Frem til starten af 1980'erne var der i forskeruddannelsen store forskelle mellem fagområderne og der var ikke en formuleret målsætning for uddannelse og rekruttering af forskere.
Fra 1980’erne var der en voksende erkendelse af, at der måtte finde initiativer sted på forskeruddannelsesområdet, hvis Danmark skulle klare sig i den internationale konkurrence fremover. I 1984 igangsatte Undervisningsministeriet en forskerrekrutteringsplan, der skulle sikre en rimelig rekruttering til alle hovedområder. Rekrutteringsplanen blev videreført i 1986 i ”Regeringens handlingsplan for forskning og udvikling”, som skulle bidrage til at udvide forsknings- og udviklingsaktiviteten. Som led i udmøntningen af handlingsplanen blev Forskerakademiet oprettet.
Forskerakademiets hovedformål var at støtte og stimulere en tilstrækkelig tilgang af højt kvalificerede forskere. I perioden 1987-1991 steg antallet af tildelte forskergrader fra 167 til 433. Forskerakademiet gav støtte til forskerstuderendes længerevarende udlandsophold, forskeruddannelseskurser, udenlandske gæsteprofessorers og gæstestipendiaters ophold i Danmark og danske sommerskoler.
I 1988 skiftede betegnelsen for graden, der blev tildelt efter en forskeruddannelse, den danske licentiatgrad til den engelske betegnelse ph.d. Baggrunden for at skifte til ph.d.-betegnelsen var, at der blandt mange forskere var et ønske om, at indføre en betegnelse, der var sammenlignelig med udenlandske universiteters ph.d.
Formaliseringen af forskeruddannelsen
Der kan i udviklingen fra 1980’erne spores en bevægelse fra et fokus på afhandlingen til en forskeruddannelse med en bredere forankring i forskningsmiljøerne. Før 1993 blev ph.d.-graden alene tildelt på grundlag af afhandlingen. Fra 1993 blev ph.d.-graden som noget nyt tildelt på baggrund af såvel udarbejdelse af en afhandling som en tilfredsstillende gennemførelse af forskeruddannelsen. De nye regler for ph.d.-graden betød:
- Ph.d.-forløbet blev normeret til en studietid på 3 år
- Den ph.d.-studerende skulle have den nødvendige tid til at gennemføre et selvstændigt forskningsarbejde og udarbejde en afhandling
- Den ph.d.-studerende skulle gennemgå et individuelt studieprogram med kursusaktivitet svarende til et halvt år
- Den studerende skulle bidrage til videnformidling
- Den studerende skulle gennemføre et eksternt forskningsophold
Universiteterne kunne tage en afhandling under bedømmelse, uden at forfatteren havde gennemført en ph.d.-uddannelse, hvis de vurderede, at forfatteren på anden måde har erhvervet sig tilsvarende kvalifikationer. Disse elementer eller tilsvarende kan findes i den aktuelle betænkning.
I 1992 blev det muligt for universiteterne, at indskrive ph.d.-studerende, der endnu ikke har afsluttet kandidatuddannelsen, sideløbende på både ph.d.- og kandidatuddannelsen. Det kaldes fleksible ph.d.-forløb eller 3+5 og 4+4-ordninger.
Ph.d.-skoler
I 1990’erne valgte en række europæiske lande at styrke kvaliteten af deres forskeruddannelser ved at oprette såkaldte forskerskoler. De to første danske forskerskoler blev etableret af Grundforskningsfonden i 1996. Forskerskolerne blev betragtet som en mulighed for at øge den faglige bredde og dybde samt at fremme læring på tværs af uddannelsesinstitutioner og fagområder. Antallet af forskerskoler steg hurtigt og de nyoprettede ph.d.-skoler varierede i størrelse og form.
Med Universitetsloven 2007 blev ph.d.-skolerne obligatoriske ved universiteterne. Dermed skal alle ph.d.-studerende, der gennemgår en ph.d.-uddannelse være tilknyttet en ph.d.-skole. Formålet med at gøre ph.d.-skolerne obligatoriske var, at fastholde og øge kvaliteten af ph.d.-uddannelsen, herunder øge gennemførelsen og reducere studietiden samt sikre en mere ensartet kvalitet af ph.d.-uddannelse i Danmark. Der eksisterer i dag knap 50 ph.d.-skoler.
Ph.d.-skolen udgør den organisatoriske ramme for ph.d.-uddannelsen, herunder ph.d.-kurser og –vejledning. Danske Universiteter har samlet en oversigt over ph.d.-kurser, der er tilgængelige for ph.d.-studerende som en del af deres ph.d.-uddannelse.