Gå til indhold

Tre bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråds Programkomite for Det Kreative og Innovative Samfund – 2008

Tre bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråds Programkomite for Det Kreative og Innovative Samfund – 2008

Kreativitet og innovation, nye produktionsformer og oplevelsesøkonomi

Measurement Systems for Ethical Capital in the Experience Economy: Socio-economic Value of Online Communication (2128-08-0018)

Professor Mette Morsing, Copenhagen Business School

Sociale processer og ‘bløde’ værdier er genstand for stor opmærksomhed i disse år såvel videnskabeligt som kommercielt. Begreber som brugerdreven innovation, socialt ansvar, branding, oplevelsesøkonomi, sociale medier og virksomhedsetik indtager overskrifterne og bevidner en skærpet opmærksomhed blandt virksomhedsledere. Hvorfor? Fordi varers værdi i dag primært er immateriel, dvs. produkternes evne til at skabe identitet, tilhørsforhold og oplevelser er i fokus for værdiskabelse. Samtidig skabes denne værdi i langt højere grad kollektivt i interaktive kommunikationsprocesser, hvor virksomheden og dens stakeholdere i fællesskab co-producerer holdninger og normer for virksomheders legitimitet.
De nye immaterielle værdiskabelser er især muliggjort af Informations- og Kommunikations-Teknologier (IKT) og har gjort, at almindelige menneskers opfattelser, intentioner og ideer er blevet altafgørende for virksomheders omdømme og dermed for deres konkurrencekraft. Uden sympati og forståelse fra kunder og interessenter er kvalitet, pris og tilgængelighed af virksomhedens varer næsten underordnet. Undersøgelser peger på, at virksomheder i stigende grad vurderes ud fra en samlet opfattelse af deres etiske kapital, opfattelsen af virksomhedens økonomiske, sociale og miljømæssige ansvarlighed.
Til trods for denne viden, har indsigten i de tilgrundliggende processer for værdiskabelsen ikke fulgt med. Men lige som IKT muliggør et værdiskabende samarbejde mellem mange mennesker, så kan nøglen til en bedre forståelse og ikke mindst strategisk styring af sådanne processer også findes i tekniske løsninger. Ved at kombinere samfundsvidenskabelig indsigt i sociale processer med moderne modeller af komplekse systemer og værktøjer til mønstergenkendelse, opnår man helt nye muligheder for at forstå og ikke mindst systematisk at kapitalisere på sociale skabelsesprocesser og immaterielle lag.

Global Operations Networks: Challenges for Danish SME's Competing through Operations, (GONE Project) (2128-08-0021)  
Professor John Johansen, Aalborg Universitet

Globaliseringen stiller krav til de danske produktionsvirksomheder, der mødes med stadig stigende krav om nytænkning og innovation af deres produktionsstrukturer. Stigende pres på indenlandske produktionsomkostninger stiller krav til virksomhederne om at gentænke organiseringen af deres struktur for at forblive konkurrencedygtige. Mange virksomheder står i spændingsfeltet mellem udvikling og drift idet, at kerneproduktionen i stigende grad flyttes til lavtlønsområder, mens de hjemlige enheder fokuserer på udvikling og proceskontrol. Dette stiller virksomhederne overfor nye udfordringer, der kræver nye innovative svar.

Målet med dette projekt er at lære af de virksomheder og brancher, der har været bedst til at omstille sig til globaliseringens udfordringer, og som gennem innovative tiltag på produktionssiden har styrket deres konkurrencemæssige position og skabt vækst. Det forventes, at projektet vil finde et stort innovationspotentiale i at overføre erfaringer og succesfulde modeller mellem forskellige brancher, der ikke traditionelt har søgt inspiration hos hinanden. Projektets hovedfokus og ambition ligger i at hæve niveauet i dansk industri for, hvordan virksomheder møder globaliseringsudfordringen ved at opbygge innovative globale produktionssystemer.

Brugerdreven innovation

Collaborative Innovation in the Public Sector (CLIPS) (2128-08-0007)

Professor Eva Sørensen, Roskilde Universitet

CLIPS har til formål at undersøge, hvordan brugerdreven innovation gennem netværks-baseret læring kan bidrage til en kreativ fornyelse af offentlig service, der fremmer en effektiv opgaveløsning og øger kvaliteten heraf. Projektets antagelse er, at brugerdreven innovation i den offentlige sektor giver de bedste resultater, hvis den tager form af samarbejdende innovation, hvor brugerne er i tæt samspil med professionelle, administratorer og politikere. Brugerdreven innovation opnås ikke blot ved, at den offentlige sektor lærer ’om’ eller ’af’ brugerne, men i høj grad også ved at samarbejde ’med’ brugerne i processer, der fremmer kreativitet, idérigdom og fælles problemløsning.
Empiriske studier viser, at interaktiv styring kan stimulere innovation, men der er ikke nogen systematisk viden om, hvorfor, hvordan og hvornår sådanne interaktive samarbejder fører til offentlig sektor innovation. Forskningsprojektet vil råde bod på denne mangel ved at skabe ny viden om barrierer og drivkræfter for samarbejdende innovation i den offentlige sektor, og om hvilke institutionelle rammer og ledelsesformer, der giver de bedste betingelser. Forskningen vil kombinere teoriudvikling med empiriske studier og konkrete eksperimenter. Projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem danske og internationale forskere, offentlige institutioner og private virksomheder, og vil skabe et stærkt internationalt forankret dansk forskningsmiljø med fokus på brugerdreven innovation i den offentlige sektor.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 07. oktober 2013