CerCell Aps er en ny dansk virksomhed med et nyt produkt. Nemlig en såkaldt bioreaktor, som effektivt kan masseproducere celler fra mennesker, aber og mus. Det er der brug for mange steder i den farmaceutiske industri og i forskningsverdenen.
Biologiske lægemidler er baseret på molekyler, der produceres i genetisk tilpassede celler fra pattedyr. Oftest bruges celler fra mennesker, aber eller mus. Mange forskere og virksomheder har udviklet forskellige metoder til at producere cellerne i laboratoriet, men ingen anden metode kan måle sig med effektiviteten i den nye danske bioreaktor. Samtidig er reaktoren er så billig, at man kan tillade sig at smide den ud efter brug. Derved sparer brugerne udgifterne og besværet ved at rengøre og sterilisere traditionelt udstyr.
Input fra en anden verden
CerCell er et datterselskab af Stobbe Tech A/S, som har bragt en række nye innovative produkter på markedet gennem de seneste årtier. Eksempler er filtre til at fjerne partikler fra dieselbilers udstødning, filtre til rensning af drikkevand og spildevand samt innovative hedeflader til sol-kraftværker.
Gennem innovationskonsortiet Glycomics, som arbejder med lægemidler baseret på proteiner, kom Stobbe Tech i kontakt med den farmaceutiske branche.
”Vi gik ind i konsortiet, fordi vi syntes, det var spændende at få input fra en helt anden verden, end den vi selv kommer fra,” fortæller maskiningeniør Per Stobbe, CerCell’s administrerende direktør og indehaver af Stobbe Tech.
Specialist i porøse materialer
Fælles for Stobbe Tech’s produkter er, at de udnytter mulighederne i porøse materialer. Det gælder også den nye bioreaktor, hvor cellerne dyrkes på et porøst materiale med en meget stor indre overflade.
”I betragtning af, hvor mange, der interesserer sig for den farmaceutiske verden, var det måske overraskende, at vi kunne komme med nye, værdifulde input. Det skyldes formentlig, at de andre partnere har været mest interesseret i de farmaceutiske slutprodukter. De har ikke som os fokuseret på at udvikle og kommercialisere udstyret til at producere de biologiske produkter. Desuden kom vi med et frisk syn på udstyr og processer, sikkert fordi vi ikke var præget af den traditionelle måde at tænke på inden for den farmaceutiske verden,” siger Per Stobbe.
Viden spredes af GTS-institut
En anden deltager i innovationskonsortiet, Symphogen A/S, har stillet faciliteter til rådighed, mens Novo Nordisk A/S har bidraget som mentor i udviklingsprocessen. Desuden er udviklingsarbejdet foregået i samarbejde med Bioneer A/S, som er et Godkendt Teknologisk Serviceinstitut (GTS).
”Der har været tale om en meget innovativ proces, hvor vi har bidraget på det biologiske område, mens virksomhederne jo er specialister inden for det ingeniørmæssige. Vi forventer i øvrigt, at vi vil blive i stand til at videregive viden, der er opnået i konsortiet, til en række andre virksomheder gennem vores rådgivning,” siger Christian Clausen, afdelingsleder i Bioneer og koordinator for Glycomics-konsortiet.
Heldig timing gav pote
Sideløbende med deltagelsen i innovationskonsortiet har Stobbe Tech deltaget i flere EU-forskningsprogrammer samt den danske Videnkupon-ordning.
”Uden deltagelsen i innovationskonsortiet havde det ikke været muligt at gennemføre vores projekt. Kontakten til Bioneer og konsortiet var virkelig fantastisk heldig timing. Det er en stor tilfredsstillelse, når udviklingsarbejdet faktisk ender med at give pote i form af en række nye produkter, der er på vej ud i verden,” konstaterer Per Stobbe.