Gå til indhold

Resumeer af bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for Transport og Infrastruktur, december 2010

Nedenfor findes resumeer af de 3 bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd, Programkomiteen for Transport og Infrastruktur givet i december 2010.

Titel: ACTUM - Analyses of activity-based travel chains and sustainable mobility
Bevillingsmodtager: Lektor Christian Overgård Hansen, DTU Transport
Bevilget beløb: 21.619.799
Samlet budget: 25.158.399
Forskeruddannelse: 3 ph.d.'ere og 3 post.docs.
Periode: 2011-2015
Partnere: DTU Transport Aalborg Universitet ITS Leeds University Danish Road Directorate Rapidis ApS Universidad de Chile ETH Zürich EPFL Switzerland Bowman Research and Consulting Drexel University Hebrew University of Jerusalem Technion, Israel Institute of Techn. Danish State Railways Department of Transport Public Transport Authority

Formålet med projektet er at udvikle et nyt og bedre trafikprognoseværktøj, som kan hjælpe til at finde de rigtige bæredygtige trafikløsninger i byområder. Det giver en mere optimal udnyttelse af samfundets ressourcer. De nuværende metoder betragter transport som et mål i sig selv, hvilket simplificer beskrivelsen af vores rejseadfærd. Projektet tager udgangspunkt i, at det er vores aktiviteter som f.eks. arbejde, skole og indkøb samt tids- og familiemæssige bindinger, der grundlæggende bestemmer vores rejsemønster og valg af transportmiddel. Projektet udvikler derfor en ny generation af trafikmodeller, som tager udgangspunkt i den enkelte persons og families aktiviteter henover dagen. Det er nødvendigt for korrekt at kunne belyse konsekvenser af f.eks. trængsels- og parkeringsafgifter eller konsekvenser af ændringer på arbejdsmarkedet. Analyserne af folks aktiviteter og rejseadfærd baseres på interview med beboere i udvalgte husstande, ligesom nye dataindsamlingsmetoder med brug af bærbart GPS-udstyr undersøges. Projektet er tværfagligt og bygger bl.a. på adfærdsforskning, psykologi, statistik og økonomisk teori. Det gennemføres af et konsortium bestående af universiteter, offentlige organisationer og private virksomheder under ledelse af DTU Transport. De danske partnere er derudover Aalborg Universitet, Vejdirektoratet og Rapidis ApS. De udenlandske partnere kommer fra England, Svejts, USA, Chile og Israel. Bl.a. deltager Leeds Universitet, som er Europas største og førende universitetsmiljø indenfor transport. Projektet vil understøtte videreudvikling af den igangværende opbygning af et nationalt trafikmodelsystem i Danmark og resultere i nyskabende international forskning.


Titel: IRUC - Intelligent Road User Charging
Bevillingsmodtager: Seniorforsker Mogens Fosgerau, DTU Transport
Bevilget beløb: 18.499.998
Samlet budget: 21.319.583
Forskeruddannelse: 4 ph.d.'ere og 2 post.docs
Periode: 2011-2014
Partnere: DTU Transport Københavns Universitet

Folketinget overvejer en stor afgiftsreform, som skal halvere registreringsafgiften og indføre kørselsafgifter i stedet. Reformen vil flytte omkring 10 mia. kr. om året, svarende til en halv efterløn. Den kan have tilsvarende store konsekvenser, som IRUC projektet skal gøre os bedre til at forudsige. Der er mange spørgsmål, som kalder på svar. Billigere biler vil give flere og større biler. Dyrere kilometer vil trække i den modsatte retning, men ingen ved endnu, hvad det samlede resultat bliver. Èn interessant bundlinie er klimaet, som måske vil blive mere belastet end i dag. En anden er de offentlige kasser. Det er ret afgørende at vide, om der kommer et stort hul, som efterfølgende skal finansieres. Det er oplagt at bruge en kørselsafgift til at begrænse trængslen. Trængsel koster generelt 1-2% af BNP i den vestlige verden. I Danmark vil trafikvæksten medføre, at trafikken på sigt bryder sammen, især omkring København. Ved at pålægge en afgift, der er størst der og når der er mest trængsel, kan trafikken fordeles væk og trængslen reduceres. Men hvor stor skal afgiften være? Hvor meget kan trafikken flyttes? Hvor meget reduceres trængslen? Selvom spørgsmålene tilsyneladende er enkle, er der mange udfordringer. Der er nok ingen områder der overgår trafik i kompleksitet. I et samarbejde mellem teknik og samfundsvidenskab vil de førende danske og udenlandske forskere arbejde med de nævnte spørgsmål under udvikling og anvendelse af de nyeste modeller og metoder.


Titel: Cooee - CO2 emission reduction by exploitation of rolling resistance modelling of pavement
Bevillingsmodtager: Professor Jeppe Dyre, RUC
Bevilget beløb: 13.821.693
Samlet budget: 17.045.954
Forskeruddannelse: 3 ph.d.'ere og 3 post.docs.
Periode: 2011-2014
Partnere: Danish Road Directorate, Danish Road Institute Roskilde University Department of Science, Systems and Models Technical University of Denmark, BYG NCC A/S Dynatest

CO2-udledningen fra transportsektoren været stigende, såvel i absolutte udledninger, som relativt i forhold til andre sektorer. Fra 1990 til 2006 er transport- sektorens andel af CO2-udledningerne steget fra 21 til 30 %. Vejtransporten er sektorens største synder, idet der her udledes hele 12,98 mio. tons CO2. årligt svarende til 78 % af den samlede udledning for transportsektoren. En reduktion af CO2 emissionerne fra vejtrafikken er derfor en forudsætning for at skabe et miljørigtigt og bæredygtigt transportsystem. Det skønnes i dag at 25 % af CO2-emissioner udledt på vejene sker fordi dæk og vej modarbejder hinanden, hvormed bilen må bruge mere brændstof for at bevæge sig. Dette fænomen kaldes rullemodstand. Formålet med projekt Cooee er at reducere rullemodstanden til et energieffektivt niveau. Projektet undersøger, hvordan forskellige belægningsmaterialer udvikler sig over tid, samt hvordan denne udvikling påvirker benzinforbrug og CO2 emission. Cooee vil hermed gøre os i stand til at fremskrive C02-emissioner, ligesom Cooee gør det muligt at identificere de mest CO2 venlige materialesammensætninger. Hermed skaber projektet et styringsredskab til at opsætte og indfri CO2-reduktionsmål i vejsektoren - både i forhold til anlæg og drift af vejnettet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 10. februar 2013