Gå til indhold

Peter Dalsgaard

Hvordan kan vi mennesker arbejde mere struktureret med at få gode ideer? Det søger Peter Dalsgaard håndgribelige svar på med sin innovative forskning i, hvad der sker i mødet mellem mennesker og IT.

Tekst: Susan Grønbech Kongpetsak. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Hvad foregår der egentlig, når vi mennesker tænker kreativt?

Det mysterium har videnskaben længe været optaget af at finde svar på. Vi ved dog ikke nok endnu til at kunne sætte menneskelig kreativitet på formel. Og om det overhovedet kan lade sig gøre.

Men Peter Dalsgaard arbejder ihærdigt på at finde mere håndgribelige svar på spørgsmålene om menneskelig kreativitet.

Med sin innovative og tværdisciplinære forskning undersøger han, hvad der sker, når mennesker og it mødes. Han er optaget af at finde svar på, hvordan nye teknologier påvirker vores måder at tænke og arbejde kreativt på.

ChatGPT udfordrer vores antagelser

Tidens helt store debat om ChatGPT’s indtog understreger den store relevans af hans forskning.

Kunstig intelligens og ChatGPT rykker ved vores grundantagelser om kreativitet, fordi det bliver tydeligt, at visse dele af menneskers sproglige kreativitet faktisk kan sættes på formel, når et it-system nu kan interagere med os, som vi mennesker gør med hinanden

- De første studier af ChatGPT’s betydning viser, at dem, der tager værktøjerne til sig, outperformer dem, der ikke bruger ChatGPT. Det bliver meget interessant at forske i udviklingen de næste år.

Peter Dalsgaard er 46 år og professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han leder det internationalt anerkendte Centre for Digital Creativity.

Hans tværvidenskabelige tilgange kombinerer datalogiske og humanistiske perspektiver, som udfordrer og udvider vores forståelser af teknologiers rolle og potentiale i samfundet. Han publicerer i førende internationale tidsskrifter, hans forskning er citeret mere end 4.000 gange og er vidt anerkendt både i Danmark og internationalt.

Nye forståelser af teknologiers rolle

Peter Dalsgaards forskning har bidraget med vigtige, nye forståelser. Især hans formulering af den analytiske tilgang ’instruments of inquiry’ har sat fokus på den vigtige rolle, som værktøjer og teknologier har i kreative processer.

- Det materielle spiller en vigtig rolle i den menneskelige kreativitet, som vi hidtil ikke har været så opmærksomme på. Ser man klip med Beatles i øvelokalet, bliver det tydeligt, at deres jamming med instrumenterne spiller en stor rolle i at skabe musikken, forklarer Peter Dalsgaard og uddyber:

- Ideer lader sig udtrykke i de materialer og værktøjer, man har ved hånden, fordi teknologier inviterer til, at vi bruger dem og tænker på bestemte måder. Derfor betyder det også meget, hvilke digitale værktøjer vi udvikler og arbejder med. Det er jo os, der skal leve med den teknologiske udvikling.

Samarbejde med kreative virksomheder

Peter Dalsgaard arbejder også empirisk med bl.a. Studio Olafur Eliasson, Bjarke Ingels Group, LEGO og en række andre kreative virksomheder, hvor teorierne om idegenerering og kreative processer undersøges i praksis. 

- Vi går ud i verden og sætter teorier og prototyper i spil i kreative virksomheder og undersøger, hvad brugerne siger og gør. Vi oplever ofte, at virksomhederne efter kort tid udvikler bedre forståelse for kreative processer og langt mere sprog for at tale om ideer. Vores samarbejdspartnere sætter stor pris på at få nye perspektiver på de her ting, siger han og uddyber:

- Jeg håber, min forskning kan hjælpe med at forstå, hvad der sker, når vi mennesker arbejder kreativt, og give nogle flere svar på, hvordan vi mennesker kan arbejde mere struktureret med gode ideer og kreativitet.

Styr på kerneværdierne

Peter Dalsgaard har også selv klare ideer om, hvordan man skaber et engageret forskningsmiljø, der udvikler nye forskningstalenter. For ham er kerneværdierne: nysgerrighed, ambition og omsorg. Og de kerneværdier arbejder han på at inkludere i både aktiviteterne og organiseringen af Centre for Digital Creativity.

- Det stod tidligt i karrieren klart for mig – efter flere udlandsophold – at de forskningsmiljøer, der holder sig inspirerede og bliver ved med at levere kvalitet, er dem, som fremmer generøsitet fremfor rå ambition. De dygtigste talenter søger mod de miljøer, hvor der er godt at være, forklarer han.

Derfor betyder Eliteforsk-prisen også noget særligt.

- Jeg blev virkelig glad for den blåstempling af, at min og centrets forskning er interessant og har værdi. Og så vil jeg gerne dedikere prisen til hele mit miljø, for vores banebrydende resultater er en stor, fælles indsats skabt af ildsjæle, der forfølger deres ideer.

Blå bog

Titel: Professor, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet

Fagområde: Human-Computer Interaction ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab.

Hjemstavn og bopæl: Viborg, Aarhus

Kontaktoplysninger: dalsgaard@cavi.au.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. februar 2024