Det talte ord gælder
Det er en fornøjelse at byde velkommen til Uddannelsesmødet 2013.
Jeg har glædet mig til et par intensive dage med oplæg, dialog og diskussioner om, hvordan vi styrker de danske videregående uddannelser.
Forrige lørdag havde Berlingske Tidende denne forside "Det er de andres skyld!".
Afsættet for artiklen var, at de danske uddannelser sejles agterud, og ansvaret eller aben - i følge avisen – bliver sendt rundt i kredsløb:
- De studerende siger, at underviserne er uambitiøse
- Underviserne påpeger, at det er de unge, der er nogle bavianer
- Formanden for rektorerne skyder efter politikerne
- Og ministeren fremhæver uddannelsesinstitutionerne ansvar.
Min indgangsreplik til Uddannelsesmødet er; kan vi ikke blive enige om, at vi ikke sender aben videre?
Kan vi ikke blive enige om, at vi har et fælles ansvar for udviklingen af vores uddannelser?
Og det er et stort ansvar. For betydningen af uddannelse er større en nogensinde.
Siden den finansielle og økonomiske krise satte ind i 2008 har Danmark tabt mere end 100.000 arbejdspladser.
Og nedturen har ramt én gruppe i den danske befolkning hårdere end nogen andre; de ufaglærte.
Jo, de nyuddannede dimittender har i dag også sværere ved at gå direkte ud i job end, da vi havde højkonjunktur.
Men samlet set er det de ufaglærte, der er krisens store tabere.
Regeringen er derfor kompromisløs, når det gælder den massive satsning på uddannelse - og ambitionen om at skabe grundlaget for den dygtigste generation nogensinde.
Regeringens målsætninger er tårnhøje.
Og de seneste to års rekordoptag samt kvote to
ansøgningsrunden her i marts, der tyder på endnu en
rekord til sommer - viser at vi faktisk er godt på vej mod at nå målet om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse.
Vi må ikke miste et job...
Men krisen har ikke alene synliggjort behovet for, at vi skal uddanne flere.
Den har også tvunget os til at spørge os selv, om vi uddanner rigtigt og godt nok?
Under krisen har flere danske virksomheder måtte opgive at besætte stillinger eller tilmed været tvunget til at flytte arbejdspladser ud af landet, fordi der mangler kvalificeret arbejdskraft i Danmark.
På den ene side rammes de ufaglærte af den manglende vækst. På den anden side er manglende kvalifikationer netop en af årsagerne til, at væksten udebliver. Det duer selvfølgelig ikke.
Vi må ikke miste et job i Danmark, fordi de rette kvalifikationer ikke findes på det danske arbejdsmarked. Det gør vi altså allerede i dag.
Og den udvikling vil accelerere, hvis vi ikke grundlæggende reformerer, den måde vi arbejder med de videregående uddannelser på i Danmark.
Jeg vil gerne fremhæve tre centrale udfordringer:
- For det første skal vi have et uddannelsessystem, hvor kvaliteten er tilstrækkelig høj til, at alle studerende får det størst mulige udbytte af deres uddannelse
- For det andet skal uddannelsesinstitutionerne i højere grad orientere sig i retning af behovet i samfundet og på arbejdsmarkedet
- Og endelig skal vi have skabt et videregående uddannelsessystem, der hænger bedre sammen med flere muligheder for den enkelte studerende.
Den sidste eksamen og det første job
Lad mig komme med et spørgsmål:
Hvor mange studerende går på en videregående uddannelser, hvor aftagerne primært er den private sektor? Er andelen under 25 procent? Ja/Nej
Samlet set går 24 procent af de studerende på uddannelser, som konsekvent har en høj andel ansat i den private sektor, mens 49 procent af de studerende går på uddannelser, som konsekvent har en høj andel ansat i den offentlige sektor.
Vi er dygtige til at uddanne medarbejdere til den offentlige sektor – men forsømmer den private. Det har konsekvenser, at det private erhvervsliv har en ringe del af de højtuddannede.
Vi ved, at det har positiv effekt på BNP, når højtuddannede kommer ud på arbejdsmarkedet. Og virksomheder misser både produktivitet og innovation - og dermed går vi alle glip af en masse arbejdspladser.
Produktivitetskommissionen har f.eks. påvist en stor potentiel produktivitetsgevinst, hvis flere med en videregående uddannelse fik job i servicesektoren. Og sammenligner man f.eks. vores servicesektor med den amerikanske, har færre end hver fjerde af de beskæftigede i Danmark en videregående uddannelse, mens det i USA er flere end hver tredje.
Det vil også gavne danske produktionsvirksomheder at få flere ansatte med en videregående uddannelse. Kedeldragter og kitler er en god kombination, der kan aflæses på bundlinjen.
Regeringen har i sin innovationsstrategi opsat et mål om, at Danmark skal op i top fem i Europa i 2020, hvad angår andelen af højtuddannede i den private sektor.
