Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Taler 2018 Tag kampen op mod lethedens kavaleri

Tag kampen op mod lethedens kavaleri

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved EliteForsk i Operaens Foyer den 1. marts 2018.

Det talte ord gælder.

Kære prismodtagere
Mine damer og herrer

Velkommen til EliteForsk 2018.
I dag har jeg fornøjelsen af at uddele nogle af Danmarks største videnskabelige hædersbeviser – EliteForskprisen og EliteForsk rejsestipendiet.

Tænk over det et sekund, mine damer og herrer. Mængden af klogskab i det her rum er jo nærmest skræmmende. Særligt, når vi sammenligner med, hvor jeg nogen gange er…

Så er det godt at se, der også er blevet plads til min særlige rådgiver, Martin, gode venner i pressen og enkelt blandt publikum. Velkommen til jer også!

I dag skal vi hylde forskningen. Og de priser, vi uddeler, er både en anerkendelse af jer forskere og en investering i fremtiden.

Med eliteforskning sætter vi Danmark på verdenskortet. Skaber nye erkendelser. Gør det danske fælleskab rigere og klogere.

Alligevel er det sjældent, at en publikation i Science eller Nature giver adgang til tv-avisen. Så er det nemmere at komme i medierne, hvis man siger, at jorden er flad – eller hvis man brokker sig over det alt, alt for lave vandtryk i København. Alt for lave.

Men det usædvanlige talent – som jeres - har også brug for opmuntring, for opmærksomhed, for rampelys. Vi skal blive bedre til at værne om de særlige præstationer i det her land. Det er essensen af EliteForsk.

Sandheden om Mozart

Jeg har glædet mig til at uddele årets priser her i Operaen. En af mine yndlingsoperaer er Tryllefløjten af Mozart. Den spiller derinde i koncertsalen i aften kl. 20, og jeg kan varmt anbefale den.

Tryllefløjten er en skøn historie om kærlighed og ondskab, om store egoer og nedrigt magtspil. På den måde adskiller handlingen sig ikke stort fra en ganske almindelig dag på Christiansborg…

Vi kender alle Mozart. Han var et gudsbenådet vidunderbarn. Et musikalsk talent. Uden de store anstrengelser rystede han det ene mesterværk efter det andet ud af kniplingeærmet.

Eller hvad?

Er sandheden om Mozart er en anelse mere kompliceret, end vi alle sammen gik og troede?

Ny forskning peger på, at den unge Amadeus var en knokler af Guds nåde. Han øvede sig på cembalo fra han var ganske lille. Komponerede i perioder det meste af døgnets 24 timer. Sagde nej til søvn og selskab for at kunne hellige sig nodepapiret.

Historien om Mozart rummer et vigtigt budskab til os: Hvis man vil nå det sublime, kræver det fordybelse. Det kræver flid, og det kræver hårdt arbejde. Af ingenting kommer ingenting, som man siger i Jylland.

Prismodtagere der ikke giver op

Når man læser portrætterne af dagens prismodtagere, er det tydeligt, at det har krævet ofre at nå de resultater, som vi skal søge at fejre behørigt.

Én prismodtager taler om den svære fordybelse. Om det frustrerende i hele tiden at blive forstyrret og ikke kunne nå at færdiggøre sine tanker.

En anden taler om, at arbejdet med forskning er fuld af glæder. Men også store skuffelser.

En tredje har nær været ved at miste troen på en forskerkarriere undervejs.

Men I har holdt ud. I er blevet ved, der hvor andre har givet op. Ligesom Mozart tog taget kampen op mod rastløsheden og lethedens kavaleri. Engagementet, fordybelsen og nysgerrigheden fik lov at vinde.

Det er det stof, vi skal bygge Danmark på i fremtiden.

Vi skal genopdage fordybelsen

Når jeg kommer hjem om aftenen, lægger jeg af og til min mobiltelefon i køkkenet og omstiller til noget der hedder fastnettelefon.

Ja, jeg har en fastnettelefon. Det kan man grine af. Det er der ikke meget fremtidsminister i. Men mit alternativ er, at jeg ellers går og glor ned i mobiltelefonen hele aftenen.

Rastløsheden udfordrer os mere end nogensinde i de her år. Hvis et budskab ikke kan formidles og forstås på under 280 tegn inklusive hashtag, er vi hurtigt videre.

