- Ordlista / Miniordbog (Nederst på siden)
- RESUMÉ / Svenska (Nederst på siden)
- RESUME / Dansk (Nederst på siden)
- Elevgrundlag
- Hvordan får jeg skaffet mig et frikort?
- Hvor ligger der en svømmehal? Vil du hjælpe mig med at melde mig ind?
- Hvor ligger Østerbrogade?
- Hvor tror du, at det er værst at sidde i fængsel – Blegdamsvej eller Vestre?
Skolen har også elever med forældre fra Somalia, Tyrkiet, Albanien, Pakistan og andre lande, men det er klart de palæstinensiske børn, der dominerer billedet, og konfrontationerne eleverne imellem kan være barske og hadefulde. Der går hurtigt politik og religion i konflikterne, og den sociale kontrol er skrap.
Langt størstedelen af børnene bor i lokalområdet i en bebyggelse uden etnisk danske beboere. En såkaldt social ghetto. Børnene er for de flestes vedkommende født og opvokset i Danmark.
Vejleder fra 6. - 9. klasse
At hjælpe børnene med at søge om frikort, udfylde feriepengeformularer, melde sig ind i diverse klubber eller finde rundt i de københavnske gader er en del af mit vejlederarbejde, hvilket dog ikke fremgår af min jobbeskrivelse...
Mit egentlige ansvarsområde er – i samarbejde med skolens lærergruppe – at forberede og ruste eleverne til at fortsætte i uddannelsessystemet efter endt skolegang. Dette arbejde tager officielt sin begyndelse på 6. klassetrin og fortsætter, til eleverne efter 9 års skolegang forlader skolen.
Ungdomsvejleder til det 19. år
Efter endt grundskole går jeg fra at være børnenes skolevejleder til at være de unges ungdomsvejleder. Jeg holder kontakten til dem, indtil de fylder 19 år, og står til rådighed med hjælp og vejledning i uddannelsesspørgsmål. Bliver jeg bekendt med, at de har forladt et uddannelsesforløb, har jeg en opsøgende funktion.
Tosprogede unge og det danske uddannelsessystem
Vel vidende, at der er meget store forskelle på uddannelsesmønstret og gennemførelsesfrekvensen i de forskellige etniske grupper, tegner der sig et særdeles dystert billede, når vi ser nærmere på de tosprogede unges succes (eller mangel på samme) med ungdomsuddannelserne.
Trods det, at næsten 100 % af de unge fortsætter i uddannelsessystemet efter endt grundskole, er der på enkelte af erhvervsuddannelserne et frafald på mellem 60-70 %, når det gælder de tosprogede unge. Og de få, der gennemfører skoleforløbet på fx en teknisk skole, har meget vanskeligt ved at færdiggøre uddannelsen, fordi de har svært ved at skaffe sig en lære-/elevplads. Til sammenligning er frafaldet på erhvervsuddannelserne for de etnisk danske unge på ca. 30-35 %. På de gymnasiale forløb er frafaldet blandt vores tosprogede unge på 25 %.
Problemer i vejledningen
I min vejledning af børnene på skolen har jeg de ovenfor beskrevne problemer i baghovedet. Hvordan formidles disse fakta til elever – og ikke mindst til deres forældre – uden at give dem oplevelsen af, at der ingen uddannelsesmæssig fremtid er for tosprogede unge i Danmark?
Jeg forsøger så realistisk, det er mig muligt, at gøre det klart for både de unge og deres forældre, at de selv kan gøre en væsentlig forskel og dermed påvirke de fremtidige muligheder for ”at bide sig fast” i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet.
Mit udgangspunkt er mine mange samtaler med skolens elever, hvor jeg oplever en lang række ensartede problemer, som har store konsekvenser for børnenes videre uddannelsesforløb. Det kan være følgende:
- Selv på de ældste klassetrin er børnenes viden om uddannelsessystemet og om job-mangfoldigheden meget, meget begrænset (den samme uvidenhed gælder mange af forældrene).
- En alt for stor del af skolens elever er rent fagligt væsentligt ringere end etnisk danske børn på samme alderstrin. De har et markant karakter-efterslæb.
- Både forældre og børn udtrykker ofte uddannelsesønsker, der kan ligge kilometer fra børnenes faglige og/eller sociale kompetencer, og mange af dem giver udtryk for en ekstrem mangel på viden om arbejdspladsers krav til arbejdskraften.
- Kun få elever har erhvervsarbejde efter skoletid, og de får derfor ikke skabt sig kontakter og netværk til eventuel brug i jagten på en læreplads siden hen. Herudover får de ikke lært sig "arbejdspladskultur" og bliver ikke fortrolige med skrevne og uskrevne regler på en arbejdsplads.
