Har du input til de næste Erasmus+ og Horizon 2020-programmer?
Europa-Kommissionen har lige nu åbne høringer om de kommende programmer (fra 2020) for uddannelse og forskning. Så hvis du har en mening om efterfølgerne til Erasmus+ og Horizon 2020-programmerne, så er det nu, at du eller din organisation skal komme med dem. Høringsfrist: 8. marts 2018.
Europa-Kommissionen ønsker input til EU’s langsigtede budget fra 2020, ’Multiannual Financial Framework’. Høringerne gælder EU-fonde, der finansierer Erasmus+ og Frivilligaktiviteter (tidligere Solidaritetskorpset) samt Horizon 2020 og COSME.
Høringsfrist 8. marts 2018
Ambitionen med høringerne er, at hver en EU-euro bliver anvendt bedst muligt. Derfor kan du indtil den 8. marts 2018 komme med gode pointer med udgangspunkt i de nuværende programmer, fortælle hvad der fungerer godt, og hvad der kan forbedres i næste periode, påpege behov osv.
Borgere, organisationer, institutioner, forskere, virksomheder og andre interessenter opfordres til at melde ind. Høringerne findes på 23 sprog, blandt andet dansk og engelsk.