Gå til indhold

Danmark er helt i top på uddelingsliste for europæiske forskningsstipendier

Danmark er flot fra start i den første runde af de individuelle forskningsstipendier i Marie Skłodowska-Curie Actions-programmet. Hver femte ansøgning med en dansk værtsorganisation har succes. De danske forskningsmiljøer kan dermed snart byde 77 internationale forskere velkommen.

Hvert år modtager danske universiteter og forskningsmiljøer dygtige udenlandske forskere via det såkaldte Postdoctoral Fellowships-program under Marie Skłodowska-Curie Actions i Horizon Europe. Forskerne kan med et individuelt forskningsstipendie arbejde hos en dansk værtsorganisation i typisk to år, hvor de er med til at skabe ny viden og udvikle forskningsmiljøerne. Det er kun de stærkeste projekter med både en dygtig forsker og et stærkt forskningsmiljø, der kommer i betragtning til finansiering.

Danmark klarer sig normalt godt i de årlige uddelingsrunder med individuelle forskningsstipendier, men i denne runde må det siges at være et særlig stærkt resultat. Danmark har en succesrate på ca. 20 %, hvilket vil sige at hver femte ansøgning bliver imødekommet. Det er et stykke over den gennemsnitlige succesrate, som ligger på ca. 14 %.

Dansk universitet er europæisk topscorer

Københavns Universitet ligger med sine 42 bevillinger helt i spidsen blandt de europæiske bevillingsmodtagere i denne uddelingsrunde. Nummer to og tre på listen modtager henholdsvis 35 og 30 bevillinger. Københavns Universitet er i den grad attraktiv for de udenlandske forskere, og har også ved tidligere uddelingsrunder ligget nummer et i forhold til antal modtagne bevillinger. Dette vidner derudover om, at Københavns Universitet sammen med de individuelle forskere formår at skrive stærke ansøgninger, som slipper igennem nåleøjet ved Europa-Kommissionens evalueringer.

Om uddelingen i tal

Samlet set har Europa-Kommissionen bedømt 8.247 ansøgninger, hvoraf 1.156 har modtaget tilsagn. Danske værtsorganisationer har indsendt 389 ansøgninger, hvoraf 77 har modtaget tilsagn om bevilling.

De 77 bevillinger giver et samlet dansk hjemtag på lidt over 127 millioner kroner. De danske deltagere får således 7,14 % af den samlede uddeling på lige knap 1,8 milliarder kroner.

De 77 forskningsstipendier er udelukkende gået til de danske universiteter. Særligt Københavns Universitet, men også Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet ligger blandt topscorerne.

I denne uddelingsrunde har Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet haft ansøgninger, der har scoret de maksimale 100 point.

Resultaterne fra ansøgningsrunden i 2021 til Postdoctoral Fellowships under Marie Skłodowska-Curie Actions i Horizon Europe er tilgængelige for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. I forbindelse med kontraktforhandlinger med Europa-Kommissionen kan ansøgninger fra ventelisten inviteres til forhandling eller projekter kan udgå. Derfor er tallene foreløbige.

Læs mere

Kontakt

Anne Maibohm
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 82 61
Email: amma@ufm.dk