Europa-Kommissionen har netop offentliggjort indkaldelse af forslag til projekter under Erasmus+. I 2019 kan danske institutioner og organisationer søge om tilskud fra Erasmus+ til projekter om udlandsophold for elever, studerende, unge, undervisere og medarbejdere samt til samarbejdsprojekter på tværs af uddannelsessektorer og lande om blandt andet vidensdeling og innovation i uddannelsessystemet. Derudover kan der søges om tilskud til politikudvikling inden for ungdomsområdet.
Ny mulighed
I forbindelse med indkaldelsen af forslag til projekter under Erasmus+ søsætter Europa-Kommissionen et pilotprogram, som går ud på at oprette seks alliancer af europæiske universiteter, der hver især skal bestå af mindst tre videregående uddannelsesinstitutioner fra tre lande. Formålet med alliancerne er at styrke den europæiske identitet, højne kvaliteten af uddannelserne og gøre universiteterne mere konkurrencedygtige. Ordningen administreres centralt af Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (Education, Audiovisual and Culture Executive Agency – EACEA).
Der er afsat mere end 30,3 millioner euro til danske ansøgere, der søger om tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter i 2019.
Erasmus+ programguiden
I programguiden for Erasmus+ kan du læse mere om mål og prioriteter for projekter og orientere dig i de forskellige tilskudsmuligheder for mobilitet, samarbejde og politikudvikling. Derudover indeholder programguiden detaljeret information om de økonomiske og administrative bestemmelser, der er forbundet med tildelingen af tilskud samt de tekniske oplysninger om ansøgnings- og vurderingsprocessen.
Hvem kan søge?
Erasmus+ giver tilskud til projekter inden for mobilitet og internationalt samarbejde i:
- videregående uddannelser – Erasmus+ Videregående
- erhvervsrettede grund- og efteruddannelser – Erasmus+ Erhvervsrettet
- dagtilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser – Erasmus+ Skole
- almen voksenuddannelse og folkeoplysning – Erasmus+ Voksen
- ungdomsaktiviteter – Erasmus+ Ungdom
Enkeltpersoner kan ikke søge om tilskud, men kan kontakte deres institution eller organisation, som kan søge.
Hold dig opdateret om frister til ansøgningsrunden
Bemærk, at ansøgningsfristerne for at søge om tilskud til mobilitetsprojekter og samarbejdsprojekter er forskellige. Vi vil derfor løbende indkalde ansøgninger til de enkelte aktiviteter under Erasmus+.
Dette sker på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside, i nyhedsbrevet Udsyn – Nyt om internationale uddannelsesprogrammer og via LinkedIn – Internationale uddannelsesprogrammer
Ansøgningsprocessen foregår gennem et online ansøgningssystem, og link til ansøgningsskemaer findes på ansøgningssiden for Erasmus+
Ansøgningsfrister i 2019
Key Action 1: Mobilitet
- Mobilitetsprojekter inden for Skole, Erhvervsrettet, Videregående samt Voksen: 12. februar 2019 kl. 12.00
- Mobilitetsprojekter inden for Ungdom: 12. februar, 30. april og 1. oktober 2019 kl. 12.00
- Erasmus Mundus Joint Masters Degrees 14. februar 2019 kl. 12.00
Key Action 2: Strategiske partnerskaber
- Strategiske partnerskaber inden for Ungdom: 12. februar, 30. april og 1. oktober 2019 kl. 12.00
- Strategiske partnerskaber inden for Skole, Erhvervsrettet, Videregående samt Voksen: 21. marts 2019 kl. 12.00
- Europæiske universiteter 28. februar 2019 kl. 12.00
- Videnalliancer 28. februar 2019 kl. 12.00
- Sector Skills Alliances 28. februar 2019 kl. 12.00
- Kapacitetsopbygningsprojekter inden for de videregående uddannelser: 7. februar 2019 kl. 12.00
- Kapacitetsopbygning på ungdomsområdet 24. januar 2019 kl. 12.00
Key Action 3: Politikudvikling
- Ungdomsmøder 12. februar, 30. april og 1. oktober 2019 kl. 12.00
- Jean Monnet - professorater, moduler, støtte til institutioner, foreninger og netværk 22. februar 2019 kl. 12.00
Idrætsområdet
- Partnerskaber inden for idrætsområdet 4. april 2019 kl. 12.00
- Små partnerskaber inden for idrætsområdet 4. april 2019 kl. 12.00
- Europæiske idrætsarrangementer 4. april 2019 kl. 12.00