- Den største del af skolens elever deltager ikke i strukturerede aktiviteter efter skoletid – og slet ikke pigerne. De møder derfor ikke andre unge uden for deres egen "etniske kreds" og får ikke udvidet deres sociale netværk.
- Børnene er uvidende om forældrenes og større søskendes arbejde og eventuelle uddannelse. De ved ikke, om forældrene overhovedet har et arbejde – og heller ikke, hvor familiens indtægter kommer fra.
- Det er vanskeligt at få forældrene i tale. Fremmødet på skolens forældremøder er ringe.
- Mange af forældrene står uforstående over for den danske skoletradition med dens utallige diskussioner, debatter, medbestemmelse, selvstændighed – og forældrenes og skolens fælles ansvar for børnenes faglige og personlige udvikling.
- De unge kender ikke deres by, byens tilbud, kulturinstitutioner, arbejdspladser i nærområdet m.m., hvilket giver dem et "efterslæb" i forhold til mange etnisk danske unge i erhvervsuddannelserne såvel som på gymnasieområdet.
- En meget, meget stor andel af skolens børn er ekstremt oplevelsesfattige. I deres hverdag, i ferier og på fridage befinder de sig i hjemmet eller i den allernærmeste omegn af hjemmet. Faderen er ofte "fraværende" derhjemme, går tidligt hjemmefra og kommer sent hjem, og bliver derfor ikke en rollemodel eller en opdrager i familien. Dette er især til stor skade for drengene.
Hvordan får de succes i arbejdslivet?
Det er en kendsgerning i Danmark, at kun fem ud af ti tømrere laver tømrerarbejde, og at kun seks ud af ti, der laver tømrerarbejde, er uddannede tømrere. Det siger noget om, at faglige kompetencer godt nok er vigtige, men at det er de personlige kompetencer, der afgør, om man får jobbet! Herudover skal man vide, hvad der kræves på en arbejdsplads, og hvilke koder der skal knækkes – med andre ord skal man kende til normer og adfærd på en arbejdsplads og de synlige og usynlige regelsæt.
Derfor har det store konsekvenser for mine elever, at de ikke får lært sig disse kompetencer, fx gennem et fritidsjob!
Herudover er det også en kendsgerning, at 90% af de danske virksomheder har under 20 ansatte. I Danmark anvendes i stor udstrækning lukkede rekrutteringskanaler, når nye medarbejdere skal ansættes. Det er billigere og lettere med mund-til-mund metoden og anbefalinger fra i forvejen ansatte – men det er katastrofalt for de tosprogede unge uden netværk, uden opsøgende adfærd, uden anbefalinger og referencer...
Det er disse småvirksomheder, de tosprogede unge og deres forældre bør opsøge og lære at kende. Mange af den slags virksomheder ligger i skolens nærområde eller nærmeste omegn, men de er helt ukendte for mange tosprogede familier.
Hvordan får de succes i uddannelserne?
Socialforskningsinstituttet fremkom sidste år med en undersøgelse, der påviste, at den mest afgørende faktor for, om det lykkes at gennemføre en uddannelse, er adfærden og kommunikationen i børnenes hjem. Er denne præget af diskussioner og samtaler om politiske, sociale og kulturelle emner, om skolegang og skoleproblemer, og deltager familien i kulturelle aktiviteter m.m., har det en positiv og meget afgørende effekt på børnenes succes i uddannelseslivet. En sådan kultur i hjemmet præger ikke mange af mine tosprogede familier, og det er igen medvirkende til et alvorligt efterslæb i de tosprogede unges kamp for at få en uddannelse.
Hvad kan forældrene gøre?
På møder med børnenes forældre lægger jeg mere og mere vægt på de ovenfor beskrevne problemstillinger. Og det bliver positivt modtaget, om end det er vanskeligt at få en egentlig debat i gang, når forskellige sproggrupper befinder sig i samme lokale, og når en stor del af forældrene –efter egen mening – ikke magter det danske sprog på et tilstrækkeligt niveau.
Ofte spørger forældrene skolens lærere og ledelse, hvad de dog konkret kan gøre for, at det skal gå deres børn bedre, end hvad de ser og oplever i deres boligkvarter. Ingen forældre ønsker en dårlig fremtid for deres børn, og kriminalitet og lediggang er også de tosprogede forældres skrækscenarie.
Nedenstående punkter præsenterer jeg for forældrene, så ofte det er mig muligt. Og jo tidligere i skoleforløbet vi kan få skolens forældre til at tage stilling til disse områder – des bedre.
