Fagområde
Proteasebiologi og massespektrometri
Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt
Regulering af proteasenetværk i psoriasis
Hvilket fokus har dit ph.d.-projekt?
Jeg studerer en bestemt gruppe af proteiner kaldet proteaser for at undersøge, hvordan de er involveret i hudsygdommen psoriasis. Proteaser er enzymer, der fungerer som en saks, da de kan klippe proteiner over bestemte steder. I mennesket er der over 600 proteaser, som klipper forskellige proteiner og derfor har forskellige funktioner i kroppen. Nogle proteaser virker som skraldemænd, der rydder op i gamle proteiner i cellen, andre kan aktivere bestemte proteiner, så de kan udføre deres funktion, og atter andre proteaser kan have flere funktioner. En protease kan påvirke en anden, og man taler derfor om netværk af proteaser, der kan være forstyrret i forbindelse med sygdomme. Der er brug for bedre metoder til at studere disse netværk effektivt og vise, hvordan proteaser aktiveres og deaktiveres, hvilke proteiner de klipper, og hvordan de påvirker disse proteiner. Sådan en metode har jeg optimeret og skal bruge til at undersøge proteasers rolle i hudsygdommen psoriasis.
Hvad er det mest spændende ved dit forskningsfelt?
Jeg har altid godt kunne lide de naturfaglige fag, men haft svært ved at vælge ét bestemt område som specialisering. Jeg er nok endt i dette forskningsfelt, fordi det giver mig lov at arbejde med en masse tværfaglige fag udover biologi. Jeg kan bruge viden om statistik og machine learning, når vi analyserer store mængder af data, viden om kemi, når vi er i laboratoriet, viden om programmering og robotter, når vi automatiserer vores protokoller, og meget avanceret teknologi i de instrumenter, som vi bruger. For mig er det utroligt interessant at få det hele til at gå op i en højere enhed og bruge det til at forbedre vores forståelse af sygdomme, så der kan udvikles bedre medicin.
Hvad bidrager dit projekt med til forskningsfeltet og samfundet?
I mit projekt har jeg udviklet en automatiseret metode til at undersøge proteasenetværk, så man ikke længere behøver bruge flere dage i laboratoriet på at lave forsøg, men kan få en robot til at gøre det i stedet. Da metoden også er både billigere og hurtigere end tidligere, vil det være muligt at undersøge mange flere prøver, og det giver forskere mere tid til at lede efter vigtige sammenhænge i deres resultater. Via analyserne af flere prøver får man også en meget større mængde data, som gør det nemmere at bruge avancerede dataanalysemetoder til at finde vigtige sammenhænge. I projektet bruger jeg denne metode til at indsamle en masse data fra patienter med psoriasis og studere netværkene af proteaser for at se, hvordan de afviger fra mennesker uden psoriasis. Ved at finde disse sammenhænge er håbet at få en bedre sygdomsforståelse, der kan bruges til i fremtiden at udvikle ny medicin.
Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?
I dag har vi metoder, der kan bruges til at studere tusindvis af proteiner i en prøve, for eksempel fra en patient. En prøve kan dog bestå af forskellige celler, og hvis forskellene på tværs af celletyper opvejer hinanden, kan de ikke detekteres. Et EliteForsk-rejsestipendium gør det muligt for mig at tage ud og bruge helt nye state-of-the-art-metoder, der kan bestemme, hvordan proteiner og proteaser varierer afhængig af enkelte cellers lokation og type i psoriasis. Det giver mig adgang til meget specialiseret viden og teknologier, og det tillader mig at samarbejde med førende forskere indenfor feltet samt at danne internationale relationer, som vil være relevante for min fremtidige forskning.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er opvokset i Dragør, og efter et kort ophold i USA har jeg slået mig ned i Virum tæt på DTU. Jeg har egentlig alt for mange hobbyer og finder jævnligt mig selv i gang med alt fra praktiske projekter, der involverer 3D-printning, elektronik-, træ-, eller metalarbejde, istandsættelse af aflagte cykler, automatisering af min kaffemaskine, eller jeg forsøger mig med et nyt musikinstrument. Sport betyder meget for mig. Løb har været en fast rutine i årevis, og nu eksperimenterer jeg meget gerne med alt fra gravel-cykling til klatring, hvis muligheden byder sig.
Gymnasium og nuværende bopælskommune
Ørestad Gymnasium og Rudersdal Kommune
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Regulering af proteasenetværk i psoriasis
Kontaktoplysninger
alemol@dtu.dk
Forskningsinstitution
Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Bioteknologi og Biomedicin