Gå til indhold

Det fineste ansvar af alle

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved åbning af UCL Campus Odense den 9. februar 2017.

Det talte ord gælder

Kære bestyrelsesformand. Ærede gæster. Rektor, medarbejdere og ikke mindst studerende på Campus Odense.

Tillykke med den flotte bygning.

Tillykke med nye laboratorier, læsepladser og lokaler. Med moderne grupperum, motionsrum og mikroskopi-rum. Med bibliotek og brede, dynamiske gangarealer.

Men først og fremmest tillykke med jeres nye uddannelsesfælleskab.  

Hvor I før var spredt for alle vide vinde, er ni uddannelser nu samlet på ét sted. Lærere, radiografer, fysioterapeuter og mange flere skal nu studere under samme tag. 

De studerende, der samles her på Campus Odense, er velfærdens kernetropper.

I uddanner de pædagoger, der skal passe vores børn i fremtiden. De lærere, der skal uddanne vores unge. De ergo- og fysioterapeuter, der skal hjælpe os på benene igen, når kroppen svigter.

Det er ikke noget lille ansvar, der hviler på jer studerendes skuldre. For I skal ud og arbejde med det dyrebareste råstof, vi har – mennesket.

I skal understøtte, at hvert enkelt menneske udløser sit potentiale og får et godt liv. Ikke ved at gøre tingene for dem, men ved at klæde dem på til at gribe livet og fremtiden.

I er dannelsesambassadører

I har et ansvar for næste generations dannelse.

Som skolelærere skal I lære vores børn og unge, at dansk kultur er mere end flæskesteg, fodbold og Facebook. At også næste generation er en del af den kultur, der skabte HC Andersen, Karen Blixen og Grundtvig. 

Som sygeplejersker skal I behandle de syge med respekt og give dem hjælp til selvhjælp.

Som pædagoger skal I lære vores unge at tale ordentligt til hinanden - både i virkeligheden og på de nye sociale medier.

I skal være med til at skabe et nyt ”vi”.

Et ”vi” der tager ansvar for vores syge og ældre. Et ”vi”, der bringer dannelse og fagligt indhold ind i hovedet på vores unge.

Et ”vi”, der tager del i den demokratiske debat på en sober og sandfærdig måde.

Så vi sammen kan bygge videre på Danmark. Styrke det. I en ramme, der bliver ved med at være genkendelig. Med respekt for det, som gik forud for os. Og med mod på det, som ligger foran os.

I er dannelsesambassadører.

Der findes næppe et finere ansvar end det.

Samarbejde på tværs styrker uddannelserne

I har en stor udfordring foran jer. Ni uddannelser. Ni fagligheder. Ni forskellige fagsprog. Men jeres forskellighed er en styrke. For det er i mødet mellem de forskellige fagligheder, at man bliver klogere og nye ideer opstår.

Det er ikke nok bare at være til stede i den samme bygning.

Derfor er det rigtigt set, at UCL etablerer tværprofessionelle forløb her på Campus Odense.

Jeres evne til at samarbejde med andre faggrupper er efterlyst på arbejdsmarkedet. 

Der er brug for, at læreren taler med pædagogen, hvis et barn ikke trives.

Og der er brug for, at sygeplejersken og ergoterapeuten taler sammen om den bedste genoptræning for en patient.

I skal ville tværfagligheden og prioritere den i hverdagen. Kun ad den vej får I skabt et solidt fundament for et samarbejde, der kan bruges på den anden side af murene.

Ude i virkeligheden.

I krydsfeltet mellem teori og praksis

Og netop virkeligheden har I et godt forhold til på UCL. Jeres uddannelse ligger i krydsfeltet mellem teori og praksis. I har en helt særlig adgang til det arbejdsmarked, I uddanner til.

Måske er det derfor, jeres dimittender er efterspurgt på arbejdsmarkedet.   

Den viden, I skal indsamle her på stedet, skal gøre jeres uddannelser mere spændende. Men den skal også forbedre det arbejde, der udføres i regioner og kommuner rundt om i Danmark. 

Det er jeres ansvar at bringe den nyeste viden i spil, både på studiet og på det arbejdsmarked, der venter på den anden side af murene.

Rammerne på plads

På denne side af murene har I alt, hvad der skal til for at få et godt studieliv. Jeres nye campus byder på avanceret radiografisk udstyr, bevægelsessal og en festsal med plads til 900 mennesker.

Der indrettes endda et lille hospitalsafsnit med senge-udstyr og ikke mindst patienter i form af robotdukker, så undervisningen af sygeplejersker bliver så virkelighedsnær som muligt.  Men I vil også opleve, at vi stiller krav til jer.

I skal studere flittigt og gøre jer umage. Til gengæld får I fire år med fordybelse, specialisering, praktik og mulighed for udlandsophold. 

Med flid, fordybelse og dygtighed kan I få en berigende studietid.

Den mulighed håber jeg, at I vil gribe.

Det er professionshøjskolernes kendetegn at uddanne til livet, men også at være regionalt funderet. Der er ikke en by eller et landområde, hvor jeres dimittender ikke spiller en vigtig rolle i det lokale samfund. Og det skal I anerkendes for.

Her i Odense og omegn er der brug for jer. På skoler, institutioner og bosteder. På sygehuse og i private klinikker. Derfor er det godt at se, at der i de seneste år er flere unge, som har ønsket at studere her på UCL. 

Et menneske-ansvar

I er velfærdssamfundets kernetropper.

Og lige her på Campus Odense begynder jeres fremtid. 

I tager afsæt i et nyt og spændende uddannelsesfælleskab.

Og jeg håber, I vil gøre jer umage med at se jeres forskelligheder som en styrke. 

Og gøre jer umage med at bringe den nyeste viden i spil ude i virkeligheden.

Som dannelsesambassadører har I også et stort ansvar. Et ansvar for, at vi som samfund også hænger sammen fremover.

Et menneske-ansvar. Det fineste ansvar af alle.

Tillykke med Campus Odense. 

Tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023