Internettet giver os mange fordele, men det har også gjort os forvænte.

Når vi ser på civilisationens grundsten – kunst, litteratur, videnskab – så er meget af det skabt af mennesker, som har været i stand til at filtrere distraktioner fra. Mennesker, som har været i stand til fordybelse og det at dvæle.

I koncertsalen derinde sætter de af og til en Wagner-opera op. En opera som Niebelungens Ring varer 15 timer. 15 timer!

Opera kræver, at man er til stede, at man giver sig hen. At man glemmer alt omkring sig for at være i nuet. Og det er jo der, vi har nogle af livets store øjeblikke – når vi føler en fuldstændig forbindelse til nuet.

Det er den fordybelse, vi skal genopdage. For med fordybelse kommer indsigt. Med fordybelse kommer viden og dybde. Og vi kan ikke klare os i Danmark uden fordybelse og fremragende forskning.

Vi skal række ud efter stjernerne

Fælles for alle modtagere af EliteForsk-prisen er, at resultaterne er international anerkendte.
De er excellente. Enestående.

Derfor er det også regeringens ambition, at få flere forskere som jer til at gro ud af det danske forskningsmiljø.

Og vi sætter ambitionerne højt i vores nye forsknings- og innovationspolitiske strategi. De bedste danske forskere skal være på Nobelpris-niveau.

Vores ambition er at samle fonde og det offentlige om at etablere nogle stærke forskningsmiljøer, hvor de allerbedste forskere kan skabe banebrydende resultater ikke bare til favn for Danmark, men til gavn for menneskeheden.

Vi skal styrke toppen af dansk forskning. Vores forskere skal fastholde og udbygge deres postion som nogle af de bedste i verden.

Men vi skal også styrke kvaliteten i bredden. Vi skal gøre det attraktivt og nemmere for yngre forskere at avancere.

Derfor forbedrer vi også karrieremulighederne for yngre forskere. For vækstlaget.

Talentfulde forskere skal have gode karrieremuligheder. Det er en vigtig dimension.

Når det samlede orkester spiller, bliver musikken god. Det gælder også for dansk forskning.

Inspiration udefra

Inspiration udefra er vigtig. Mozart sad ikke alene bag låste døre og fik inspiration til sine værker. Han drog ud.

Blandt andet var han i Italien, Tyskland, Frankrig og England for at suge til sig af tidens musikalske strømninger.

Det samme gælder forskningen. God forskning er grænseoverskridende.

God forskning bryder både faggrænser, landegrænser og sætter de grænser, der måtte være for etableret lærdom.

Derfor er EliteForsk rejsestipendierne et vigtigt instrument i vores bestræbelser på at understøtte dansk eliteforskning.

Når vi sender vores fremmeste forskerstuderende ud til internationale forskningsmiljøer, skaber det ikke blot muligheder for den enkelte studerende. Det skaber også god reklame og godt kendskab til Danmark i den internationale videnøkonomi.

Så vi kan blive endnu bedre til at tiltrække dygtige forskere her til landet.

Tag kampen op mod lethedens kavaleri

Det må godt være svært at blive dygtig. Det vidste Mozart dengang i lejligheden i Wien.

Og uden at lægge jer ord i munden, så tror jeg og-så, I ved det. Det kræver fordybelse og dedikation at række ud efter stjernerne.

Den erfaring skal I lære fra jer. Og italesætte. Så vi ikke bliver fanget i rastløsheden.

Så det 21. århundrede ikke bliver husket som lethedens og overfladens tid.

Så vi kan blive ved med at bidrage med nye opdagelser og fremragende forskning, der sætter Danmark på verdenskortet.

Så kære prismodtagere: Gå ud og vis verden, at flid og fordybelse betaler sig. Inspirer jeres kolleger med de fremragende resultater. Sæt jeres lys på en stage – ikke på en spand – eller under en skæppe, som det hed i gamle dage. Vær forbilleder for fordybelse og klogskab.

Det er ikke overstået før lethedens kavaleri ridder baglæns.

Som Mozart sagde:

”Det er en fejl at tro, at det er nemt for mig at udøve min kunst. Ingen har givet så meget opmærksomhed til studiet i komposition som jeg.”

Tillykke med priserne.

Tak for opmærksomheden.

Senest opdateret 02. marts 2018