VUC-lærere kæmper med inklusionsopgaven

VUC-lærernes undervisningshverdag er blevet genstand for analyse i en ph.d.-afhandling af Lea Lund fra Aarhus Universitet. Hun har kigget nærmere på den opgave, det er, at skulle gennemføre et undervisningsforløb på VUC, hvor underviserne hver dag træder ind i et særdeles mangfoldigt klasserum, som kulturelt, økonomisk, fagligt, sprogligt og aldersmæssigt spænder vidt.

Det er af samme årsag en særlig udfordring at være lærer på VUC. Traditionelt set har VUC-skolerne optaget kursister med meget forskellige baggrunde og forudsætninger for uddannelse. Det stiller store krav til lærernes didaktiske metoder og pædagogiske evner at rumme de mange forskellige behov i én og samme undervisningssituation.

Med nye tiltag som erhvervsuddannelsesreformen og kontanthjælpsreformen skal VUC i dag inkludere endnu mere i bredden. I dag har skolerne ud over de uddannelsesfremmede også tosprogede, ordblinde, fagligt svage og unge på kontanthjælp blandt deres kursister. Den store spredning i kursistgruppen giver lærerne større udfordringer end tidligere, fortæller Lea Lund.

Mangel på redskaber skaber afmagt

I hvert klasserum på VUC påtager læreren sig en inklusionsopgave, der både er didaktisk og pædagogisk krævende. ”VUC-lærerne opererer under to inklusionspræmisser. Dels uddannelsernes brede formål, idet de er alment kvalificerende, dels kursistgruppens store diversitet. I deres opgave som undervisere spænder deres rolle så bredt, at det for mange resulterer i en følelse af afmagt og frustration. De mangler helt konkret at kunne håndtere de situationer, der opstår,” siger uddannelsesforskeren.

Der er politisk fokus på, at VUC’erne opsamler mange forskellige svage grupper, hvorfor der afsættes midler og opstilles specifikke retningslinjer for lærernes opkvalificering. Men empiriske viden om deres praksis er sparsom. Målet med Lea Lunds ph.d. er netop at bidrage med viden om, hvordan VUC-læreren håndterer sin undervisning. Hun har bl.a. foretaget en kvalitativ, dybdegående undersøgelse af 10 læreres overvejelser og handlinger før, under og efter undervisningen. Som hun siger:

”Vi må opnå indsigt i praksis, som den allerede foregår i klasserummet, før der iværksættes nye efteruddannelsesinitiativer.”  

Vejleder, jordemoder og coach

På trods af den store udfordring, det er, at undervise så uhomogen en kursistgruppe, viser Lea Lunds samtaler, observationer og skriftlige udvekslinger med lærerne, at der er stor rummelighed og interesse for kursisterne, og at lærerne forsøger at finde løsninger på kursisternes forskellige udfordringer.

”Det gælder f.eks. når en enlig mor får lov til at tage sit barn med til undervisningen, eller når læreren selv sørger for at vække udvalgte kursister om morgenen. På den måde udgør lærerne for nogle kursister en støtte, som rækker langt ud over det faglige, der skal tilegnes i undervisningen”, siger Lea Lund og fortsætter:

”Det er en stor opgave i at forsøge at skabe et trygt og tillidsfuldt undervisningsrum og i at udvise anerkendelse og respekt for den enkelte. Lærerne i undersøgelsen betegner selv deres rolle med ord som ’vejleder´, ’jordemoder’ og ’coach’ og en AVU-lærer bruger det, hun kalder sit ”mor-gen” over for dansk som andetsprogs-kursisterne, da hun mener, de er en hårdt ramt gruppe, der har brug for hendes omsorg.”  

