Københavns Tekniske Skole klæder eleverne på til et internationalt jobmarked

På film- og tv-produktionsuddannelsen på Københavns Tekniske Skole får de studerende styrket deres faglige indsigt og internationale erfaring i det internationale samarbejdsprojekt Kosmopolis.

Kosmopolis

Arbejdet som film- og tv-produktionstekniker rækker ofte ud over Danmarks grænser og stiller krav om gode samarbejdsevner og fremmedsprogskompetencer. Det forsøger Københavns Tekniske Skole at imødekomme i projektet Kosmopolis, som er et EU-støttet projekt mellem deltagere fra erhvervsskoler i Spanien, Holland, Finland, Schweiz og Danmark.

- Det er svært at få elever til at tænke internationalt uden at have noget konkret at forholde sig til. Derfor har vi taget en række konkrete og aktuelle udfordringer, som mange af elevene vil møde i deres fremtidige arbejdsliv, og sat dem ind i en international kontekst, forklarer Henning Serritslev, der er uddannelsesleder på film- og tv-produktionsuddannelsen og initiativtager til Kosmopolis.

Bliver bedre til at formidle

Omdrejningspunktet i Kosmopolis er en række kortfilm, som alle har emnet mennesker og natur som tema, og som er produceret i et samarbejde mellem elever fra de fem erhvervsskoler. Henning Serritslev forklarer, at det særlige ved filmene er, at hver film skal indeholde sekvenser fra de andre deltagerlande. De danske elever valgte eksempelvis at producere en film om dyr i fangeskab og afgav en bestilling på filmsekvenser til de spanske, finske og schweiziske elever.

  • - Det helt fantastiske i dette projekt er, at eleverne arbejder på tværs af landegrænser uden reelt at mødes. De er i kontakt via Skype og e-mails, og det er en ny og i høj grad meget erhvervsrettet måde at lære vores elever at arbejde på. Men det stiller også store krav til eleverne at skulle formidle og redegøre for både indhold og tekniske specifikationer for filmsekvenser. Eleverne tvinges til at reflektere over, hvordan de kommunikerer ønsker om indhold og materiale. Projektet har derfor også bidraget til at udvikle elevernes sproglige kompetencer i en faglig sammenhæng, konkluderer Henning Serritslev.

Premiere i Filmhuset

Elever og undervisere mødtes i København i maj måned, hvor de fem kortfilm havde premiere i Filmhuset. De danske elever præsenterede filmen Animals in Captivity, som stiller skarpt på dyrs rettigheder og altså inkorporerer sekvenser fra Schweiz, Finland og Spanien.

 - Det var vildt spændende at se de andre landes film, som afspejler forskellige metoder og indgangsvinkler. Der var alt fra debat til klassisk dokumentar og grafiske produktioner, fortæller Andreas Bülow, der bliver færdig med grundforløbet til sommer.

- Når jeg skal ud og arbejde som film- og tv-produktionstekniker, skal jeg kunne jonglere med materiale fra forskellige steder og lande, og dét at kunne samarbejde og kommunikere min ide til samarbejdspartnere er vigtigt. Derfor er Kosmopolis en god forberedelse til den måde, vi skal ud og arbejde på, når vi er færdige på skolen, siger Andreas med et smil på læben.

Håber projektet vokser 

Projektet fortsætter til 2015, og eleverne skal nu i gang med at producere nye film under temaet kultur. Denne gang skal de danske elever blandt andet samarbejde med elever fra Holland. Til januar mødes deltagerne igen for at fremvise resultater, udveksle erfaringer og bygge videre på nye venskaber og netværk.  

- Der er ingen tvivl om, at projektet er en succes, siger Henning, som gerne ser, at projektet vokser sig endnu større med flere deltagerlande. Men der skal udvikles på, hvordan eleverne bliver inddraget. Der har været store forskelle på, hvor selvstændigt eleverne har arbejdet og på hvor mange elever, der har deltaget fra hvert land. De danske elever arbejder meget selvstændigt, mens de i Spanien ofte lader kommunikationen gå gennem underviseren, så det har været en interessant kulturforskel at skulle forholde sig til, afslutter Henning. 

Se filmen produceret af de danske elever:

Film_Kosmopolis

 

Fakta om Kosmopolis

Projektet Kosmopolis er et samarbejds- og udviklingsprojekt mellem erhvervsskoler i København, Spanien, Schweiz, Finland og Holland. Formålet er at fremme samarbejde på tværs af landegrænser og klæde eleverne på til et internationsle jobmarked. Projektet udløber i 2015.

Kosmopolis har fået tilskud fra Leonardo Da Vinci-programmet, som den 1. januar 2014 blev afløst af Erasmus+: Erhvervsrettet grund- og efteruddannelse.

 

Senest opdateret 15. august 2019