Levede vi op til det i dag, vil andelen af personer med en videregående uddannelse i den private sektor være øget med 28 procent og have øget den samlede private sektors værditilvækst markant..
Men vi har på trods af massive investeringer i uddannelse et privat arbejdsmarked i Danmark, hvor der er relativt få højtuddannede efter international målestok.
Det er en ubalance, der ikke er holdbar i en verden med stærk international konkurrence, hvor virksomhederne slår sig ned, hvor de dygtigste medarbejdere findes.
Det er en ubalance, der ikke er holdbar, når 150.000 ud af de ekstra 160.000 arbejdspladser, som vi forventer bliver skabt frem mod 2020, vil være i den private sektor.
Jeg mener ikke, at uddannelsesinstitutionerne i tilstrækkelig grad har omstillet sig til den virkelighed.
Og jeg tror, forudsætningen for forandring kræver et opgør med nogle vaneforestillinger. Måske først og fremmest en erkendelse af, at relevans også er kvalitet.
Jeg tror, at der er en tendens til inden for uddannelsessektoren at skelne mellem kvalitet og relevans. Men det gør man altså ikke ude på virksomhederne. Her er relevans kvalitet.
Og den kvalitet der efterspørges er en stærk kernefaglighed. Det er tværfagligt samarbejde og det er omstillingsparathed.
Det er det såkaldte T-formede kompetencebegreb, hvor den lodrette linje repræsenterer kernefagligheden, mens den vandrette linje repræsenterer tværfagligheden og evnen til at omsætte ny viden i mødet med andre fag.
Det handler ikke om at uddanne uselvstændige unge med paratviden. Det handler om at uddanne selvstændige unge, der er parate til at bruge deres viden.
Netop selvstændighed og kritisk sans efterspørges i erhvervslivet.
For nogle måneder siden var jeg sammen med Jim Hageman, der er direktør for den tyske software gigant SAP, der har omkring 65.000 ansatte.
Han fortalte, at det der kendetegner danske medarbejdere er, at de tager chefens beslutninger som udgangspunkt for en god drøftelse. Og at det er en god ting!
Relevans er kvalitet.
Og jeg oplever heldigvis, at det er en proces, der så småt er i gang.
Fra de nye erhvervsakademier, der udvikler uddannelserne i tæt samspil med lokale aftagere, til de traditionsrige, humanistiske fakulteter, der sender flere og flere dimittender direkte ud i eksportbranchen.
Der er ikke nogen modsætning mellem relevans og kvalitet. Jeg ved godt, at nogle kommentatorer og lederskribenter prøver at opstille den modsætning.
Men det forekommer noget altmodisch og ufrugtbart, at gøre det - der er relevant efter sidste eksamen - til modsætningen af det, der er kvalitet inden.
Høj faglighed er altså ikke noget andet end det erhvervslivet efterspørger. Det er faktisk højest på deres ønskeseddel.
Og jeg mener, at vi skal passe på med, at uddannelserne ikke lukker sig om sig selv og fokusere på deres eget kvalitetsbegreb.
Jeg vil meget gerne være med til at fremme, at uddannelsesinstitutionernes ikke blot har fokus på sidste eksamen, men også på de færdiguddannedes første job.
Hvordan sikrer vi en højere kvalitet
Hvad med kvaliteten på uddannelserne?
Skaber det videregående uddannelsessystem som vi kender det i dag de bedst mulige rammer for, at hver enkelt ung studerende kan udleve sit fulde potentiale?
Har vi et aktiv og levende studiekultur med motiverede studerende og en høj studieintensitet?
Jeg mener ikke, at vi i dag kan svare ja på de spørgsmål.
Kvaliteten af en uddannelse hænger naturligvis sammen med både omfanget, indholdet og tilrettelæggelsen af undervisningen.
Man kan ikke lave en entydig kobling mellem antallet af undervisningstimer og kvalitet.
Kvalitet er ikke lig antallet af timer. Men det modsatte giver jo heller ikke mening.
Altså at undervisningens omfang ingen betydning har for kvaliteten. For så kunne vi jo klare det hele med et brevkursus.
Jeg kommer ikke med centralt fastsatte minimustimetal – det er uddannelsesinstitutionernes ansvar at vurdere, hvilken løsning der er bedst.
Men vi kan omvendt ikke sidde det overhørig, når vi hører om studerende på såvel universiteter som professionshøjskoler, der melder fra studier med den begrundelse, at der er for få udfordringer og at niveauet er for lavt.
De studerende skal have undervisning af høj kvalitet. Høj kvalitet indebærer, at undervisningen varetages af de underviser, der er bedst egnet til at undervise i de pågældende fag.
Ved et møde tilbage i marts måned i Videnskabernes Selskab sagde jeg med et smil på læben følgende udsagn:
Jeg er bange for, at en del studerende har det med undervisning varetaget af forskere, som med forekomsten af ulve i Jylland. Man hører rigtig meget om det. Men det er yderst sjældent, at man oplever det på tæt hold.
Uddannelserne skal tilbyde faglig dygtige og engagerende undervisere. Og studierne skal være på fuld tid.