Omsorgsfulde og umyndiggørende

Lærerne veksler i det hele taget mellem forskellige roller. Både som den autoritative, der sætter rammer, styrer, beder om ro og sender folk uden for døren i grelle situationer. Og som den støttende og skubbende, der ’nurser’ den enkelte ud fra de særlige behov, der er. Denne vekslen mellem forskellige roller eller klasseledelsesstile er ikke umiddelbart nem at navigere i for lærerne, konkluderer Lea Lund:

”Lærerne løber panden mod en mur, når de på en gang agerer omsorgsfulde og opfordrer til dialog og medbestemmelse, men på samme tid er irettesættende og næsten patriarkalsk sanktionerende og derved umyndiggørende over for voksne mennesker, der rent faktisk er myndige.”

Flere af lærerne bruger ordet afmagt omkring de situationer, hvor de ikke føler sig tilstrækkeligt fagligt klædt på til at håndtere opgaven, men i stedet handler intuitivt og reaktivt. En lærer beskriver f.eks. en situation, hvor han endte med at smide en elev uden for døren således: Operationen lykkedes, men patienten døde … Jeg følte mig taget på sengen, havde ingen kort at spille udover at vise, hvem der bestemmer på holdet.

Ad hoc-løsninger og mavefornemmelser

I det hele taget viser Lea Lunds forskning, at den måde, lærerne håndterer undervisningen på, primært bygger på praksisser, de udvikler hen ad vejen, som de afprøver i forskellige situationer, men som ikke nødvendigvis har faglig bund. Lærerne beskriver selv, hvordan de griber i erfaringsrygsækken eller handler på mavefornemmelser, og at nogen gange går det godt, andre gange går det skidt.

”Problemet ved den fremgangsmåde er, at lærerne ikke får støtte til et systematisk grundlag for udvikling og kvalificering af en mere fælles praksis på det voksenpædagogiske felt, der kunne ruste dem bedre. Det bringer lærerne igennem undervisningsforløb efter undervisningsforløb uden følelsen af, at det afhjælper den afmagtsfølelse, som de ofte sidder tilbage med,” siger forskeren.

”Isolerede klassechefer” skaber ikke fælles læring

Lærerne bliver dermed det, som Lea Lund kalder ”isoleret chef i eget klasserum”. I hendes øjne kunne lærernes praksis og udvikling af dømmekraft have gavn af at videndeling for at skabe et solidt pædagogisk og didaktisk fundament for undervisningen.

”Min forskning viser, at lærere over tid lærer at mestre undervisningen, men at denne mestring ikke nødvendigvis sker på et pædagogisk begrundet fundament. Det betyder, at den praksis, som lærerne bedriver, rummer et læringspotentiale, som kan udnyttes, hvis den tavse viden kommer til orde. Min empiri viser, at der er god grund til at støtte opkvalificering i form af et kollegialt observations- og samtalerum på arbejdspladsen,” siger Lea Lund. 

Lærernes deltagelse i Lea Lunds ph.d.-projekt har generelt givet dem nye erkendelser via en såkaldt ’metarefleksiv vinkel på egen praksis’. Lærerne får her mulighed for at forholde sig til synergien mellem deres intentioner, forberedelsesproces og faktiske handlinger i undervisningsrummet. Som en HF-lærer beskriver, har hun ved at se på sin egen praksis fået øje på mønstre, der ikke før var tydelige for hende. Lærerens deltagelse i forskningsprojektet har altså givet større klarhed omkring egen undervisning.

Fælles sprog og fælles blik

Selvom lærernes ubegrundede handlinger fylder meget i Lea Lunds materiale, så sker der altså noget positivt over tid.

”Gennem mit undersøgelsesdesign får lærerne plads til at reflektere over deres tavse overbevisninger om f.eks. god undervisning, og over tid udvikler de en optik og et sprog om det at undervise. Den nyerhvervede indsigt i egen praksis giver læreren mulighed for at ændre på egen praksis,” siger Lea Lund og understreger:

”Lærerne har brug for tid til at kunne udvikle et fælles sprog og fælles optik på undervisningen – deres egen og hele skolens. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at give tid til fælles refleksion i dagligdagen, spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.”