Gå til indhold

Samlede og optimerede logistiksystemer til bioraffinering

Målsætningen er at udvikle den samlede behandling og logistik i forbindelse med forskellige typer rest-biomasse til bioraffinering.

Indsendt af

BioRefining Alliance

Resumé

Målsætningen er at udvikle den samlede behandling og logistik i forbindelse med forskellige typer rest-biomasse til bioraffinering. Perspektiverne for dansk økonomi er, at styrke grundlaget for udvikling og nyetablering af virksomheder, der tilbyder omkostningseffektive løsninger på høst, indsamling, pakning, presning og transport af restbiomasse til bioraffinering - hvad enten der er tale om forskellige typer af tørre biomasser eller grønne biomasser. Bioraffinering er et nyt område i den voksende globale bioøkonomi og et område, hvor vi i Danmark har mulighed for at komme i front på forretningsområdet og opnå det fulde udbytte af de særdeles gode kompetencer vi har opbygget og udviklet indenfor høst, logistik og lagring af biomasse. Men det kræver, at dyrknings- og logistiksystemerne videreudvikles og optimeres, så de kan bidrage til at øge effektiviteten og reducere omkostningerne ved biomasseproduktion, så vi får mere ud af jorden, uden at gå på kompromis med hverken bæredygtighed eller fødevareproduktion.

Udfordring og muligheder

Øget ressourceeffektivitet er uomgængelig i dansk og global kontekst i takt med udfasning af de fossile råstoffer, skærpede miljøkrav, udvidelse af byer og veje og øget global befolkningstilvækst med stigende efterspørgsel efter biomasse til fødevarer og energi til følge. Disse udfordringer betyder samlet set, at vi skal have mere ud af det dyrkede areal, hvorfor ressourceeffektivitet er uomgængeligt i Danmark og på globalt plan - og det er nødvendigt at fokusere på at øge udbyttet per arealenhed, så vi får mere ud af den jord, vi dyrker. Omkostningerne til høst, bjergning, transport og lagring af biomasse udgør en stor del af de samlede omkostninger i forbindelse med udnyttelse af biomassen gennem bioraffinering og i dag er det ikke rentabelt at transportere biomasse over større afstande. Optimering af dyrkningssystemerne og minimering af omkostningerne gennem hele værdikæden er derfor afgørende for at optimere værditilvæksten på dette spirende og lovende forretningsområde. Alene ved modificering af høstudstyret, kan man øge de indsamlede mænger af halm med op til 20 procent.

I Danmark producerer vi i dag knap 21 millioner tons biomasse i tørstof herhjemme, men en analyse fra Københavns Universitet og Århus Universitet, +10 mio. tons planen, peger på, at vi kan øge den årlige mængde biomasse med omtrent 8 millioner tons i 2020 uden negative påvirkninger af miljø og fødevareproduktion - bl.a. ved at effektivisere og optimere høst og logistiksystemerne. Udover at forøge biomasseproduktionen på en bæredygtig måde vil en satsning på udvikling af samlede og optimerede høst- og logistiksystemer reducere produktionsomkostningerne ved biomasseproduktion og tillige betyde, at vi øger udbyttet per arealenhed så vi får mere ud af jorden uden at gå på kompromis med hverken bæredygtighed eller fødevareproduktionen. En koordineret dansk indsats inden for videreudvikling af logistik- og høstsystemer vil desuden gøde jorden for opblomstring af nye underleverandørvirksomheder – ligesom vi har set opblomstring af nye underleverandører i vindindustrien – og nye arbejdspladser, samt føre til betydelig eksport af logistiksystemer, udstyr og ekspertrådgivning.

Målsætning

Fokus for dette INNO+ forslag er at optimere tranporten og logistikken omkring biomasseproduktion og gøre det til et nyt stærkt forretningsområde for Danmark. Målsætningen er øget effektivitet og nedbringelse af omkostningerne i forbindelse med biomasseproduktion, fremvækst af nye underleverandørvirksomheder, jobskabelse samt eksport af høst- og logistiksystemer. Innovationsforslaget er et integreret forslag og lægger sig ind i flere af FORSK2020 temaerne, men især ’produktionssystemer’ og ’vækstteknologier’ under visionssøjlen om et højteknologisk samfund med innovationskapacitet.

Innovationsbehov

Innovationsbehovet i dette INNO+ forslag omfatter optimering af transport of biomasse og videreudvikling af danske kompetencer indenfor høst/høstmaskiner, logistik, lagring/opbevaring, pakning og transport af biomasse.

Behov for forskning og udvikling indenfor

  • Bedre indsamling og afstemning i forhold til arealer med højt kulstof i jorden.
  • Identifikation og udvælgelse af sorter med højere halmudbytte og konstant kerneudbytte.
  • Modificerede mejetærskere, som medtager en højere andel af mere let omsættelige blade og avner. Det har middelbar anvendelse til afbrænding eller forgasning, senere til brug i biogas og i bioraffinaderier.
  • Igangsætning af initiativer til optimering af opsamling af halm.
  • Udvikling af modeller for finansiering af høst og indsamling.
  • Yderligere forsøg med afgasning af biomassen i biogasanlæg, indtil der er pilotanlæg til behandling af biomassen med henblik på bioraffinering.
  • Omlægning af en vis andel af rapsarealet til højtydende flerårige afgrøder eller til roer.
  • Videreførelse af hidtidige aktiviteter til optimering af høst, indsamling og transport af biomasser i regi af Nørreå projektet og nye udviklingsprojekter på ”Den autonome hektar” på Foulum med henblik på udvikling af nye maskiner og optimering af logistikkæder og minimering af omkostninger

Organisering og aktørgrupper omfatter:

Landbrug & Fødevarer (VFL), AgroTech, Kongskilde, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, danske GTS-institutioner.

De danske forudsætninger

De danske virksomheder og vidensinstitutioner – herunder GTS-institutioner og professionelle rådgivere - besidder særdeles gode kompetencer på landbrugsområdet. Det gælder også indenfor dyrknings-, høst- og logistiksystemer, der tilgodeser formål indenfor indsamling, transport og opbevaring af halm. En koordineret dansk indsats idenfor videreudvikling af vores stærke kompetencer på området kan føre til betydelig eksport af og udstyr og systemer, udover at det vil skabe job og har potentiale til at øge biomasseproduktionen på en bæredygtig måde. 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 08. marts 2013