Gå til indhold

Gemma Clare Solomon Larsen

Der findes ikke noget bedre for Gemma Clare Solomon Larsen end at løse nærmest umulige problemer, og det er heldigt for os andre. For hendes banebrydende opdagelser kan måske på sigt bane vejen for, at din mobil ikke overopheder, og at dit køleskab bliver selvforsynende med strøm.

Billede af Gemma Clare Solomon Larsen
Foto: Søren Kjeldgaard
Tekst: Susan Grønbech Kongpetsak

Gemma Clare Solomon Larsen går hver dag på arbejde for at løse nærmest umulige problemer. Hun nyder virkelig hjernegymnastikken, det kræver at finde frem til molekyler, som fx kan lede strøm uden at lede varme.

Australske Gemma Clare Solomon Larsen er professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet og blandt verdens førende forskere inden for kvanteinterferens. Sammen med sit forskerteam har hun via avancerede beregninger gjort banebrydende opdagelser inden for destruktiv kvanteinterferens, hvor man kan ’slukke’ for strømmen ved hjælp af enkelte molekyler. 

Bidrag til den grønne omstilling

Gemma Clare Solomon Larsen og hendes kollegaers forskningsresultater kan på sigt måske bane vejen for udviklingen af bedre isolerende materialer, så vores computere, mobiltelefoner og anden elektronik ikke så let overopheder. Det er også forhåbningen at kunne bidrage til den grønne omstilling gennem udvikling af termoelektriske materialer, der udnytter temperaturforskelle i fx et køleskab, så overskudsvarmen kan omdannes til strøm til køleskabet.

”Forståelsen, vi får i vores arbejde med enkelte molekyler, har potentiale til at kunne udbredes, så vi kan skabe helt nye materialer. Men der er selvfølgelig forskel på at kontrollere ladningen i et enkelt molekyle og i et helt materiale. Måske er det faktisk umuligt? Det gør det særligt sjovt at arbejde med,” siger Gemma Clare Solomon Larsen. 

Fanget af naturvidenskaben

At hun skulle blive blandt verdens førende forskere inden for kvanteinterferens, var bestemt ikke planen, da Gemma Clare Solomon Larsen begyndte på sine studier i Australien.

Hun ville være jurist og begyndte kun på naturvidenskab, fordi der dengang i Australien var krav om en tværfaglig bachelor. Og Gemma Clare Solomon Larsen var ikke i tvivl om, at naturvidenskab for hende ville være en nemmere vej til jura end alle andre fag.  

Men hun blev aldrig rigtig færdig med at tænke over naturvidenskabens komplekse problemer. Og da hun under sin postdoc ved Northwestern University i USA lidt tilfældigt stødte på kvanteinterferens, var vejen banet for en karriere fyldt med svære problemer at tænke over. 

Uddanner knivskarpe dataeksperter

I dag er samarbejdet med studerende mindst lige så vigtigt som hjernegymnastikken for Gemma Clare Solomon Larsen:

”Noget af det bedste er at tale med mine studerende og hjælpe dem helt ind i kernen af et vanskeligt problem for at finde løsninger, understreger hun.

”Jeg har selv haft vidunderlige vejledere, der var generøse med deres tid og idéer. Det er jeg meget optaget af at give videre til mine studerende.”

Det gør hende stolt, at hendes fagmiljø bidrager med at uddanne knivskarpe dataeksperter, der er efterspurgte i danske topvirksomheder på grund af deres evner til at arbejde struktureret med problemer, som man faktisk ikke forstår detaljerne i.

Udover sin almindelige undervisning træner Gemma Clare Solomon Larsen også næste generation af naturvidenskabelige forskere i engelsk skriftlig formidling af forskning i et meget populært kursus på Københavns Universitet, hvor de studerende lærer at skrive fx forskningsansøgninger og videnskabelige artikler.

Nyt land med muligheder

”Danmark er et fantastisk sted at forske og leve, eneste minus er, at vejret er noget bras,” siger Gemma Clare Solomon Larsen.

Hun er født og opvokset i Perth, Australien, og mødte sin danske mand, Allan, mens hun var ph.d.-studerende, og han var postdoc på University of Sydney. I dag bor parret med deres tre små børn i Gentofte, og Gemma har ikke fortrudt et øjeblik, at hun skiftede hjemlandet ud med det kolde Danmark.

”Der er ingen tvivl om, at mine muligheder for lave banebrydende forskning og få bevillinger til min forskning er bedre i Danmark end i Australien, hvor der hverken findes private fonde, som finansierer forskning, eller muligheder for EU-bevillinger. Samtidig er det danske akademiske miljø langt mere familievenligt, end jeg har oplevet andre steder,” siger Gemma Clare Solomon Larsen og uddyber:

”Jeg føler mig meget hjemme i den danske kultur. Danmark og Australien har både humoren, janteloven og ligheden til fælles.” 

Dansk mad på menuen

Hendes begejstring for Danmark kommer også med i køkkenet. Gemma Clare Solomon Larsen er vild med at lave mad, og hun bruger en god del af sin sparsomme fritid på at lære sig at kokkerere danske specialiteter som gulerodsboller og pølsehorn.

Sidste jul bestod hun sin helt store svendeprøve i dansk mad med bravur, da hun fik stor ros for sin risalamande fra sin mands bedstemor på 100 år. 

Blå bog:

Navn: Gemma Clare Solomon Larsen

Titel: Professor i teoretisk kemi ved Nano-Science Center og Kemisk Institut, Københavns Universitet

Fagområde: Teoretisk kemi med fokus på ladnings- og varmetransport i molekyler og materialer

Internationale erfaringer: Ph.d. fra University of Sydney, Australien, i 2007. Postdoc fra Northwestern University i USA i 2010

Fødested og bopæl: 27. oktober 1980 i Perth, Australien. Bor i Gentofte nord for København

Kontaktoplysninger: Telefon: 4119 7775, e-mail:

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 11. september 2023