Vi har undersøgelser fra flere institutioner, der viser, at de studerende end ikke studerer fuld tid. Og der er flere steder udfordringer, når det gælder intensiteten i studierne. Det skal der ændres på.
Og jeg glæder mig til at høre jeres bud på, hvordan vi fremmer en aktiv studiekultur, med høj studieintensitet og kvalitet i undervisningen.
Fleksibilitet er et middel til bedre uddannelser
Der starter omkring 60.000 studerende hvert år på en videregående uddannelse. Og de har cirka 1.000 uddannelser at vælge imellem. Det virker noget overvældende.
Jeg mener, at vi har skabt et uoverskueligt system, hvor manglende koordinering gør det vanskeligt for den studerende at søge på tværs i systemet for at kombinere relevante uddannelseselementer eller foretage sporskifte.
Resultatet er ofte dobbeltuddannelse, spildtid, frafald og en forsinket overgang til beskæftigelse.
Det er min ambition, at der skabes et system, der har den studerende i centrum.
Det er min ambition, at der skabes et mere sammenhængende uddannelsessystem, hvor studievejene er klare og forståelige, så den studerende kan træffe kvalificerede studievalg.
Det voksende optag i de kommende år vil øge behovet for individuelt tilpassede studieforløb med flere af- og påstigningsmuligheder.
Alle uddannelser skal give de studerende muligheder for at udvikle deres faglighed i relation til arbejdsmarkedet.
En uddannelsessektor der giver frihed til forskellighed, og anerkender at de unge har forskellige mål i livet, eliminerer ikke faglighed, fordybelse og dannelse.
Frihed og fleksibilitet er i lige så høj grad en mulighed for øget fordybelse og øgede muligheder for at vælge at gå endnu længere ud af erkendelsens smalle sti, hvis man evner og ønsker det.
Det handler om at indrette uddannelserne med klare og fleksible uddannelsesveje gennem systemet, uanset, hvor uddannelsen er påbegyndt.
Og det handler om, at der ikke skal sættes begrænsninger for, hvor meget man må lære og hvor klog man kan blive.
Regeringen prioriterer uddannelse
Uddannelse er et af de vigtigste indsatsområder for regeringen. Og vi har prioriteret uddannelse fra dag 1.
Nu er jeg jo ikke tilhænger af, at man skal måle og tælle alting.
Men jeg syntes alligevel, at det fortæller lidt om regeringens prioriteringer, at ordet uddannelse forekommer 163 gange i regeringsgrundlaget.
Mens f.eks. ordet grænsebom ikke er nævnt. Optællingen taler for sig selv. Og siger noget om, hvad vi taler om i dag i forhold til for halvandet år siden.
Vi har arbejdet målrettet på at give institutionerne de rigtige rammer til at tage den udfordring op.
Regeringens økonomiske oprydning og de omfattende reformer af blandt andet SU-systemet har ikke toppet nogen popularitetsliste.
Men de har gjort det muligt at foretage rekordstore investeringer i uddannelse, forskning og innovation.
Både universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier har for første gang nogensinde fået flerårige basisbevillinger.
Og der er udmøntet milliarder af kroner til udbygning og modernisering af uddannelsesinstitutionerne.
Regeringen har skabt rammerne for den bedst uddannede generation nogensinde.De rammer skal udnyttes. Og her har I en kæmpe opgave.
De videregående uddannelser skal give de studerende redskaber til at omsætte deres viden til praksis.
Og det handler i høj grad om kvalitet i uddannelserne og høj faglighed.
Vi må ikke miste et job i Danmark, fordi de rette kvalifikationer ikke findes på det danske arbejdsmarked.
Vi skal uddanne de rigtige og bedre
Lad mig afslutningsvis komme med endnu en avisoverskrift.
Denne gang fra i fredags – og fra Weekendavisen. "Østergaards trussel"
Østergaards trussel! – ja, det ser jo lidt skræmmende ud.
For her har jeg jo åbenlyst sat uddannelserne under mikroskop for at detailstyre, målrette taxametertilskud og finjustere dimensioneringerne på Danmarks uddannelsesinstitutioner. Endda med royal assistance.
Men det er nu ikke det - som er mit ærinde.
Jeg vil gerne i dialog med hele uddannelsessektoren. Det er en åben invitation. Og alt er i spil.
Det jeg er optaget af, er at vi skal uddanne de rigtige, og at vi skal uddanne bedre.
Der er rigtig mange, der har forslag til, hvordan vi kan løse de udfordringer.
Min ambition er, at det er en opgave, vi løfter sammen.
Jeg er ikke interesseret i nogen abekrig. Der er ikke de andres skyld. Vi har en stor opgave foran os, hvor vi finder løsninger i et samarbejde.
Derfor glæder jeg mig ekstra meget til Uddannelsesmødet. Jeg glæder mig til nogle spændende oplæg. Og jeg glæder mig til nogle intense og nuancerede debatter.
Velkommen.