Ansøgningsfrist til Erasmus+: Send elever, studerende og undervisere på udlandsophold
Uddannelsesinstitutioner og organisationer kan i 2015 forbedre studerendes fremmedsprogskompetencer, styrke unge menneskers globale forståelse eller give undervisere et internationalt perspektiv på deres undervisning med EU’s uddannelsesprogram Erasmus+.
Programmet giver blandt andet tilskud til, at institutioner og organisationer laver projekter, hvor elever og studerende kan tage på udvekslings- eller praktikophold i Europa. Derudover kan institutioner og organisationer få tilskud til at sende medarbejdere og ansatte på uddannelsesophold for eksempelvis at følge en international kollega i arbejdet på en uddannelsesinstitution i et andet land.
Erasmus+ giver også tilskud til internationale samarbejdsprojekter mellem danske institutioner og organisationer og europæiske institutioner og erhvervsliv – de såkaldte strategiske partnerskaber. De projekter, der gives tilskud til, skal blandt andet fokusere på videndeling og innovation i uddannelsessystemet. Derudover kan der søges om tilskud til politikudvikling på uddannelses- og ungdomsområdet.
Der er afsat en pulje på i alt 20,5 millioner euro til danske ansøgere, der ønsker tilskud gennem Erasmus+ til et udvekslings- eller samarbejdsprojekt.
Ansøgningsfrister for mobilitets- og samarbejdsprojekter
Ansøgningsfristerne for tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter på ungdomsområdet er den 4. februar, 30. april og 1. oktober 2015 kl. 12.00.
Ansøgningsfristen for tilskud til mobilitetsprojekter på de videregående uddannelser, erhvervsrettede grund- og efteruddannelser såvel som i børnehaver, grundskoler og på ungdomsuddannelser samt inden for almen voksenuddannelse og folkeoplysning er den 4. marts 2015 kl. 12.00.
Ansøgningsfristen for tilskud til strategiske samarbejdsprojekter er den 31. marts 2015 kl. 12.00.
Erasmus+
- Erasmus+ er EU’s uddannelsesprogram
- Programmet giver tilskud til projekter inden for internationalisering og mobilitet på de videregående uddannelser og erhvervsrettede grund- og efteruddannelser såvel som i børnehaver, grundskoler og på ungdomsuddannelser. Derudover gives der også støtte på området for almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt ungdomsaktiviteter og idræt.
- I 2015 er der afsat 20,5 millioner euro til danske ansøgere, der søger om tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter.
- Erasmus+ trådte i kraft 1. januar 2014 og løber frem til 31. december 2020. Programmet erstatter Programmet for Livslang læring og Aktive Unge med flere.