Gå til indhold

Stine Andersen

Læge, ph.d.-studerende

Populærvidenskabelig titel på dit projekt

Arvævsdannelse ved svigt af højre hjertekammer

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Stine Andersen

Mit ph.d.-projekt handler om, hvad der sker, når højre hjertekammer svigter. Svigt af højre hjertekammer er den hyppigste dødsårsag hos patienter med forhøjet blodtryk i lungekredsløbet. Hos disse patienter skal højre hjertehalvdel arbejde mod et højere tryk end normalt for at pumpe blodet gennem lungekredsløbet. Muskelmassen af den højre hjertehalvdel vokser i et forsøg på at tilpasse sig det høje tryk, men i denne proces dannes der også arvæv i hjertevævet. Arvævet hæmmer hjertets arbejde, så højre hjertehalvdel til sidst ikke længere kan følge med det voksende tryk, og hjertet svigter. Aktuelt findes der ingen behandlingsstrategier rettet mod at understøtte det svigtende højre hjertekammer. Mit ph.d.-projekt undersøger, hvordan arvævet påvirker hjertet, samt hvordan man medicinsk kan støtte højre hjertekammer ved at hæmme arvævsdannelsen.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Som medicinstuderende valgte jeg at holde pause fra studiet for at dedikere et år til forskning. Jeg udførte mine første to forskningsprojekter og lærte samtidigt en lang række spændende metoder. Jeg blev desuden grebet af de tanke- og arbejdsprocesser, som karakteriserer medicinsk forskning. Det er en konstant proces, hvor svar, lige meget om det er det svar, du havde forventet, eller ej, altid fører til nye, spændende spørgsmål. Det var i starten næsten et tilfælde, at min forskning kom til at fokusere på hjertesygdomme, men det har lige siden føltes som den helt rette hylde for mig. Jo mere jeg arbejder med at forstå hjertet, des mere grebet af det bliver jeg også.  

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Sammenlignet med venstresidigt hjertesvigt er gruppen af patienter med højresidigt hjertesvigt lille og meget heterogen. Det betyder, at det er meget udfordrende at gennemføre større kliniske studier for at afprøve nye behandlingsstrategier. Det er derfor yderst vigtigt, at der er lavet grundig basal og dyreeksperimentel forskning, så kun de allermest lovende behandlingsstrategier afprøves i kliniske studier. Med mit ph.d.-projekt undersøger jeg behandlingsstrategier til at hæmme arvævsdannelse i flere forskellige dyremodeller for højresidigt hjertesvigt. Desuden undersøger jeg koblingen mellem arvæv i hjertet og hjertets funktion hos patienter med højresidigt hjertesvigt for at afklare potentialet for arvævshæmmende behandlingsstrategier til denne patientgruppe. Mit projekt bidrager hermed til at optimere mulighederne for at tilpasse og udvikle nye strategier til behandlinger af højresidigt hjertesvigt.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? – Og hvad skal det bruges til?

EliteForsk-rejsestipendiet skal bruges til et seks måneders ophold ved Department of Physiology and Pulmonology, VU University Medical Center i Amsterdam. Centret er et af de største og mest anerkendte forskningscentre i Europa inden for forhøjet blodtryk i lungekredsløbet og højresidigt hjertesvigt. Med et særligt fokus på at oversætte eksperimentel forskning til klinisk behandling har de formået at skabe et unikt forskningsmiljø, som råder over stor ekspertise. Mit ophold i dette miljø vil give mig mulighed for at tilegne mig nye færdigheder, diskutere min forskning samt udvikle mig selv som både forsker og læge. Herudover giver opholdet mig også mulighed for at inkludere hollandske patienter i mine forskningsprojekter.  

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er født og opvokset i Nordjylland og flyttede til Aarhus, da jeg startede på medicinstudiet. I 2016 blev jeg færdiguddannet læge og begyndte umiddelbart derefter på min ph.d. Til daglig bor jeg i Aarhus sammen med min kæreste. Jeg holder meget af at rejse og har senest været en måned i USA. Før det har jeg blandt andet rejst i Sydøstasien, Japan og New Zealand samt boet et halvt år i Peru.  Det har altid været vigtigt for mig at være fysisk aktiv, og jeg er i dag en ivrig løber, hvilket betyder meget for mig både fysisk og mentalt. Som en ny udfordring er jeg desuden begyndt at klatre. 

Fagområde

Medicin

Forskningsinstitution

Afdeling for Hjertesygdomme – Forskning, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital

Gymnasium / bopælskommune

Dronninglund Gymnasium / Aarhus

Kontaktoplysninger

Telefon: +45 7845 2254, e-mail: stineandersen@clin.au.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 28. februar 2018