Baggrund
I 2013 blev det vedtaget, at professionshøjskoler og erhvervsakademier skal “varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked, øvrige uddannelses- og vidensinstitutioner og det omgivende samfund. Det følger videre af samme lovgivning, at forsknings- og udviklingsaktiviteterne har til formål at tilvejebringe ny viden og konkrete løsninger på udfordringer inden for de erhverv og professioner, som professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes uddannelser er rettet mod. Målet med at tydeliggøre professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes opgave med at indsamle, bearbejde og formidle samt at producere relevant, anvendelsesorienteret viden er dels, at relevant ny viden tilgår institutionernes uddannelsesudbud, dels at ny viden bringes direkte i anvendelse i erhverv og professioner.
DFiR's undersøgelse
Med udgangspunkt i lovændringens fokus på omsætningen af viden og dens anvendelse, søger Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) i projektet ”Praksis ind i forskning – forskning ud i praksis” at kortlægge, hvordan videnudvekslingen mellem videnproducenter og -aftagere foregår (herunder samarbejdet herom mellem universiteter og professionshøjskoler og erhvervsakademier), hvilke særlige forhold og kvaliteter, der gør sig gældende for forskning og udvikling i disse institutionelle sammenhænge, og hvordan disse forhold kan styrkes fremover. Desuden vil DFiR undersøge, hvordan rammebetingelserne for forskning og udvikling og omsætningen heraf bedst muligt indrettes. Rammebetingelserne bør i DFiR’s øjne understøtte de kvaliteter ved praksisforskningen, som aftagere og udbydere vurderer som særligt værdifulde og velfungerende. Projektet fokuserer på forskning og udvikling inden for følgende store fagområder ved professionshøjskolerne: Lærer, pædagog og sygeplejerske. Ved erhvervsakademierne kan alle forskningsfelter som udgangspunkt være repræsenteret.
Projektaktiviteter
Som del af projektet afholder DFiR en række stakeholdersamtaler, indsamler kvantitative data, og gennemfører en spørgeskemaundersøgelse blandt relevante, centrale aktører. Derudover indeholder projektet et mindre internationalt casestudie. Projektet skal resultere i en afsluttende hovedrapport med rådets anbefalinger.
I forbindelse med projektet har DFiR offentliggjort et brief
Arbejdsgruppe
Arbejdsgruppen for DFiR-projektet Praksis ind i forskning - forskning ud i praksis består af to rådsmedlemmer:
- Christina Aabo (projektleder)
- Frede Blaabjerg
Følgegruppe
DFiR har nedsat en følgegruppe, der har som formål at give kvalificeret og faglig sparring til DFiR for at sikre størst mulig relevans af projektet for en størst mulig kreds af interessenter. Følgegruppens rolle er udelukkende at dele sin viden med rådet, ikke at validere eller godkende DFiR’s arbejde.
Følgegruppen består af:
- Forskningsdirektør David Mayntz (Professionshøjskolen UCN)
- Docent Maria Christina Secher Schmidt (Københavns Professionshøjskole)
- Udviklingschef Jens Lautrup Nørgaard (Zealand)
- Docent Morten Boesen (KEA)
- Dekan Andreas de Neergaard (Institut for Mennesker og Teknologi, RUC)
- Lektor Jan Thorhauge Frederiksen (Institut for Kommunikation, KU)
- Stine Kart Skytte, områdeleder for dagtilbud i Roskilde Kommune.
- Lektor Anne Bendix Andersen (VIA University College)
- Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Mads Eriksen Storm (Dansk Erhverv)
- Områdechef Lise Tingleff Nielsen (Danmarks Evalueringsinstitut - EVA)