- Vis interesse for jeres børns skolegang. Mød op til forældremøderne og deltag i debatten.
- Tag del i jeres børns erhvervspraktik. Forbered dem i fællesskab og besøg jeres børn i praktikugen.
- Giv jeres børn et stort og godt netværk (familien er ikke nok...). Lad dem gå til sport, i klubber, på ungdomsskolen m.m.
- Lad jeres børn få et fritidsjob, så de kan lære "arbejdspladskultur", allerede inden de skal starte på en uddannelse.
- Gør jeres børn vidende og nysgerrige (blandt andet for at forhindre ensidighed i det fremtidige uddannelsesvalg).
- Tal, tal og tal med børnene om deres oplevelser i og uden for skolen, om jeres liv før og nu, og om store og små verdensbegivenheder.
- Lær jeres børn byen at kende – hele byen og alle dens kultur- og fritidstilbud. Det er meget, meget vigtigt, især for de unge, som senere hen vil i gymnasiet.
- Skolestarten er vigtig, men det er skoleafslutningen også. Som forældre bør I møde frem til dimissionsfesten for sammen med jeres børn og deres lærere at fejre, at ét forløb er slut, og at noget nyt i jeres børns liv skal til at begynde.
- Hold jeres børn fast i uddannelsessystemet – tillad ikke afbrydelser.
- Giv jeres børn opmuntring og støt dem – også i at det altid er godt med ekstra undervisningstilbud af enhver slags.
Samtaler med de unge
I mine samtaler med skolens elever presser jeg dem hårdt, når emnet fritid kommer på banen. Jeg forsøger at provokere dem til at være nysgerrige og opsøgende – men det holder hårdt! Når jeg fortæller dem, hvor afgørende en aktiv fritid er for deres videre uddannelsesforløb, er de fulde af forståelse. Men derfra og til aktivt at opsøge et fritidstilbud – der er lang vej.
Såvel blandt skoleeleverne som hos de unge, der allerede har forladt skolen, er det karakteristisk, at de helst vil gøre tingene "i flok". Har én fået en idé til et uddannelsesforløb, kan jeg være sikker på, at han eller hun vil have 2-3 venner eller veninder med på uddannelsen. Men hvad der er godt for den ene, er ikke nødvendigvis godt for den anden. Det er vanskeligt at forklare, da mange af mine unge i forvejen vælger sig et uddannelsesforløb ud fra tilfældigheder eller en pludselig indskydelse – eller fordi de har hørt et og andet hjemme i kvarteret. Det er særdeles vanskeligt for dem at udvise selvstændighed og individualitet, når de skal vælge uddannelse.
Uden uddannelse går det ikke
Men alle har de forstået, at uden uddannelse går det ikke. Det ved både forældrene og de unge. Alligevel springer adskillige fra deres uddannelse undervejs i forløbet, og ofte er det med begrundelser, som absolut hører til i småtingsafdelingen – men med store konsekvenser for deres senere mulighed for at "komme ind i varmen" igen.
At uddanne sig indebærer altid en dannelsesproces i et eller andet omfang. Man lærer sig selv bedre at kende, må måske tage fastlåste holdninger og meninger op til revision, bliver tvunget ud i samarbejdsrelationer, man ikke er vant til osv. Altså er det at tage en uddannelse også et spørgsmål om at turde... At turde forandre sig, at turde møde nye holdninger, at turde lade sig påvirke. Måske er det et mod, som mange af mine unge endnu ikke har fået med sig hjemmefra?
Alternative tiltag
For at gøre forældrene så trygge som muligt og for at nå flest mulige forældre til arrangementer, hvor jeg orienterer om uddannelsesspørgsmål, vil vi på skolen supplere de ordinære forældremøder med egentlige "etniske" aftener. Vi vil invitere forældre fra samme sproggruppe for på denne måde at undgå det virvar, der opstår, når flere forskellige tolke undervejs skal oversætte til forskellige sprog. Der vil blive en anden form for intimitet og tryghed, når det kun er forældre fra samme etniske gruppe, der skal debattere og diskutere deres børns fremtidige uddannelsesmuligheder.
For at nå flere forældre har jeg som vejleder også en aftale med beboerformanden i den bebyggelse, der huser de fleste af vores elever. Jeg kommer til forældrene, frem for at de skal komme til mig! Måske kan jeg nå flere af de forældre, som det er allermest nødvendigt at få kontakt med, når uddannelsesmøder holdes i deres eget beboerlokale – frem for på skolens lærerværelse?
