på The University of Sheffield er valgt, fordi instituttet har bedrevet omfattende forskning i kulturel og national identitet, og i hvordan subkulturer og minoriteter påvirker den nationale identitetskonstruktion. Professor Richard Jenkins, der fungerer som min sparringspartner under opholdet, er en hovedkapacitet for forskningen i social og national identitet, og han har blandt andet forsket i dansk identitet.

Cornell University School of Criticism and Theory er kendt for at være forrest i den forskningsmæssige udvikling af kulturteoretiske og æstetiske teorier og tendenser inden for humaniora og socialvidenskab. Jeg skal deltage i et højt estimeret internationalt kursus, der varer to måneder, og som tilbydes til undervisnings- og vejlederkapaciteter på et meget højt niveau og tiltrækker ph.d.-studerende fra hele verden.

Endelig er det tredje ophold, ved Goldsmiths University of Londons Centre for Cultural Studies, valgt, fordi Goldsmiths Centre for Cultural Studies og Media Research Centre er kendt for deres interdisciplinære og sociologiske tilgang til et bredt felt af kulturelle og visuelle udtryk. Der forskes således i kulturteori, globale medier, transnational politik og digitale medier, og centeret er ledende i forhold til analyser af multimedier, globalisering og kulturelle forskelle under de samtidige sociopolitiske forhold.

Hvor længe skal du være væk?

Jeg skal være i Sheffield i fire måneder, på Cornell University i to måneder og i London i fire måneder.

Hvad forventer du at få ud af opholdet?

Jeg forventer først og fremmest, at opholdene i forskellige internationale forskningsmiljøer vil give mig faglig inspiration i mit afhandlingsarbejde og mulighed for at være på forkant med den teoretiske og metodiske udvikling inden for mit felt. Opholdene er desuden en mulighed for at arbejde sammen med internationalt anerkendte forskere inden for mit felt, i Sheffield endda med professor Jenkins, der har beskæftiget sig med danske forhold. Et internationalt netværk vil selvsagt også være af stor betydning for min fremtidige forskning.

Hvordan opstod din interesse for netop dette forskningsfelt?

Interessen for mit forskningsfelt er et resultat af min store interesse for både kunst og politik, og ideen til projektet er udviklet løbende gennem min tid som studerende på Aarhus Universitet. Jeg været i nogle fantastiske læsegrupper, hvor vi altid har haft livlige diskussioner om ideer til opgaver og projekter – gerne over en madklub eller til en fredagsbar. Allerede på min bachelor blev jeg interesseret i kultur- og mediestudier, da jeg fulgte et forløb ved Bodil Marie Stavning Thomsen, der i dag er min hovedvejleder. Senere, da jeg var på mit sidefag i historie, blev jeg interesseret i kulturpolitik. Jeg begyndte at overveje, hvordan både kunst og politik påvirker den nationale identitet, kultur og sammenhængskraft gennem medierede begivenheder. I løbet af min kandidattid skrev jeg flere opgaver med udgangspunkt i dette, og det endte med at blive emnet for mit ph.d.-projekt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg rejser alene, men min kæreste, min søster og flere af mine veninder kommer på besøg. Sammenlagt ender jeg med at være væk i over ti måneder, så det er dejligt at få besøg. Besøgene betyder også, at jeg husker at være turist og får set de områder, jeg opholder mig i. Når jeg rejser, sørger jeg altid for at bruge min fritid på at få så mange oplevelser som muligt, især koncerter, museer og gallerier, da mine største interesser er kunst, litteratur, film og musik. At det er mine interesser har også den fordel, at det henter inspiration til mit projekt, men det viser nok også, at jeg er så interesseret i mit projekt, at jeg ’ser det alle vegne’.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Esbjerg, student fra Varde Gymnasium og HF og bopæl i Århus Kommune.

Ph.d.-projektets titel

Kulturpolitisk kanon og kunstpolitisk praksis i den globaliserede nationalstat.

Kontaktoplysninger

Camilla Møhring Reestorff. Telefon: 89 4218 04, 2278 3252 (mobil), e-mail: norcmr@hum.au.dk

Forskningsinstitution

Aarhus Universitet, Nordisk Institut

Senest opdateret 09. januar 2015