Gå til indhold

Kristian Vrede Skaaning Frederiksen

Ph.d.-studerende, cand.scient.pol.

Fagområde

Statskundskab

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Hvorfor støtter vælgere udemokratiske politiske ledere?

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Kristian Frederiksen

Flere præsidenter, premierministre og andre regeringsoverhoveder har de seneste år haft held med at rulle demokratiet helt eller delvist tilbage uden at miste deres støtte i befolkningen. Eksempelvis har Recep Tayyip Erdoğan i Tyrkiet, Hugo Chávez og Nicolás Maduro i Venezuela, Viktor Orbán og hans parti, Fidesz, i Ungarn og PiS-partiet i Polen angrebet centrale demokratiske regler og normer uden konsekvenser for deres succes ved stemmeurnerne. Overtrædelserne af demokratiske normer og regler har inkluderet manipulation af indretningen af domstolene, udrensning af embedsværket, reduktion i den lovgivende magts kontrol over den udøvende magt, chikane af kritikere og marginalisering af oppositionens muligheder for at genvinde magten.

I min ph.d. søger jeg at forklare, hvorfor vælgere nogle gange støtter udemokratiske politiske ledere eller undlader at straffe udemokratisk adfærd som beskrevet ovenfor.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig?

Motivationen for mit ph.d.-projekt opstod ved at observere, hvordan demokratiet i nogle lande er i tilbagegang. Ligesom det er vigtigt at forske i, hvordan demokratier opstår og overlever, er det vigtigt at forstå, hvorfor demokratiet nogle gange går tilbage. Projektets fokus er især motiverende for mig, da det er særligt bemærkelsesværdigt, at det blandt andet er vælgernes egen adfærd, der truer demokratiet. Vælgerne har simpelthen alle muligheder for at stemme på politikere, der vil fremme demokratiet frem for at underminere det, men det gør de altså ikke altid.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Jeg søger i mit ph.d.-projekt at forklare et meget komplekst fænomen, da vælgerne stemmer ud fra mange forskellige overvejelser. Jeg trækker derfor på en del forskellige forklaringsmodeller i min forskning. For det første afvejer vælgerne af og til demokratiet mod andre hensyn såsom den øvrige førte politik eller deres opfattelser af, hvor kompetente politikerne er til at varetage nationaløkonomien. Konkret foretrækker vælgerne nogle gange kompetente, udemokratiske politikere over inkompetente, demokratiske politikere. Ligeså foretrækker de af og til udemokratiske politikere, som de er enige med på emner som skattepolitik eller immigrationspolitik, over demokratiske politikere, som de er uenige med. Derudover er det ikke altid, at vælgerne i det hele taget opfatter udemokratiske handlinger som udemokratiske, hvis de udføres af et politisk parti, som vælgerne i forvejen støtter. Disse er ikke de eneste forklaringer, men blandt de mest centrale.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? Og hvilke(t) studieophold skal det bruges til?

EliteForsk-rejsestipendiet muliggør forskningsophold i USA og Tyskland hos nogle af de førende forskere inden for området. Disse ophold hjælper mig med at udvide mit forskningsmæssige netværk og gør, at jeg kan få den bedst mulige sparring på mine projekter.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg er vokset op på Lolland, delvist på en gård og i en lille by. Jeg har altid været meget interesseret i samfundet generelt, men også i matematik og sprog. Jeg flyttede til Aarhus i 2015 for at studere statskundskab på universitetet, og siden da er min faglige interesser kun blevet forstærket. Jeg bilder mig selv ind, at min relativt varierede baggrund har givet mig et skærpet syn for politik, og de skel, der nogle gange giver politiske konflikter. I min fritid dyrker jeg en del sport—uden den er jeg ikke sikker på, at mit ph.d.-projekt ville være blevet særlig godt. Jeg nyder desuden at rejse, og jeg har været på ophold i både Texas og Connecticut under min uddannelse.

Gymnasium og nuværende bopælskommune

Maribo Gymnasium og Aarhus Kommune

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Hvorfor støtter vælgere udemokratiske politiske ledere?

Kontaktoplysninger

E-mail: ksf@ps.au.dk 

Forskningsinstitution

Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. februar 2024