Danske produktionsskoler har i nogle år haft et netværk med søsterskoler i Finland, Tyskland, Østrig og Frankrig, som de senere år er udviklet til et formaliseret samarbejde med sekretariat hos den danske Produktionsskoleforening, der også har ansat en international konsulent. Den satsning har båret frugt i form af EU-støttet udveksling af lærere og elever og øget videndeling mellem produktionsskoler i Europa.
”Produktionsskoleforeningen valgte for nogle år siden at gøre det internationale arbejde til et strategisk indsatsområde for at promovere ideen om praksislæring som en anden vej for unge, der ikke profiterer af boglig uddannelse og har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet”, siger Christine Muurholm, Produktionsskoleforeningens internationale konsulent.
Den beslutning høster foreningen en række positive konkrete resultater af. Fra 2013 til 2015 har 18 danske produktionsskolelærere været på en uges efteruddannelse på en produktionsskole i et andet EU-land, og nye lærerudvekslinger er i støbeskeen, for lærerne kommer meget inspirerede tilbage, fortæller Christine Muurholm.
Faglærere fra danske produktionsskoler besøger i en uge en udenlandsk produktionsskole, som i samme uge har besøg af lærere fra produktionsskoler i andre lande, og alle de besøgende lærere indgår i værkstedsundervisningen under opholdet. På samme måde tager danske produktionsskoler imod lærere fra andre lande i en uge ad gangen.
Evalueringerne viser, ifølge Christine Muurholm, at det er en stor succes.
”Lærerne er enormt glade for det. De får et frisk pust, nye kontakter og nye ideer med hjem til deres eget værksted”.
En dansk designlærer, der har besøgt en østrigsk produktionsskole, evaluerer sit ophold således:
”Jeg fik et gavnligt indblik i andre undervisningsformer, kultur, skoleuddannelse, produktionsskole, lederfunktioner, praktisk arbejde og indretning af skolen. Jeg glæder mig over vores måde at drive produktionsskole på, men jeg kunne bestemt lære noget af skolen, som jeg besøgte, om krav og disciplin.”
Løfter opgaven for skolerne
Udvekslingen er gratis for læreren og skolen, og alt praktik omkring udvekslingen varetages af Produktionsskoleforeningen. Og den konstruktion er vigtig, pointerer Christine Muurholm. For selvom konceptet er enkelt, kræver det en del koordination at arrangere udvekslingerne:
”En del danske produktionsskoler har ikke selv ressourcer til at arbejde internationalt. Fordi vi som forening løser den opgave for dem, kan alle deltage, og der er ingen tvivl om, at det får skoler med, som ikke har de fornødne ressourcer selv”, fortæller hun.
Det er foreningens håb, at skolerne finder udvekslingerne så værdifulde, at de selv bliver aktive.
Produktionsskoleforeningen er medlem af og sekretariat for den internationale produktionsskoleforening IPSO, som har søgt og modtaget tilskud til mobilitetsprojektet fra EU-programmet Erasmus+. Den seneste bevilling åbner for, at udvekslingerne kan udvides til også at omfatte elever, så syv til otte elever sammen med en lærer besøger en produktionsskole i et andet land i en uge. Der møder de både skolens elever og lærere og tilrejsende elevgrupper fra andre lande.
”Elevrejserne bliver en stor mundfuld at organisere, men vi forventer et stort udbytte. Eleverne får udvidet deres horisont og kontakter i mange lande”, siger Christine Muurholm.
Produktionsskoleforeningen har også indgået et strategisk partnerskab med de øvrige skoleforeninger i IPSO om at udveksle og udvikle skolernes værktøjer til at kompetencevurdere deres elever. Også her har produktionsskoleforeningen fået bevilliget EU-tilskud til opgaven.
”At gå på en produktionsskole er ikke formelt kompetencegivende, men eleven får et kompetencebevis, der dokumenterer opnåede realkompetencer. I realiteten arbejder produktionsskoler i Europa i spændingsfeltet mellem formel og ikke-formel kompetenceudvikling. De erfaringer skal i projektet bruges til at udvikle dokumentationsværktøjer, som også kan komme andre skoleformer til gavn”, fortæller Christine Muurholm.
Spreder produktionsskoleideen
Christine Muurholms stilling som international konsulent blev oprettet i starten af 2014 og var en nyskabelse i Produktionsskoleforeningen i kølvandet på en beslutning i bestyrelsen om at satse mere målrettet på internationalisering.
Christine bruger halvdelen af sin arbejdstid på internationalt arbejde, og det har resulteret i, at foreningen deltager i flere EU- samarbejdsprojekter end tidligere. For det tager lang tid at ansøge om tilskud fra Erasmus+ – tid som den enkelte skole generelt ikke har.
Det øgede internationale samarbejde gør Produktionsskoleforeningen til en ombejlet samarbejdspartner og har skabt stor synlighed om den danske produktionsskolemodel i resten af Europa, vurderer Christine Muurholm:
”Efter at vi er blevet mere aktive internationalt, får vi mange invitationer til samarbejde og medvirke i EU-projekter – langt flere end vi har tid til at deltage i. Mange vil gerne lære af den danske produktionsskoleide.
Ikke mindst er der interesse for ideen i Sydeuropa, som i disse år har mange unge ledige med udfordringer i stil med dem, Danmark stod med i 1970erne, og som førte til opfindelsen af produktionsskolen.
”Produktionsskoletanken er oprindeligt dansk, og med vores europæiske samarbejde opfylder vi et af de danske skolers langsigtede mål - nemlig at sprede produktionsskolepædagogikken”, siger Christine Muurholm.
Christine Muurholms råd om at indgå i samarbejder med skoler i udlandet:
• Vælg samarbejdspartnere og samarbejder med omhu
• Gab ikke over for mange samarbejdsprojekter på én gang
• Afsæt de fornødne midler. Det tager tid både at søge og administrere samarbejdsprojekter.
• Sæt god tid af til at søge EU-tilskud. Det tager tid at skrive skarpe ansøgninger. Husk at EU-tilskud kræver, at I også selv investerer.
• Lær af andres erfaringer. Selv deltager jeg ivrigt i seminarer, udbudt af Styrelsen for Videregående Uddannelse. De har lært mig en masse og givet netværk.
Læs mere
Kontakt:
Christine Muurholm, Produktionsskoleforeningens internationale konsulent.
christine@psf.nu