Seniorer, gadgets – og et styrket netværk
De fleste af os ejer en mobiltelefon, en tablet eller en pc og er fortrolige med at bruge dem. Men for mange ældre er det svært at følge med teknologien, samtidig med at de godt kan se, der er fordele knyttet til at benytte disse mobile platforme. Det skaber et skisma, og derfor lå oplægget lige til højrebenet: De tyske partnere ville gerne undersøge intergenerationel kommunikation på mobile platforme blandt seniorer – og de inviterede blandt andet Roskilde Bibliotekerne til at deltage i EU-læringspartnerskabet under Grundtvig-programmet med titlen "We are family? Mobile Communication for Seniors among Generations" i perioden 2011-13.
Forskel på partnerne
For udviklings- og erhvervskonsulent og partnerskabskoordinator, Anne Kathrine Skibelund fra Roskilde Bibliotekerne, var det derfor et projekt, der øjeblikkelig havde interesse.
"Emnet lå helt i forlængelse af, hvad vi selv er fokuserede på, da Roskilde Bibliotekerne tidligere har deltaget i et Livslangt Læringspartnerskab med fokus på ældre og desuden i vores daglige virke har mange aktiviteter for denne målgruppe, bl.a. netværket Ageforce. Oveni er det utrolig givende med europæiske samarbejder og det at udveksle erfaringer på tværs af landene," fortæller Anne Kathrine, der understreger, at det er en god ide at lave en grundig forventningsafstemning inden.
"Ambitionsniveauet er ofte meget forskelligt fra land til land", siger hun, og påpeger, at der også ligger en udfordring i, at projektet løber over så lang tid, at det indimellem kan være svært at bevare fokus. Men det overskygger ikke de positive aspekter.
"Det er en spændende måde at rejse på som kolleger. Vi var 12 af sted fra Roskilde Bibliotekerne på 4 rejser, og havde desuden to ældre brugere med, og vi kom jo hjem med en fælles viden, som vi kan bruge i vores arbejde."
Ifølge Anne Kathrine skyldtes en del af partnerskabets succes også, at de deltagende fem partnere fra de fire lande var så divergerende og bød ind med helt forskellige erfaringer og oplevelser.
"Fra bl.a. en Alzheimer-forening i Athen, et tysk medie-bureau til en NGO og et Universitet i Østrig og så os fra et dansk bibliotek. At være på besøg i Alzheimer-foreningen var f.eks. yderst interessant: At se hvordan de brugte de digitale medier til at stimulere de ældre med Alzheimer og derved bringer mere livskvalitet," fortæller Anne Kathrine, der også blev inspireret, da Danmark selv havde fire dages værtskab.
Unge lærer ældre og ældre lærer unge
"Under vores værtskab havde vi bl.a. besøg af en ungdomsskole, hvor de unge havde stor succes med at lære ældre om IT – det var en øjenåbner at se, hvor effektivt, det var," siger Anne Kathrine, der også har erfaret, at ældre selv kan være gode til at lære andre ældre om emnet, som f.eks. 78årige Gurli Hansen, der på det danske værtskabsmøde fortalte, at hun havde lært at bruge Skype og email af senior Ann Marie Cordua, så hun kan kommunikere med børn og børnebørn i udlandet.
"Bl.a. inspireret af læringspartnerskabet, kommer en af vores lokale ældre-frivillighedsorganisationer i kommunen nu og underviser andre ældre i digitale platforme på biblioteket – og det er et tilløbsstykke."
Dette er ifølge Anne Kathrine bare et af beviserne på, hvordan et partnerskab ikke bare skaber et bredt internationalt netværk, men også bevirker, at man genopdager sit lokale netværk.