Gå til indhold

Mats C. Højbjerg Lassen

Ph.d.-studerende, cand.med.

Fagområde

Lægevidenskab, kardiologi

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Det diabetiske hjerte: en undersøgelse af hyppigheden og betydningen af diabetes-relaterede hjerteforandringer

Hvilket fokus har dit ph.d.-projekt?MatsChristian.png

Patienter med type 2-diabetes (T2D) er i øget risiko for at udvikle hjertesvigt. Ultralydsscanning af hjertet (ekkokardiografi) er de seneste år blevet forbedret, og det er nu muligt at måle det præcise sammentrækningsmønster af hjertets vægge samt at måle hjertets dimensioner ned til millimeter-niveau. Dette gør det muligt at identificere små T2D-relaterede ændringer ved hjertet med ekkokardiografi. Det primære formål med min ph.d. er at undersøge, om man kan identificere de personer med T2D, som har begyndende tegn på diabetes-relateret hjertesvigt, og derfor kunne have gavn af tidlig intervention med hjerte-beskyttende lægemidler. Dette vil jeg bl.a. undersøge ved at sammenligne data fra et dansk studie, der har undersøgt hjertets struktur og funktion hos personer med T2D uden kendt hjertesygdom, med data fra et amerikansk studie, som inkluderer personer med T2D og fuldt udviklet hjertesvigt.

Hvad er det mest spændende ved dit forskningsfelt?

En af de ting, der gør mit felt særligt interessant, er den rivende udvikling inden for både behandling af og forståelse for, hvordan diabetes påvirker hjertet – der er hele tiden nye opdagelser. Da det er et tværfagligt forskningsfelt, kommer der desuden en god synergetisk energi ud af at arbejde sammen med folk fra forskellige medicinske specialer. Det gør, at jeg hele tiden lærer nye ting. Hjertesygdom er en hyppig og alvorlig følgesygdom hos personer med diabetes, og det er også en stor motivation for min forskning at arbejde inden for et felt, der har betydning for mange mennesker og forhåbentlig kan hjælpe til at gøre livet bedre for en stor patientgruppe.

Hvad bidrager dit projekt med til forskningsfeltet og samfundet?

Dette studie er vigtigt for både patienter og klinikere, da antallet af patienter, der udvikler hjerte-kar-sygdom som følge af T2D, er et stigende problem. Med den øgede risiko for alvorlige hjertesygdomme, såsom hjertesvigt blandt personer med T2D, er der brug for, at klinikere kan identificere netop de patienter, som er i forhøjet risiko. For så bliver det muligt at gribe ind med behandling tidligt i forløbet og dermed forbedre deres prognose betydeligt. Helst før patienterne begynder at udvikle symptomer og bliver begrænset fysisk. Selvom der eksisterer god behandling for at bremse forløbet af alvorlig hjertesygdom, bliver de ofte først benyttet, når symptomerne på hjertesygdommen allerede er til stede. Vi mener, at resultaterne fra dette ph.d.-projekt vil kunne hjælpe til tidligere behandlingsintervention blandt patienter med T2D, der er identificeret som værende i forhøjet risiko for hjertesygdom.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

EliteForsk-rejsestipendiet betyder, at jeg kan komme på udveksling i et år til Brigham & Women’s Hospital, Harvard Medical School i Boston, USA. Her har man udført nogle af verdens største randomiserede kliniske lægemiddelforsøg på patienter med hjertesvigt, og flere af verdens førende forskere inden for feltet opholder sig på Brigham & Women’s Hospital. Opholdet vil styrke mine internationale relationer og give mig mulighed for at opleve en forskningsinstitution, som er involveret i hjertesvigtsforskning på højeste niveau. I forbindelse med udvekslingen har jeg specifikt fået mulighed for at arbejde på et projekt vedrørende hjertesvigt med bevaret pumpefunktion hos patienter med T2D.

Lidt om mennesket bag forskeren

Til daglig bor jeg på Nørrebro med min hustru, hvor vi nyder alle de mange ting, der sker i København – inklusive de mange gode spisesteder. Jeg har læst medicin ved Københavns Universitet og både min hustru og jeg boede i studieårene på Tietgenkollegiet i København. Vi har derfor mange venner fra både studiet og kollegiet, der stadig bor i byen, og som vi hyppigt ses med. I min fritid holder jeg af at spille tennis og løbe ved søerne eller i Fælledparken samt at bruge tid med min familie og mine venner. Jeg holder også meget af at rejse og kan bruge lang tid på at planlægge vores næste tur. Listen af steder, vi gerne vil besøge, bliver hele tiden længere.

Gymnasium og nuværende bopælskommune

Gammel Hellerup Gymnasium og Københavns Kommune

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Understanding the Diabetic Heart: A Deep Dive into the Prevalence and Prognostic Implications of Diabetes-related Cardiac Pathology

Kontaktoplysninger

mcha@live.dk

Forskningsinstitution

Center for Translational Cardiology and Pragmatic Randomized Trials (CTCPR) & Cardiovascular Non-Invasive Imaging Research Laboratory (CIRL), Herlev & Gentofte Hospital, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024