Gå til indhold

Rasmus Arler Bogetoft

Ph.d.-studerende, cand.jur.,

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Hvordan beviser du dit tab, hvis din immaterialret bliver krænket?

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Rasmus Arler Bogetoft1

Hvis nogen ulovligt kopierer et patent eller en anden immaterialret, skal de betale erstatning. For at udmåle erstatning skal domstole besvare spørgsmål som: ”Hvad ville en designer have tjent, hvis en møbelkæde ikke havde solgt ulovlige kopier af designerens stole?” Domstolene skal her vurdere, hvordan verden ville have set ud i det kontrafaktiske scenarie, hvor møbelkæden ikke havde solgt kopistole. Jeg undersøger, hvilke typer af beviser skandinaviske domstole anvender og bør anvende, når de prøver at besvare disse spørgsmål. Især undersøger jeg, hvordan domstolene håndterer økonomiske beviser – beviser, der baserer sig på økonomisk teori/argumentation.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig?

Min interesse opstod, mens jeg var ansat i Plesner Advokatpartnerselskab. Her arbejdede jeg på en række erstatningssager og oplevede de teoretiske og praktiske udfordringer, der er ved at bevise et økonomisk tab. Det motiverer mig, at emnet har stor praktisk betydning, og at jeg måske kan bidrage til, at folk får en lidt mere korrekt erstatning. Derudover er arbejdet med afhandlingen i sig selv motiverende. Jeg får lov til at arbejde med nogle udfordrende og spændende overvejelser.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

I min afhandling blander jeg jura og økonomi. Det kræver, at jeg holder tungen lige i munden. Noget kan f.eks. være et godt økonomisk argument uden at være et godt juridisk argument. At sammenblande jura og økonomi sker relativt sjældent i Danmark, og min forskning bidrager derfor med perspektiver i den henseende. Selvom jeg fokuserer på erstatning i immaterialretssager, har min forskning også betydning for alle andre typer af erstatningssager.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Rejsestipendiet betyder, at jeg kan besøge UC Berkeley School of Law i en lang periode. Det giver mig tid til at fordybe mig og møde en masse spændende og dygtige mennesker. Inden for immaterialret og erstatning har Berkeley nogle af de bedste forskere i verden.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg brænder for uddannelse! Jeg var bl.a. med til at starte kunstprojektet Lawshifters, der søger at uddanne unge om lov og ret, og har ageret rollemodel på Nørrebro Park Skole. Jeg er nygift. En måned efter vores bryllup tog min hustru og jeg til USA for at starte mit forskningsophold. I min fritid nyder jeg at dyrke sport. Jeg elsker at surfe, skate, cykle og løbe.

Gymnasium og bopælskommune
Sorø Akademi
Frederiksberg

Forskningsprojektets videnskabelige titel
Counterfactual Scenarios – Calculating Damages in IPR-matters

Kontaktoplysninger
E-mail: Rkb.law@cbs.dk, telefon: 001 (510) 508 5737

Forskningsinstitution
Copenhagen Business School, CBS Law, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 13. juli 2020