Gå til indhold

PRODEX støtte til dansk rumforskning

Otte fremragende projektforslag til udvikling eller drift af instrumenter eller software, der bidrager til dansk rumforskning, har fået tildelt i alt 18,1 mio. DKK fra ESA programmet PRODEX.

Ved ESA ministerkonferencen i 2019, Space 19+, satte Danmark 3 mio. Euro ind i ESA programmet PRODEX. Det var ikke første gang – Danmark har en lang tradition for at anvende programmet til at støtte dansk deltagelse i rumforskning.

I juni 2020 slog RUM 18,1 mio. DKK op. Der indkom 13 forslag til en samlet værdi af 36 mio. DKK. Heraf valgte RUM otte forslag ud til at modtage PRODEX støtte. Ikke en nem opgave – alle forslag var gode.

De udvalgte forslag spænder bredt. Astrofysikken er som sædvanligt godt repræsenteret, men klimaforskning er også godt med. De fleste forslag har enten direkte eller indirekte forbindelse til ESA missioner, men denne gang gives også støtte til et dansk rumteleskop og et dansk instrument på en tysk satellit. Flere forslag vedrører samarbejdsprojekter på tværs af forskningsinstitutionerne og med deltagelse af danske rumvirksomheder.

Astrofysik er repræsenteret ved hele fem spændende projekter. DTU Space deltager med en vigtig komponent til en af de dyreste og mest ambitiøse missioner ESA Science programmet nogensinde har igangsat, kaldet Athena. DTU Space har ligeledes fået støtte til fortsat brug af instrumentet JEM-X på det aldrende, men succesfulde INTEGRAL rumteleskop, samt til modellering af Venus’ atmosfære. Sidstnævnte i samarbejde med Københavns Universitet og Oxford University.

To forslag vedrører det danske rumteleskop STEP, som skal udføre lange tidsserier af stjerner og deres planeter. Det er et projekt, der samler fem universiteter, et GTS institut samt flere danske rumvirksomheder. Projektet er ligeledes kommet på Dansk Roadmap for forskningsinfrastruktur 2020.

På klimaområdet er der to forslag som tager udgangspunkt i jordens reflektionsevne – albedoen. Albedoen indgår i klimamodellerne, men dens værdi kendes ikke nøjagtigt i dag. Det skal det danske instrument juLIET råde bod på ved at måle albedoen med en helt ny og meget nøjagtig metode, som indebærer målinger af jordskin på månen. Det andet albedo-projekt skal udvikle en metode til at udlede albedo målinger af Sentinel-data til forbedring af vejrmodeller. Et tredje forslag bygger på det succesfulde danske instrument ASIM, som har ført til banebrydende forskning i tordenfænomener, og dermed ny viden om den yderste atmosfære. Som for ASIM er det nye instrument, TOTEM, et bredt samarbejde mellem danske og internationale institutter.

Kort om PRODEX

PRODEX er et frivilligt ESA-program, hvor hver deltagende medlemsstat selv beslutter, hvor mange penge der skydes ind i programmet. Bortset fra et administrationsgebyr til ESA’s PRODEX-kontor går pengene ubeskåret til medlemsstatens egne forskningsinstitutioner. Samtidig giver PRODEX medlemskabet adgang til den omfattende ekspertise og erfaring, som ESA besidder. Det er RUM, der beslutter hvilke danske forslag, der tildeles støtte, men modtager kyndig rådgivning fra ESA til at foretage en velfunderet beslutning.

I Danmark sender RUM støttebreve (kaldet ”Letter of Endorsement”) til ESA’s PRODEX-kontor for de forslag, der skal modtage støtte, hvorefter ESA udarbejder kontrakt sammen med forslagsstilleren. Forslagene kan omhandle alle forskningsområder, når blot der er en klar rumvinkel. Der er heller ikke krav om, at forslagene skal have forbindelse til ESA missioner.

Kontakt

Thommy Ingemann Larsen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318450
Email: til@ufm.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen