Gå til indhold

Simon Vendelbo Bylling Jensen

Ph.d.-studerende, cand.scient. i fysik

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Produktion af ultrakorte laserpulser i faste materialer

Hvad handler dit ph.d.-projekt om? Simon V B Jensen (billede)

Mit ph.d.-projekt handler om, hvordan specifikke materialer kan anvendes til at producere ultrakorte lyspulser. Ultrakorte lyspulser kan bruges til at tage billeder af forskellige processer i naturen, der foregår ultrahurtigt. Med de billeder ville man kunne samle en slowmotionfilm med hundrede tusinde gange bedre tidsopløsning end med nuværende elektroniske slowmotionkameraer. Vi ville eksempelvis kunne filme reaktioner imellem små molekyler for at blive klogere på, hvordan de kemiske reaktioner fungerer. Hermed ønsker vi at kunne forbedre reaktionshastigheder eller mindske spildprodukter i kemisk industri. Igennem mit ph.d.-projekt ønsker vi at forstå de fysiske mekanismer, der kan bruges til at producere ultrakorte lyspulser, men også undersøge om disse mekanismer kan bruges på andre måder, måske til at lære os noget om materialers struktur eller til at udvikle hurtigere elektronik.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig? 

Jeg har været interesseret i de naturvidenskabelige fag, lige så længe jeg husker, og i løbet af mit studie har jeg fundet kvante- og laserfysikken meget interessant. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om, hvordan materialer og lys kan interagere, og det er interessant at dykke ned i de ultrahurtige elektronbevægelser, der er med til at bestemme egenskaber og opførsel af materialer og lys. Det er meget motiverende at lave forskning i et stærkt internationalt miljø på tværs af mange naturvidenskabelige felter, hvor vi alle arbejder fælles om at forstå naturen bedre, komme på nye ideer og udvikle ny teknologi.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Jeg arbejder på at beskrive, hvordan lys udsendes fra elektroners ultrahurtige bevægelser i materialer. Disse elektroner påvirkes af hinanden, deres atomkerner og udefrakommende lys. Så i min undersøgelse skal jeg tage højde for en masse forskellige interaktioner, hvilket gør kompleksiteten af problemet højt, specielt hvis materialet har urenheder eller har en rodet atomar struktur. Dette betyder, at vi må ty til specialiserede computerkoder på supercomputere for at beskrive elektronerne. Hvis vi lykkes med at forstå elektronernes bevægelse, så håber vi på at kunne anvende dem til at udvikle nye teknologier. Heriblandt ønsker vi en teknologi til at kunne generere ultrakorte lyspulser for at tage billeder og blive klogere på ultrahurtige processer i naturen, eksempelvis kemiske reaktioner imellem molekyler. Viden om sådan nogle ultrahurtige processer kan bidrage til at øge effektiviteten af kemiske reaktioner eller udvikle hurtigere computerchips.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? Og hvilke(t) studieophold skal det bruges til?

EliteForsk-rejsestipendiet skal blandt andet bruges til et ophold på Center for Free Electron Laser Science ved Max Planck Institute for the Structure and Dynamics of Matter i Hamborg. Det er et verdensførende center, hvor fysik, kemi, biologi og medicinsk fysik mødes for at undersøge ultrahurtige processer i atomer, molekyler, biologiske prøver og faste stoffer. Det giver mulighed for at blive en del af et spirende forskningsmiljø og udvikle ny teori i fællesskab, så vi kan foreslå eksperimentelle forsøg eller procedurer, der måske kan lede til teknologiske fremskridt.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg er vokset op i Ølsted imellem Horsens og Vejle. Efter at have afsluttet gymnasiet flyttede jeg til Aarhus, hvor jeg bor i dag. I fritiden har jeg altid været glad for svømning. Desuden er jeg glad for musik og er ivrig festivalgænger igennem mange år. Jeg nyder også at rejse med familie og venner og få nye kulturelle og kulinariske oplevelser.

Gymnasium og bopælskommune

Horsens Gymnasium og Aarhus Kommune

Forskningsprojektets videnskabelige titel

High-order harmonic generation from solids and amorphous materials

Kontaktoplysninger

E-mail: bylling@phys.au.dk

Forskningsinstitution

Institut for Fysik og Astronomi, Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 23. februar 2022