Seneste nyt 4. maj 2023
Regeringen har sammen med SF, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vedtaget en justering af aftalen om udflytning af uddannelser, der blandt andet giver professionshøjskolerne friere rammer til at placere uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver, hvor der er flest ansøgere.
Gode uddannelsesmuligheder er ikke kun til gavn for den enkelte. Det gavner både det danske samfund generelt og lokalsamfundene, der har brug for udvikling, liv og adgang til kompetencer, der følger med lokale uddannelser. Bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark er desuden en stor gevinst for de unge, der ikke har lysten eller ressourcerne til at flytte til en storby, men som får mulighed for at uddanne sig tættere på, hvor de bor eller vokser op. Ofte på mindre uddannelsesudbud med mulighed for en tættere kontakt med undervisere og medstuderende.
Den 25. juni 2021 blev der indgået en bred aftale, som ønsker at ændre de strukturer, som trækker uddannelses-Danmark skævt. En skæv fordeling af uddannelserne har stor betydning for resten af samfundet. Det gælder ikke mindst i forhold til vækst, udvikling og muligheder.
Det kræver, at der skabes bedre varige vilkår for at drive uddannelser de steder i landet, hvor det er svært at rekruttere eller at få de unge med på uddannelsesvognen. Det handler både om etablering af nye uddannelsesudbud og udflytning af uddannelsespladser på tværs af alle slags videregående uddannelser.
Alle omfattede videregående uddannelsesinstitutioner afleverede i januar 2022 oplæg til, hvorledes aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark kan udmøntes for egne institutioner.