Med sin nybrydende arkæologiske og miljøhumanistiske forskning om fortidens naturkatastrofer og klimaændringer bidrager han med ny vigtig viden om nutidens relationer mellem mennesker, klima og miljø. Hans forskning har sat sig betydelige spor i den internationale forskning i Europas forhistorie og dens rele-vans for vores nutid. Centralt i Felix Riedes forskning står de klimatiske og kulturelle effekter af det voldsomme Laacher See-vulkanudbrud i Centraleuropa for 13.000 år siden.
Felix Riedes forskning favner vidt, da han kombinerer forhistorisk arkæologi, miljøhistorie, kognitiv evolutionsteori, antropologi og vulkanologi. Han arbejder i høj grad tværdisciplinært i samarbejde med forskere fra flere forskningsfelter. Denne tværdisciplinære forskning afspejler sig i hans omfattende publikationsliste, der omfatter såvel monografier som artikler i højtrangerede tidsskrifter med stor impact, f.eks. Nature, Journal of Archaeological Science og Global En-vironmental Change.
Felix Riedes forskning er blevet anerkendt med en lang række store forskningsbevillinger, herunder bl.a. Sapere Aude-bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond og Det Europæiske Forskningsråds Consolidator Grant. Han er en miljøskabende, ambitiøs og dynamisk forskningsleder og udmærker sig ved at skabe rum for innovation og synergi i og på tværs af forskningsgrupper.
Felix Riede er 43 år og professor i forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet. Han har en stærk international profil, både hvad angår uddannelse, forskning, publicering og netværk. Han fik sin ph.d.-grad fra Cambridge University i 2007 og var i de to efterfølgende år ansat som postdoc ved University College London på Institute of Archaeology. I 2009 kom han til Danmark og blev ansat først som adjunkt i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet og siden som lektor og professor. I 2018-2021 var han desuden tilknyttet som professor ved Oslo School of Environmental Humanitites and Climate Change ved Oslo Universitet.
Endelig har Felix Riede været hovedvejleder for syv ph.d.-studerende, medvejleder for tre og superviseret seks postdocs, heraf én Marie Skłodowska-Curie Actions-fellow (MSCA) samt én, der nu leder sit eget DFF-Sapere Aude-projekt.