Gå til indhold

Bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for Uddannelse og Kreativitet, december 2010

Det Strategiske Forskningsråds Programkomite for Uddannelse og Kreativitet har i sin 2010-uddeling givet to bevillinger på i alt ca. 23 mio. kr.

Bevillingerne er givet på baggrund af en tofaset ansøgningsproces, hvor der i fase 1 (prækvalifikationen) indkom 15 ansøgninger til i alt ca. 220 mio. kr. I den endelige ansøgningsfase indkom seks ansøgninger til et beløb af ca. 76 mio. kr.

Nedenfor findes en uddybende beskrivelser af de to bevillinger.


Titel: Classroom composition, inclusion, exclusion and learning outcomes
Bevillingsmodtager: Professor Anders Holm, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 10.718.450
Samlet budget: kr 14.042.817
Forskeruddannelse: 2 PhD'er, 1 postdoc
Periode: 01.01.2011 - 31.12.2015
Partnere: Aarhus Universitet (Danmarks Pægagogiske Universitetsskole), SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Urolige elever er et stort problem i grundskolen. De negative konsekvenser af urolige elever er talrige. For det første lærer urolige elever mindre. For det andet forhindrer urolige elever andre elever i at få gavn af undervisningen. For det tredje kan tilstedeværelsen af urolige elever have en negativ, afsmittende effekt på velfungerende børn. Et ofte anvendt pædagogisk indgreb er at henvise de mest urolige elever til specialundervisning, enten i særlige klasser på en almindelig skole eller på specialskoler. Dette forskningsprojekt vil forsøge at kvantificere tre negative effekter af urolige elever: effekten på deres egen indlæring, effekten af at forstyrre undervisningen og endelig effekten af at gøre andre elever urolige. Der kan være to modsatrettede effekter af henvisning til specialundervisning. På kort sigt kan undervisningen forbedres for både de urolige og de øvrige elever, fordi der bliver mere ro, både i den almindelige klasse og i specialklassen, hvor lærernormeringen typisk er højere. På lang sigt kan der imidlertid være et indlæringstab, fordi de elever, der kommer i specialklasser, mister den positive indlæringseffekt fra deres fagligt dygtigere og mindre urolige klassekammerater. Projektet vil undersøge, om inddragelse af sådanne dynamiske effekter opvejer gevinsten ved at henvise urolige elever til specialklasser.


Titel: Technological Literacy and New Employee Driven Innovation through Education
Bevillingsmodtager: Professor mso Cathrine Hasse, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Bevilget beløb: kr 11.995.643
Samlet budget: kr 14.718.464
Forskeruddannelse: 2 PhD'er, 1 postdoc
Periode: 01.03.2011 - 31.08.2015
Partnere: Aarhus Universitet (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole), Professionshøjskolen UCC, Professionshøjskolen Metropol, Roskilde Universitet, Teknologisk Institut

Sygeplejerske og lærer-studerende lærer ikke altid en brugbar teknologiforståelse. Undersøgelser peger på at manglende forståelse i nogle tilfælde kan besværliggøre brug af ny teknologi i den offentlige sektor. Forskerne i dette projekt vil derfor arbejde med at forbedre den teknologiske kompetence og forståelse - technological literacy - gennem en dybere forståelse af læringsforhold mellem menneske og teknologi i hverdagens praksis. Projektets navn er Technucation, en sammentrækning af technology og education - teknologi og uddannelse. Udgangspunktet er studier af læreres og sygeplejerskers daglige arbejde på skoler og hospitaler. Studierne vil sammen med en spørgeskemaundersøgelse blandt studerende og færdiguddannede danne grundlag for et forskningsværksted (Living Lab), hvor alle interessenter sammen udvikler og tester prototyper af nye undervisningsværksteder. Værktøjerne skal dels hæve teknologiforståelsen gennem undervisning af lærer- og sygeplejerskestuderende, dels gennem efteruddannelse af lærere og sygeplejersker. Technucation vil give de første pejlemærker og svar på, hvordan vi kan uddanne professionsbachelorer med den nødvendige viden, forståelse og kompetencer til både at kunne bruge og også at være innovative i forhold til ny teknologi i deres arbejdsliv - at lave medarbejderdreven innovation. Projektets resultater er svar på EU's 2020 plan, hvor udviklingen af kompetencer i at anvende og udvikle nye teknologier beskrives som afgørende for fortsat vækst.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. august 2019