Professor Bente Kiens er et didaktisk fyrtårn. Hun ser det som et privilegium at undervise studerende, og hun er drevet af ikke blot formidlingen af det faglige stof, men i særdeleshed af passionen for at inspirere de studerende til selv at kunne stille de kritiske spørgsmål til stoffet og lære at anvende videnskabelig tankegang og metoder. Samtidig har hun en imponerende livslang karriere som internationalt anerkendt topforsker i de komplekse fysiologiske mekanismer, der regulerer kroppens evne til at håndtere og forbrænde fedt.
Bente er billedet på en universitetsunderviser, der eksemplarisk integrerer forskning og undervisning i en fornem akademisk karriere, hvor man tydeligt fornemmer en eksplicit og dedikeret interesse for fagdidaktisk udvikling. Hun er den innovative underviser, der har forandret traditionel undervisningspraksis, og hun var blandt pionererne til at udvikle og forankre den studenteraktiverende, problembaserede undervisning. Hun sætter rammerne for faglige diskussioner på en måde, hvor læringsmiljøet er trygt og udbytterigt. Det sker dog aldrig på bekostning af det høje faglige niveau.
Det er magtpåliggende for Bente, at undervisningen og de studerendes udbytte heraf centreres om at oversætte teori til praksis og de studerendes forståelse af fagenes anvendelsesorienterede perspektiver. Undervisningen starter og slutter med den samfundsrelevante praksis. Dette sker bl.a. igennem problembaserede caseopgaver fra hverdagsaktuelle tematikker.
Bente er heller ikke bange for at inddrage alternative undervisningsaktiviteter som rollespil, hvor studerende inddeles i ”forsvarsadvokater” og ”anklagere”, og videnskabelig litteratur endevendes. Herved mobiliserer hun de studerende til at bære et ansvar for at fundere samfundsdebatten på forskningsbaseret viden.
Bentes undervisning er karakteriseret ved en notorisk ihærdighed efter at udvikle de studerendes kritiske refleksion. Ingen studerende er kommet igennem Bentes kurser uden at kunne forholde sig til, hvor godt de gennemgåede videnskabelige data er kontrolleret, og hvor meget (eller lidt) der kan uddrages heraf. Læringsniveauet løftes hermed til det højeste taksonomiske niveau og udvikler selvstændigt og kritisk tænkende studerende.
Bente gør en markant forskel for undervisningen i hele institutionen. Hun har som mangeårig studieleder arbejdet for at løfte undervisningsniveauet på instituttet og skabe entusiasme for den studenteraktiverende undervisning. Særligt bemærkelsesværdig er Bentes indsats i forhold til at oplære og inddrage yngre forskere som medundervisere - altid med kompetent supervision før og efter undervisningen. Det har udviklet nye undervisere på højeste niveau, hvorigennem hendes didaktiske principper og pædagogiske filosofi samt enorme erfaring videregives og forankres. Samtidig inviterer Bente til stadighed til at modtage sparring fra hendes yngre kollegaer. Deres tanker om didaktik og pædagogik udvikler i symbiose med hendes viden og livslange undervisningserfaring en nytænkende og udbytterig undervisning, og denne kontinuerlige kollegiale sparring er en drivkraft for Bentes egen udvikling som underviser.
Bentes undervisning tager de studerende i laboratoriet for at afprøve de videnskabelige metoder i anvendelse. Bente har udviklet adskillige laboratorieøvelser, hvilket har resulteret i, at ellers ”tørre” emner som statistik og videnskabelig metodekritik er blevet håndterbare, medrivende størrelser. Herved har de studerende gennem bearbejdningen af egne videnskabelige resultater fået en dybere erkendelse af den forskningsbaserede viden og de iboende usikkerheder og begrænsninger omsluttende ethvert forskningsresultat. Bentes jævnlige inddragelse af nye, upublicerede data i undervisningen giver de studerende et indblik i den yderste bastion af vores nuværende forståelse. Det skaber forskningsinteresse og et stort antal studerende, der ønsker at forfølge egne ideer og ubesvarede spørgsmål i efterfølgende bachelor- og specialeprojekter i Bentes forskningsgruppe. Som vejleder i øjenhøjde under disse projekter formår Bente at praktisere en frugtbar balance mellem understøttende medinddragelse og udfordrende selvstændighedsudvikling i forskningens univers.