Gå til indhold

Rekordmange institutioner vil deltage i uddannelsesprojekter med Erasmus+

Flere danske uddannelsesinstitutioner og organisationer vil sende elever, studerende og undervisere på studie-, praktik- eller uddannelsesophold i Europa. Ved årets første ansøgningsrunde om tilskud til udlandsophold gennem Erasmus+ har de søgt for mere end 22,5 millioner euro.

Danske uddannelsesinstitutioner har for alvor set mulighederne i Europa-Kommissionens uddannelsesprogram Erasmus+. Det er tydeligt efter årets første ansøgningsfrist i februar 2016.

Styrelsen for Videregående Uddannelser har frem til den 2. februar 2016 modtaget 219 ansøgninger til Erasmus+ programmet. I 2015 modtog styrelsen 192 ansøgninger i samme ansøgningsrunde.

På tværs af sektorer har uddannelsesinstitutioner og organisationer søgt om tilskud til mobilitetsprojekter for mere end 22,5 millioner euro. Det ansøgte beløb er 2½ procent større end ved samme ansøgningsrunde i 2015.

Undervisere tager på udlandsophold med Erasmus+

Undervisere rejser ud

Tilskuddet fra Erasmus+ skal gå til at realisere studie- og praktikophold for elever og studerende i et andet europæisk land. Opholdene sker som en integreret del af deres uddannelse.

Derudover har institutionerne søgt om tilskud til at sende undervisere og ansatte på et uddannelsesophold i Europa for at deltage i uddannelsesforløb om for eksempel bedre brug af it i undervisningen, nye metoder til fremmedsprogsundervisning eller videndeling om iværksætteri.

Institutioner samarbejder

Tendensen er, at flere institutioner og organisationer samarbejder om større ansøgninger om fælles mobilitetsprojekter for elever, studerende og undervisere. For eksempel har en kommune indsendt en ansøgning på vegne af flere af kommunens skoler.

De erhvervsrettede grund- og efteruddannelser og voksenuddannelsessektoren har indsendt færre ansøgninger end i 2015, men de enkelte institutioner har søgt om et større tilskud i forhold til 2015.

Ungdomsområdet og skolesektoren står for den største stigning i ansøgninger til mobilitetsprojekter.

Stor interesse for lande uden for Europa

I 2015 introducerede Erasmus + Den Internationale Dimension, som giver videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at deltage i uddannelsesprojekter med lande uden for Europas grænser.

Institutionerne har taget godt imod den nye mulighed. Styrelsen har modtaget 18 ansøgninger om tilskud til ophold i eksempelvis Korea, Usbekistan, Mali og Mauritius. Særligt professionshøjskolerne har vist interesse for Den Internationale Dimension.

I 2016 er der afsat 16,8 millioner euro til udveksling, praktik- og uddannelsesophold inden for alle sektorer i uddannelsessystemet samt ungdomsområdet. Ansøgningerne bliver nu behandlet, og ansøgere vil få svar senest den 1. juni 2016.

Frist for ansøgning

  • Næste frist for ansøgning af midler gennem Erasmus+ er den 31. marts 2016 kl. 12.00. Her kan uddannelsesinstitutioner, skoler og organisationer søge om tilskud til internationale samarbejdsprojekter, der øger videndelingen mellem uddannelsessektorer og erhvervslivet.
  • For tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter inden for ungdomsområdet er ansøgningsfristerne den 26. april og 4. oktober 2016 kl. 12.00.

Erasmus+

  • Erasmus+ er Europa-Kommissionens uddannelsesprogram. Det trådte i kraft den 1. januar 2014 og løber frem til den 31. december 2020. Programmet erstatter Programmet for Livslang Læring og Aktive Unge.
  • Erasmus+ giver tilskud til projekter inden for internationalisering og mobilitet på de videregående uddannelser og erhvervsrettede grund- og efteruddannelser, i børnehaver, grundskoler og på ungdomsuddannelser. Der gives også tilskud til almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt ungdomsaktiviteter og idræt.

Kontakt

Peter Grønnegård
Kontorchef
Tlf.: 72317820
Email: pegr@ufm.dk