Lærerstuderende kan nu nemmere finde praktikplads i udlandet
Lærerstuderende og studerende på andre videregående uddannelser, som ønsker at arbejde med undervisning, kan komme i praktik på skoler over hele Europa gennem EU's uddannelsesprogram Erasmus+.
En ny hjemmeside ’Schooleducationgateway.eu' samler praktikopslag fra skoler i hele Europa, der gerne vil have en studerende i praktik.
Et praktikophold på en skole i et andet europæisk land skal give undervisningen en international dimension. Samtidig får den praktikstuderende og eleverne på skolen mulighed for at få styrkede fremmedsprogskompetencer og en større interkulturel forståelse.
Danske skoler kan slå praktikstillinger op
Med 'Schooleducationgateway.eu' får danske skoler også lettere ved at finde udenlandske studerende, der gerne vil prøve kræfter med et praktikophold i Danmark.
Tornbjerg Gymnasium i Odense har flere gange haft udenlandske studerende i praktik. Senest har skolen haft en studerende i praktik fra et universitet i Tyskland, hvilket blandt andet betød, at det blev nemmere at lave differentieret sprogundervisning på skolen, vurderer skolens internationale koordinator Thomas Secher Lund.
Danske og europæiske skoler, som ønsker at få en udenlandsk studerende i praktik kan slå stillingen op på 'Schooleducationgateway.eu', hvorefter studerende kan kontakte skolen med henblik på en praktikplads.