Bidrag til udviklingen af en ny europæisk platform for videndeling om voksenuddannelse
Som noget nyt søsætter EU-Kommissionen en ny digital platform, som skal sikre videndeling, samarbejde og udvikling inden for hele voksenuddannelsesområdet. Og EU-Kommissionen lægger op til, at brugerne selv er med til forme indholdet.
Det nye initiativ hedder EPALE (Electronic Platform for Adult Learning in Europe), og formålet er at gøre det lettere for blandt andet lærere og undervisere, samt andre med interesse i alle former for voksenuddannelse og læring, at danne netværk og kommunikere på tværs af EU´s landegrænser, deltage i debatter og udveksle god praksis.
En kalender, der viser både europæiske og nationale arrangementer, skal holde interesserede ajour med muligheder for faglig udvikling. Derudover vil platformen give brugerne mulighed for at følge med i nyheder og artikler skrevet af nogle af Europas førende eksperter inden for voksenuddannelse.
Vær med til at forme indhold på EPALE
Idéen med EPALE er, at brugere på tværs af EU selv skal bidrage med input til den webbaserede platform. Det kan eksempelvis være information om relevante faglige arrangementer og spændende nyheder eller ved at debattere aktuelle emner i relation til voksenuddannelse.
Allerede nu kan fremtidige brugere være med til at forme indholdet på EPALE. Dette gøres ved at udfylde et spørgeskema fra EU-Kommissionen.
- Spørgeskema om EPALE - på EU-Kommissionens hjemmeside
- Mere om den nye platform for videndeling på voksenuddannelsesområdet - på EU-Kommissionens hjemmeside
-
EPALE er et flersprogligt fællesskab for voksenuddannelse og er målrettet lærere, undervisere og frivillige samt politikere, forskere og akademikere, som er involveret i voksenuddannelse.
-
Den webbaserede platform bliver tilgængelig på flere sprog, således at brugere i hele EU kan udnytte webstedet og dets mange ressourcer fuldt ud.
-
EPALE vil blandt andet gøre det nemt for brugerne at komme i kontakt med andre fagfolk og frivillige inden for voksenuddannelse i hele Europa.
- EPALE finansieres af Europa-Kommissionen, og er det seneste initiativ i arbejdet med at forbedre kvaliteten i udbuddet af voksenundervisning i Europa.