Gå til indhold

Vand i robuste og klimasikre byer

Byers fysiske udformning er bestemt af blandt andet de klimatiske vilkår. Klimaforandringer udgør derfor en gennemgribende udfordring for byområder. Med øget viden og målrettet indsats kan byer tilpasses et ændret klima

Indsendt af

Aalborg Universitet

Resumé

Byers fysiske udformning er bestemt af blandt andet de klimatiske vilkår. Klimaforandringer udgør derfor en gennemgribende udfordring for byområder. Med øget viden og målrettet indsats kan byer tilpasses et ændret klima og samtidigt gribe muligheden for fortsat øge livskvaliteten i byer til gavn for samfundets sociale, økonomiske og kulturelle værdier. Klimaforandringer påvirker især vandets kredsløb, og udvikling af nye og bedre vandteknologier, systemløsninger og forvaltningsværktøjer er derfor en forudsætning for fortsat velfærd.

Udfordring og muligheder

Tilgængelighed af vand er en forudsætning for byer. Klimaændringer medfører ændrede forekomster af vand, hvilket vil medføre gennemgribende ændringer i måder at tænke vand i byer på. Det nuværende paradigme er baseret på lineær tænkning, lineære processer og lineære stofstrømme. Der satses på business-as-usual indtil trusler er overhængende, hvorefter der satses på løsninger, der hverken er bæredygtige eller innovative.

Der er behov for et langt sejt træk frem mod smarte og bæredygtige byer og klimatilpasning er da også et fokusområde i såvel FORSK2020 og Horizon2020. Partnerskabets samlede betydning for Danmark er en hurtig, smidig og attraktiv tilpasning af danske byer til et ændret klima; en modning af danske kommuners og forsyningsselskabers evne til at efterspørge og bidrage til udviklingen af innovative løsninger; samt et styrket indtjeningsgrundlag for danske virksomheder takket være nye kompetencer, nye produkter og en samlet branding med tilhørende demonstration af danske løsninger.

Målsætning

Målet er at udvikle, dokumentere og præsentere teknologier og planlægningsværktøjer til klimatilpasning af danske byer og samtidig udvikle eksportpotentiale i forhold til urbane områder i Europa, USA, Asien og Australien, samt til udvikling af nye, klimarobuste byer i lande i økonomisk og institutionel transition, herunder Kina. Løsningerne vil være baseret på eksisterende danske styrkepositioner for at sikre en kommerciel dansk udnyttelse og eksport.

Innovationsbehov

OECD forventer at vandsektoren vil være den sektor der har den største stigning i investeringer i anlæg og nye teknologier frem mod 2030. Markedet og dermed behovet for innovation er enormt og såfremt Danmark ikke konstant satser målrettet på alle aspekter af håndtering af vand vil vi sakke agterud fra en position, som aktuelt er på et højt internationalt niveau.

Der skal satses på alle aspekter af håndtering af vand, herunder allokering af vand i tid og sted, vandbehandling, udvikling og anvendelse af sensorer, ressourceoptimering, forvaltningssystemer og forretningsmodeller. Samtidigt forventes de helt store synergier at være i kombinationen mellem håndteringen af vand og andre essentielle funktioner i byen samt natur og miljø. Nye og bedre anvendelser af IT i forbindelse med planlægning, modellering, varsling og styring vil give nye muligheder og nye metoder, ligesom der skal udvikles nye materialer og teknologier til at udforme bygninger og byrum på nye måder der giver værdi i hverdagen og er robuste overfor ekstreme klimahændelser.

De danske forudsætninger

Danmark har en lang række forsknings- og udviklingsaktiviteter indenfor området og er anerkendt som værende blandt verdens førende indenfor planlægning af afstrømning af vand fra byer. Der er etableret gode netværk mellem myndigheder, forsknings- og GTS institutioner og private aktører.

Som påpeget af Vækstteam Vand, bio og miljøløsninger vil det være et unikt afsæt for at løfte danske virksomheders kompetencer og produkter og gøre dem markedsparate til det globale marked, især hvis der efterspørges løsninger der er integrerede og helhedsorienterede og medtænker andre hensyn end afledning af vand.

Såfremt der ikke fortsat satses på området vil vi tabe terræn overfor konkurrerende konsortier i f.eks. Singapore, Australien, Holland, Sverige og USA.

Effekter og potentialer

Den samlede danske vandsektor omfatter ca. 200 virksomheder. Omsætningen af vandteknologi er på ca. 30 mia. kr. årligt. Det globale marked for vandrelaterede produkter er i dag 2.500 mia. kr. og den globale efterspørgsel efter vandteknologi ventes at stige betragteligt. UNFCCC har i 2007 vurderet, at de samlede ekstra investeringer som følge af klimaforandringer i verden kommer til at ligge et sted mellem 49 -171 mia. USD. I dag udgør eksporten på vandområdet knap fire pct. af den samlede danske eksport. Klimatilpasning har potentiale til kraftigt at styrke vandområdet i Danmark og dens eksport.

Vækst på dette område kan trække andre brancher med idet de nye integrerede løsninger trækker på flere fagområder, samt bidrage til at løfte innovationslysten blandt danske små og mellemstore virksomheder. I et marked så stort som vandsektoren er udviklingen af blot en enkelt nichevirksomhed af stor betydning for effekter og potentialer på nationalt plan. Et eksempel herpå er Grundfos, der i forhold til vandsektoren er en nichevirksomhed, men som alligevel er blandt Danmarks største og mest velrenommerede greentech virksomheder.

Denne inno+ aktivitet vil generere en øget international efterspørgsel efter dansk ekspert viden og værktøjer til optimal styring, drift og klimatilpasning af byer, hvilket gør danske universiteter og virksomheder mere attraktive for internationale partnere.

Endelig vil en øget bykvalitet og øgede natur- og miljøkvaliteter bidrage væsentligt til byernes ’liveability’, der er et afgørende element i byernes tiltrækningsevne og Danmarks mulighed for at skabe vækst i en globaliseret konkurrence.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 07. marts 2013