Og så har vi på skolen gjort forsøg med at starte uddannelsesorienteringen af forældrene så tidligt som på 2. klassetrin... Jeg har som vejleder deltaget i forældremøder, hvor jeg har orienteret forældrene om nødvendigheden af så tidligt som overhovedet muligt at stimulere børnene til at udvise nysgerrighed og interesse for alt, hvad der omgiver dem i samfundet. Forældrene på dette klassetrin gik livligt ind i debatten, og de tog absolut positivt imod mig – om end man må sige, at det er tidligt at starte en ”udskolingsdebat” på 2. klassetrin.
Konklusion
Min erfaring er, at når de unge og deres forældre er blevet overbevist om, at vi arbejder for samme sag – nemlig at flest muligt af skolens elever får sig en uddannelse – så er det også legitimt at stille krav til dem. De stiller krav til mig og til skolen, hvad der er helt rimeligt. Men vi skal også turde stille krav til dem som forældre og ikke mindst til de unge. Træerne vokser ikke ind i himlen – der skal virkelig gøres en indsats.
Det er nødvendigt at sige tingene direkte. Dét giver forældre ofte udtryk for, at de ønsker. Min målestok er som regel: Hvad ville du i en lignende situation sige til et etnisk dansk barn og hans/hendes forældre? Vi behøver ikke at pakke tingene ind i spiselige udgaver, og det kan også være nødvendigt at ”skyde nogle balloner ned”. Det vil blandt andet sige at tale åbent om fedme, motion, tv-vaner, at komme ud af ”sit eget kredsløb”, kriminalitetens konsekvenser og at diskutere det at være dansk og muslim på én og samme tid.
Når forældrene og de unge erfarer, at jeg hjælper med ansøgninger, tager kontakt til arbejdspladser og af og til skaffer en læreplads – så er det ikke vanskeligt også at tage fat på de mere følsomme emner. Og i modsætning til mange etnisk danske forældre, så udviser de tosprogede forældre oftest stor, stor taknemlighed for den indsats, der gøres for deres børn.
På "min" skole er der virkelig noget at slås for – såvel menneskeligt som samfundsøkonomisk.
Og glæden, når tingene lykkes, er stor for både de unge og deres forældre – og for mig.
Om forfatteren
Jeannett Skov er uddannelsesvejleder ved Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i København, www.uu.kk.dk. Hun er uddannet lærer (1974) og vejleder (1984). Hun har arbejdet som lærer i Københavns Kommune siden 1971, som lærer og vejleder siden 1984, og som fuldtidsvejleder siden 2004. Hun er nu tilknyttet to folkeskoler med vejledning fra 6. - 9. klasse og med ungdomsvejledning fra udskolingen og til det 19. år.
E-mail: jsk@buf.kk.dk
Ordlista / Miniordbog
DANSK / SVENSKA
- Dimissionsfesten / Avslutningen
- Ensartede / Likartade
- Forlader / Lämnar
- Forskel / Skillnad
- Fælles / Gemensam
- Følsomme / Känsliga
- Hurtigt / Snabbt
- Karakter-efterslæb / Sämre betyg
- Kendsgerning / Faktum
- Klassetrin / Årskurs
- Mangel / Brist
- Nysgerrig / Nyfiken
- Skoleforløbet / Skoltiden
- Tiltag / Påhitt
- Tømrere / Snickare.
RESUMÉ / Svenska
Med utgångspunkt i sin vardag som UU-vägledare (ungdomens utbildningsvägledning) på en köpenhamnsskola med 93% tvåspråkiga elever, ger Jeannett Skov en bra överblick över de utmaningar som hon – och eleverna – står inför. Det rör sig bland annat om allt för höga siffror vad gäller avhopp, om allt för litet kunskap om utbildningsmöjligheter och arbetsmarknadsförhållanden, om brist på nätverk och om begränsat föräldraengagemang.
Jeannet Skov berättar i artikeln om sin kontakt med både elever och föräldrar och om hur hon försöker engagera bägge parter så att de tillsammans kan tackla problemen.
RESUME / Dansk
Med udgangspunkt i sin hverdag som UU-vejleder på en københavnerskole med 93% tosprogede elever, giver Jeannett Skov et godt overblik over de udfordringer, som hun – og eleverne – står over for. Det drejer sig blandt andet om alt for høje frafaldsprocenter, om alt for lille viden om uddannelsesmuligheder og arbejdsmarkedsforhold, om mangel på netværk og om begrænset forældreengagement.
Jeannet Skov fortæller i artiklen om sin tilgang til både elever og forældre, og om hvordan hun forsøger at engagere begge parter, så de sammen kan tackle problemerne.