I øjeblikket deltager 20 europæiske unge i en cirkustræneruddannelse udviklet af cirkus-organisationer fra hele Europa. Uddannelsen er skabt i perioden 2012-14 gennem et vellykket partnerskabsprojekt med deltagelse fra ti lande og med tilskud fra Grundtvig-programmet.
Baggrunden for uddannelsen ved navn ’CATE’, som er en forkortelse af ’Circus Adults Training Europe’, er, at flere europæiske lande længe har haft nationale træneruddannelser, mens andre lande ingen havde, herunder Danmark. Behovet for en fælles uddannelse har været stigende – netop fordi cirkusverdenen er og altid har været internationalt orienteret med optrædener og ansættelser på kryds og tværs af landegrænser.
”Der er kæmpe forskel fra land til land, når det kommer til cirkus, bl.a. i anerkendelsen af cirkus som kunstart og erhverv. I mange lande er der meget større prestige forbundet med at være cirkusartist end i Danmark. I Frankrig er det lige så fint som at være klassisk pianist. Andre europæiske lande er langt foran os, når det gælder om at professionalisere cirkusverdenen, herunder uddannelsen af cirkustrænere, der kan undervise nye, dygtige cirkusartister. Nu har vi fået en fælleseuropæisk træneruddannelse, der kommer alle lande til gavn – ikke mindst Danmark. Herhjemme har vi virkelig haft gavn af partnerskabsprojektet,” siger Mikkel Pørksen, leder af Cirkus Stjerneskud – et børne- og ungdomscirkus beliggende på Bornholm.
21-årig har altid drømt om cirkus
Netop fordi Danmark ’lå i den tunge ende’, har vi fået fem af de i alt 20 pladser på det første hold kursister, der startede på uddannelsen i 2015. De deltagende, europæiske unge har allerede været på ophold i Valencia tidligere på året, hvor de gennemførte modul 1, og tager til Skotland i marts, hvorefter de afslutter modul 2 – og får papir på det, de har lært.
En af de danske unge, der deltager i uddannelsen, er 21-årige Trine Fryba, der ser det som en stor fordel, at hun nu kan tage en træneruddannelse, som er kendt og anerkendt i hele Europa.
”Hvis jeg f.eks. skal søge job som cirkustræner i Spanien eller Italien, skal jeg ikke til at forklare, at jeg har arbejdet fem år dér og tre år dér, og at jeg er vant til at undervise børn. Så kan jeg vise mit kursusbevis, og så ved alle, hvad jeg har lært og gennemgået. Derfor er CATE-uddannelsen et fantastisk initiativ,” siger Trine Fryba, der har fungeret som cirkustræner i seks år og har drømt om at arbejde i cirkus, siden hun var en lille pige.
Hvad skal en cirkustræner kunne?
Det er EYCO (European Youth Circus Organisation), der har været omdrejningspunktet for udviklingen af den første, europæiske cirkustræneruddannelse. Partnerne, herunder Cirkus Tværs fra Danmark, har mødtes 10 gange – én gang i hvert deltagerland. Her har erfarne trænere, unge og eksperter delt deres erfaringer og ekspertise og i fællesskab tegnet den nye uddannelse, der finder sted forskellige steder i Europa med deltagelse af erfarne trænere på tværs af de deltagende cirkusser.
En central del af udviklingsarbejdet har bestået i at præcisere, hvad en cirkustræner skal kunne for at mestre jobbet. Det gælder både inden for de fysiske, pædagogiske, sociale og tekniske områder. Sideløbende er der i projektet udviklet en håndbog til brug for cirkustrænere.
Begejstringen for udviklingsprojektet og den nye uddannelse er stor hos den belgiske partner Vlaams Centrum Voor Circuskunsten. For selvom der allerede fandtes en national træneruddannelse i netop Belgien, har udbyttet været stort, siger deltager Peter Smets:
”Professionalisering af cirkustrænere er vigtig for udvikling og anerkendelse inden for cirkusuddannelse. Med CATE-projektet har vi kunnet dele ud vores nationale ekspertise og støtte andre lande i at professionalisere deres uddannelse. For os har det været sundt at sammenligne og dele ekspertise og involvere vores egne trænere på europæisk plan. Med denne grundlæggende europæiske træneruddannelse kan vi nu starte nye stærke projekter for trænerne og de unge.”
Cirkus er i vækst
Både Peter Smets og Mikkel Pørksen påpeger, at vi i øjeblikket ser en stigende interesse for cirkus i hele Europa – både fordi der er fokus på cirkus som kunstform, men i høj grad også fordi flere forskellige faggrupper har fået øjnene op for potentialet i cirkus – pædagoger, lærere og folk, der arbejder med sundheds- og socialområdet.
”Jeg har arbejdet med børne- og ungdomscirkus i ca. 12 år bl.a. i Gellerupparken i Aarhus, hvor vi med Cirkus Tværs har gjort en stor forskel. Det er fordi, cirkus er utrolig fællesskabsorienteret. Alle kan være med, og alle kan blive dygtigere. Samtidig appellerer cirkus til mange mennesker. Det betyder, at vi også kan tiltrække nogle børn og unge, som måske ikke alle sammen er lige boglige eller ikke trives med at sidde stille på skolebænken. Men jeg kan love dig – hvad de ikke kan lykkes med, de unge! De kan som 15 årige have ansvar for at træne 30-40 børn af gangen med kæmpe succes. De er vildt dygtige,” siger Mikkel Pørksen.
”Cirkus er ét stort fællesskab, og det er det, der gør det så fantastisk. Der er brug for alle. Der skal sættes lys, laves mad, tages billeder, sættes scene op, osv.,” supplerer Trine Fryba.
Hun er i øvrigt ikke bange for at komme til at stå uden job som cirkustræner:
”Cirkus bliver mere og mere populært. F.eks. er det det blevet et valgfag i nogle af folkeskolerne i Aarhus. Og cirkus findes jo i hjertet på én selv og mellem mennesker, så man kan tage det, man kan, med sig alle vegne. Både i Danmark og i udlandet. Med CATE-uddannelsen er det blevet nemmere,” slutter Trine Fryba.
Om den nye uddannelse
- Uddannelsen er målrettet 18-30 årige europæere, der allerede har cirkus-erfaring og ønsker pædagogisk, cirkusrelateret opkvalificering, som styrker deres kompetencer, så de kan få job som cirkustrænere.
- Uddannelsens indhold er skabt på baggrund af materialeudvikling i forbindelse med CATE-projektet, der fandt sted fra 2012-14 med tilskud fra Grundtvig-programmet og bliver nu implementeret på europæisk plan.
- Det første hold består af 20 deltagere, heraf fem danskere, da Danmark er et af de lande, der har størst mangel på uddannede trænere. Holdet gennemgik 1. modul i Valladoid, Spanien, i september med et intensivt program, som deltagerne mente, var heftigt, men godt!
- Inden modulet fik deltagerne tilsendt materiale om bl.a. cirkushistorie, sikkerhed, pædagogik og uformel læring. Frem til næste modul skal deltagerne i deres egne lande gennemføre minimum 30 undervisningstimer med skriftlig evaluering og opsamling. Via nettet er der løbende kontakt mellem uddannelse og deltagere, bl.a. uploades resultater, erfaringer og videoer.
- I marts 2016 starter det første hold på 2. modul af uddannelsen, der foregår i Edinburgh i Skotland. På baggrund af erfaringerne med det første hold, der fungerer som pilotprojekt, vil partnerne i samarbejdsprojektet udvikle videre på den nye uddannelse.