”Et 12 uger langt efteruddannelsesforløb kan ikke kompensere, hvis en 39-årig ufaglært har ni års mislykket skolegang bag sig. Indsatsen er for lille og kommer for sent. Den ufaglærte mangler måske ikke kun uddannelse, men også de ikke-kognitive kompetencer, som man har brug for og opøver ved at være på en arbejdsplads. Og den mangel kan være en større barriere for ham end den manglende uddannelse,” siger Lars Skipper, der er uddannet økonom og lektor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Han mener, at politikere og interessenter inden for uddannelsessektoren ofte får placeret formel efteruddannelse alt for centralt:
”Den ikke-formelle læring eller ’on-the-job training’, der foregår ude på arbejdspladserne, er mindst lige så vigtig. Du lærer meget af at møde ind på et job hver dag: Du lærer at være en stabil arbejdskraft, og du finder ud af, hvordan du løser en opgave,” siger Lars Skipper.
I 2009 og 2010 udgav Lars Skipper sammen med en anden økonom, Nicolai Kristensen, to rapporter, hvor de to forskere undersøgte de samfundsøkonomiske effekter af offentligt medfinansieret voksen- og efteruddannelse. I den første undersøgelse kortlagde de effekterne for medarbejderne, mens de i den anden undersøgte virkningen på virksomhedernes udvikling.
Studerer man resultaterne i håb om at finde store samfundsøkonomiske gevinster for voksenuddannelsesindsatsen, bliver man skuffet. For Lars Skipper og hans kollega kunne ikke finde nogen positiv effekt af efteruddannelse hverken på virksomhedernes omsætning eller bundlinje. Og det gælder, uanset om der var tale om almen voksenuddannelse (som dækker spændet fra undervisning på folkeskoleniveau til HF-enkeltfag), erhvervsrettet voksenuddannelse (bl.a. AMU-kurser og EUD-enkeltfag) eller videregående voksenuddannelse (f.eks. HD og enkeltfag fra korte, mellemlange og lange videregående uddannelser).
Videregående efteruddannelse betaler sig
Når det gælder effekter på individ-niveau, viste undersøgelsen – hvad andre studier siden har underbygget – at kun efteruddannelse på det videregående niveau er en samfundsøkonomisk rigtig god forretning. Kvinder fik endnu større positiv effekt end mænd. Og sådan forholder det sig stadig, siger Lars Skipper.
”Den enkelte medarbejder får gevinst i form af bedre beskæftigelse og højere løn, når han eller hun tager efteruddannelse på videregående niveau, f.eks.en diplomuddannelse. Det er måske heller ikke så overraskende, for her er tale om uddannelser, som er dyre for deltageren eller virksomheden, og hvor arbejdsgiveren kun sender medarbejderen af sted, hvis arbejdsgiveren skal bruge de nye kompetencer, og hvis medarbejderen selv er meget motiveret for at uddanne sig,” siger Lars Skipper. For voksenuddannelse på det almene niveau forholder det sig stik modsat, fortæller han:
”Almen voksenuddannelse er i samfundsøkonomisk forstand en dårlig investering. Men det er ikke så overraskende – og behøver ikke at være et problem – for disse uddannelser sigter ikke direkte mod at erhverve kompetencer til arbejdsmarkedet. Deres formål er især, at kursisterne skal kunne komme videre i uddannelsessystemet,” siger Lars Skipper.
AMU-kurser giver ingen gevinst
Det bekymrer derimod Lars Skipper, at han ikke fandt nogen samfundsøkonomisk gevinst ved erhvervsrettet voksenuddannelse. For f.eks. AMU-kurser er netop designet til at forsyne kursisterne med specifikke erhvervskompetencer, som virksomhederne har brug for. Men alligevel er dette – måske skuffende – resultat heller ikke noget chok:
”En arbejdsgiver kan sige til medarbejderen: Du skal have et truckcertifikat for at arbejde her. Det er en forudsætning for at udføre arbejdet hos os. Så kan medarbejderen jo ikke bagefter komme og kræve at få mere i lønningsposen, fordi han har været på kursus,” siger Lars Skipper.
Rent samfundsøkonomisk ser regnestykket for de erhvervsrettede efteruddannelser således ud: Der er intet tab, men heller ingen gevinst, så indsatsen ’går i nul’. Og det er ikke imponerende, mener Lars Skipper. Når skatteyderne er med til at finansiere uddannelserne, kan vi godt forlange at se kontante resultater i form af højere løn eller bedre beskæftigelse for de uddannede – eller et målbart højere overskud hos virksomhederne:
”Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om skatteyderne bør bidrage til denne type uddannelser i så høj grad, som de gør i dag. Det kunne være fornuftigt, at virksomhederne betaler en større del af uddannelserne selv,” siger Lars Skipper.
Uddan tidligt – så bliver afkastet stort
Vil vi hente store samfundsmæssige gevinster, vil det allerbedste være, at vi sætter ind langt tidligere med uddannelse, mener Lars Skipper. Helst skulle vi forebygge, at børn går ud af folkeskolen som ”funktionelle analfabeter”, dvs. at de dårligt kan læse og aldrig får sig en kompetencegivende uddannelse:
”Jo før vi sætter ind, jo længere tid har vi til at høste gevinsten. I skolen lærer vi at lære, og får vi det med, er der basis for en samfundsøkonomisk langt bedre forretning. Det er dyrt at kompensere for manglende uddannelse senere i livet. Sent i livet er der jo færre år til at sikre, at afkastet bliver positivt,” siger Lars Skipper. Og han fortsætter:
”Nogle politikere og interessenter bruger i dag økonomiske argumenter i uddannelsesdebatten og siger, at vi simpelthen ikke har råd til at lade være med at efteruddanne folk ved at sende dem f.eks. på AMU-kurser. Men med den viden, vi har i dag, må jeg sige, at den argumentation er forkert,” siger Lars Skipper.
Mere økonomisk forskning er nødvendig
Lars Skipper så gerne, at ”bare en lillebitte del” af de offentlige tilskud til voksen- og efteruddannelsesindsatsen blev øremærket til, at myndigheder eller forskere kan udføre økonomiske evalueringer af de forskellige indsatser inden for voksen- og efteruddannelsesområdet. For der er brug for mere dansk forskning, der kan give et reelt og aktuelt billede af, om de offentlige midler bliver brugt bedst muligt, mener han.
”Nogle kurser har mange flere ansøgere, end der er plads til. Hvis man ved lodtrækning afgør, hvem der får uddannelsespladserne og derefter måler på, hvordan det går begge grupper, kan vi finde ud af, om medarbejderen bliver fastholdt i sit job pga. uddannelsen. Sammenhængen kunne jo lige så godt være omvendt: At medarbejderen kommer på kursus, fordi arbejdsgiveren har besluttet, at hun er værd at satse på. Mens en medarbejder, arbejdsgiveren vil skille sig af med, slet ikke får chancen for at uddanne sig,” siger Lars Skipper.
Den slags – såkaldt randomiserede – studier har der kun været ét eneste af i Danmark på voksen- og efteruddannelsesområdet – og det ligger helt tilbage i 1994. Det er en stor mangel, mener han.