Gå til indhold

Lea Larsen Skovgaard

Ph.d.-studerende, cand.scient.san.publ.

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Offentlig legitimitet af brug af sundhedsoplysninger til personlig medicin

Hvad handler dit ph.d.-projekt om? Lea Larsen Skovgaard (billede)

I Danmark har vi enormt omfattende registre, der muliggør, at vi kan bruge oplysninger fra borgeres kontakt med det offentlige til andre ting, for eksempel forskning. Vi er i Danmark gode til at genbruge data, hvilket har ført til mange nye indsigter, som vi bruger til at forebygge sygdomme og forbedre behandling. Men i de senere år er der begyndt at komme offentlige diskussioner om præmisserne for brugen af sundhedsoplysninger. Hvem skal have adgang til hvilke oplysninger, og hvad må de bruge dem til? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at besvare i min ph.d., hvor jeg gennem forskellige metoder aktiverer forskellige dele af offentligheden. Dermed undersøger jeg ikke kun, hvad folk mener, men også hvordan forskellige offentligheder opstår gennem de metoder, hvormed offentligheden undersøges, og hvordan disse metoder også er med til at skabe, hvad vi kan vide om offentlighedens holdninger.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig?

Min interesse opstod i forbindelse med den offentlige debat omkring Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD), hvor genbrug af sundhedsoplysninger til blandt andet forskning blev problematiseret. I løbet af min studietid blev jeg præsenteret for de danske registre og muligheden for at genbruge dem. Pludselig blev det problematiseret, og jeg ville gerne vide, hvad det var, folk så som problematisk. Da jeg begyndte at dykke ned i debatten, fandt jeg ud af, at debatten på Facebook havde en helt anden karakter end den, der foregik i aviserne. Der opstod interessen for, hvilken rolle metode spiller, i forhold til hvad man får af viden om offentlige holdninger.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

I Danmark og i udlandet har vi tidligere set, hvordan debatter omkring genbrug af sundhedsoplysninger har ført til, at databaser bliver slettet, og infrastrukturer, der faciliterer brug af sundhedsoplysninger, bliver nedlagt. For at kunne sikre at genbrug af sundhedsoplysninger bliver bæredygtig, er det altså nødvendigt at vide, hvad der skal til, før befolkningen ser brugen som legitim. Det er netop sådanne indsigter, som mit projekt kan bidrage med.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder? Og hvilke(t) studieophold skal det bruges til? 

EliteForsk-rejsestipendiet skal hovedsageligt bruges til et længerevarende studieophold på Uvienna i Østrig, hvor jeg skal samarbejde med to forskere. Desuden giver rejsestipendiet mulighed for, at jeg kan deltage i adskillige internationale konferencer, hvor jeg får mulighed for at få input til min forskning og dele mine resultater med andre.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg er født og opvokset i København, hvor jeg stadig bor sammen med min søn på to år og min kæreste. I min fritid er jeg glad for at læse skønlitteratur, selvom der for tiden mest bliver læst Emil fra Lønneberg og Mimbo Jimbo-bøgerne, når jeg ikke læser videnskabelige artikler til ph.d.en.

Gymnasium og bopælskommune

Det Frie Gymnasium og Københavns Kommune

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Public Legitimacy of Datasourcing for Personalized Medicine

Kontaktoplysninger

Telefon: 3533 3621, e-mail: lsk@sund.ku.dk

Forskningsinstitution

Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Sundhedstjeneste-forskning

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 23. februar 2022